Man, Economy, and State

Dette er en løs analyse af kapitel 10 i MES, som er tilgængelig her. Indlægget er 2. del af min behandling af østrigsk økonomi, som blev mig pålagt af Jan Madsen i tidernes morgen. Første del, som omhandler de første par hundrede sider af Mises’ Human Action, findes her.

At have læst Mises på forhånd var en stor fordel, og det er nok anbefalelsesværdigt for nye læsere at læse min behandling af ham, før de påbegynder dette indlæg. Jeg vil sige, at jeg grundlæggende føler jeg er enig med Rothbard på mange punkter, om end det naturligvis stadig forholder sig sådan, at jeg har en del forbehold, når det kommer til den praxeologiske metode.

Jeg vil hoppe direkte ud i det, og gøre behandlingen tekstnær på samme måde som i det forrige indlæg. De angivne sidetal er denne gang sidetallet i bogen, ikke siden der angives i pdf-versionen.

Rothbard gør gældende (s.641) at:

To regard a cartel as immoral or as hampering some sort of consumers’ sovereignty is [...] completely unwarranted.

og (s. 643)

A common argument holds that cartel action involves collusion. For one firm may achieve a “monopoly price” as a resultof its natural abilities or consumer enthusiasm for its particular product, whereas a cartel of many firms allegedly involves “collusion” and “conspiracy.” These expressions, however, are simply emotive terms designed to induce an unfavorable response.
What is actually involved here is co-operation to increase the incomes of the producers.

Her er jeg grundlæggende enig med Rothbard. Hvad ’karteldannere’ og ’monopolister’ gør, er ikke væsensforskelligt fra det, alle andre også forsøger at gøre, og hvad vi tillige burde forvente af egennyttemaksimerende individer der agerer på et frit marked. Collusion-begrebet er et politisk ladet fy-ord, selvom vi nogle gange har en tendens til at glemme det.

…

Et sted hvor jeg ikke er sikker på, at jeg helt forstår Rothbard, er her (s.662-663):

There is an all-too-common assumption, however, that if we compare, say, Henry Ford and a small wheat farmer, the two differ enormously in their respective powers of control. It is believed that the wheat farmer finds his price “given” to him by the market, while Ford can “administer” or “set his own” price. The wheat farmer is allegedly subject to the impersonal forces of the market, and ultimately to the consumer, while Ford is, to a greater or lesser extent, the master of his own fate, if not indeed the ruler of the consumers. Further, it is believed that Ford’s “monopoly power” stems from his being “large” in relation to the automobile market, while the farmer is a “pure competitor” because he is “small” compared to the total supply of wheat. Usually, Ford is not considered an “absolute’‘ monopolist, but someone with a vague “degree of monopoly power.” In the first place, it is completely false to say that the farmer and Ford differ in their control over price. Both have exactly the same degree of control and of noncontrol: i.e., both have absolute control over the quantity they produce and the price which they attempt to get;23 and absolute noncontrol over the price-and-quantity transaction that finally takes place. The farmer is free to ask any price he wants, just as Ford is, and is free to look for a buyer at such a price. He is not in the least compelled to sell his produce to the organized “markets” if he can do better elsewhere. Every producer of every product is free, in a free-market society, to produce as much as he wants of whatever he possesses or can purchase and to try to sell it, at whatever price he can get, to anyone he can find..24 Naturally, every seller, as we have repeatedly stated, will attempt to sell his produce for the highest possible price; similarly, every buyer will attempt to purchase goods at the lowest possible price. It is precisely the voluntary interaction of these buyers and sellers that establishes the entire supply and demand structure for consumers’ and producers’ goods. To accuse Ford or a waterworks or any other producer of “charging whatever the traffic will bear” and to take this as a sign of monopoly is pure nonsense, for this is precisely the action of everyone in the economy: the small wheat farmer, the laborer, the landowner, etc.

Og relateret hertil (s.664):

The farmer is not compelled to sell to any particular market or to any particular company, any more than Ford is compelled to sell to John Brown if he does not wish to do so (say, because he can get a higher price elsewhere). But, as we have seen, in so far as a producer wishes to maximize his monetary return, he does submit himself to the control of consumers, and he sets his output accordingly. […] Ford, then, has no more “control” over the consumer than the farmer has.

Som sagt, jeg er lidt i tvivl om, hvad Rothbard mener her. Mit take er dette: Alle virksomheder forsøger blot at optimere profitten på det frie marked, det gælder bade dem med market power, og dem der agerer i noget der ligner et perfect competition setting. Enig. Der er intet umoralsk i det. Enig. Og ingen virksomheder kan overleve på sigt, hvis ikke de producerer noget forbrugerne efterspørger, fordi market power aldrig vil kunne isolere virksomheder fra forbrugernes dom i sidste ende. Selvfølgelig ikke. Men at Ford eller Microsoft ikke har større kontrol over slutprisen på markedet (og dermed også sagt: større indflydelse på konkurrenternes prissætning) end eksempelvis den enkelte hvedeproducent, det er et ’fact’ jeg ikke kan acceptere, for det er efter min bedste overbevisning i strid med virkeligheden, og det er sådan jeg læser ham.

…

Efter en del benarbejde kommer Rothbard frem til en konkluderende bemærkning på spørgsmålet om, hvordan man definerer eller afgrænser ‘monopoladfærd’ fra virksomhedernes normale ageren på markedet, og denne konklusion består i den betragtning, at det kan man ikke, og begrebet bør derfor forkastes (s.698):

there is no way of conceptually distinguishing “monopoly price” from free-market price. But if a concept has no possible grounding in reality, then it is an empty and illusory, and not a meaningful, concept. On the free market there is no way of distinguishing a “monopoly price” from a “competitive price” or a “subcompetitive price” or of establishing any changes as movements from one to the other. No criteria can be found for making such distinctions. The concept of monopoly price as distinguished from competitive price is therefore untenable. We can speak only of the free-market price.

Altså: Så længe prissætningen finder sted på markedet, ligegyldigt hvad prisen så måtte være, så er prisen ”frimarkedsprisen”. Rothbard har ret i, at med den fremgangsmåde bliver ’monopolpriser’ og ’market power’ (som vi plejer at kalde det) tømt for mening. Men det burde vi ikke være overraskede over, for det er sådan, han har defineret prisdannelsesstrukturen – så vi ligesom når det kommer til Mises’ betragtninger bevæger os mistænkeligt tæt på afgrunden, hvor vi nærmer os rene tautologier.

For mig er der ikke tvivl om, at market power, altså nogle virksomheders evne til at have en positiv price-cost margin (hvor (P-MC)/P er mellem 0 og 1), er et interessant begreb, når man betragter den samlede prisdannelse og ønsker at forklare den – og at de forhold, som forårsager eller medvirker til at etablere og bevare virksomheders market power, ligeledes/derfor er interessante. Rothbard lader til at være helt tilfreds med forklaringen om, at alle priser der realiseres på markedet da selvfølgelig er ’frimarkedspriser’, som bare er et naturligt resultat af frie individers gøren og laden. Det er en god forklaring, og jeg er da enig med ham. Men det lader til, at han så bare stopper op der, og ikke mener der er mere at tilføje. Sådan har jeg det ikke. Jeg vil have noget som kan bruges konkret, til at forklare specifikke priser, og nej, ikke kun i tilbageblik som forklaring på det, der allerede har fundet sted. Efter min opfattelse vil det, selvom det er vanskeligt at komme op med brugbare definitioner og afgrænsningen er vanskelig – noget jeg er mere end villig til at indrømme – og selvom det hele generelt er noget mudret, blive vanskeligere, ikke lettere, at forklare og forecaste specifikke realiserede prisstrukturer på markedet, hvis vi forkaster et koncept som market power fuldstændigt. Det bekymrer naturligvis ikke østrigerne, men det bekymrer mig. Der behøver ikke være nogen ideologisk komponent forbundet med (et gradueret) market power (-begreb).

En mindre væsentlig indvending er denne: Ofte er den market power, virksomheder besidder, den som svarer til monopoldefinition b) (/2?) i Rothbard’s behandling: Altså market power som baserer sig på statslig tvang. Hvis vi bare skal acceptere, at alle priser på markedet er ’the free market price’, vil vi så ikke let kunne komme til at overse de tilfælde, hvor det helt åbenlyst ikke er tilfældet? Rothbard ville svare nej, men jeg er ikke så sikker.

…

Et sted hvor vores uenighed om metodevalget gøres klart, er her (s.722):

We cannot compare or classify the curves on the basis of degrees of elasticity, since there is nothing in the Chamberlin-Robinson monopolistic-competition analysis, or in any part of praxeology for that matter, that permits us to do so, once the case of pure competition is rejected. For praxeology cannot establish quantitative laws, only qualitative ones. Indeed, the only recourse of monopolistic-competition theorists would be to fall back on the concepts of “inelastic” vs. “elastic” demand curves, and this would precisely plunge them right back into the old monopoly-price vs. competitive-price dichotomy.

At tænke i elasticitetsgrader er hvad jeg implicit gør, når jeg gør mig overvejelser omkring konkurrenceforhold, det burde fremgå klart af ovenstående. Hvis jeg på den måde forkaster praxeologisk metode, so be it. Som man måtte vide på nuværende tidspunkt, efter den første post og min kommentar til Mises, er kvantitative sammenhænge bestemt også noget, jeg mener, økonomer skal bruge deres tid på.

I samme retning (s.723):

Once the perfect-elasticity myth has been discarded, it becomes clear that all the tedious discussion about the number and size of firms and groups and differentiation, etc., becomes irrelevant. It becomes relevant only for economic history, and not for economic analysis.

Endvidere (s.726):

Economic analysis, in conclusion, fails to establish any criterion for separating any elements of the free-market price for a product. Such questions as the number of firms in an industry, the sizes of the firms, the type of product each firm makes, the personalities or motives of the entrepreneurs, the location of plants, etc., are entirely determined by the concrete conditions and data of the particular case. Economic analysis can have nothing to say about them.

Jeg mener selvfølgelig ikke, at alle disse faktorer bliver “irrelevante” for den økonomiske analyse, og at økonomisk analyse intet har at sige om dem – men Rothbard og mig er som bekendt ikke enige om, hvad ’økonomisk analyse’ vil sige.

…

Nogle afsluttende bemærkninger:

1. Jeg mener ikke, at staten skal føre konkurrencepolitik [En præcisering: Jeg burde have tilføjet; af anti-trust/-monopoltypen. Jeg forholder mig naturligvis i dette udsagn kun til den form for lovgivning, Rothbard bruger sin tid på at problematisere i kapitlet. Jeg har stadig ikke forholdt mig til IPR-diskussionen og eksempelvis spørgsmålet om patenter i nogle tilfælde kan være en god ide, selvom disse også tilhører den konkurrencepolitiske sfære]. Selvom jeg ikke er enig med Rothbard i, at det er umuligt at afgrænse begreberne, er det tilpas svært til, at jeg ikke vil have staten til at gøre noget i den stil. De praktiske problemer med implementeringen er det væsentligste problem, jeg har med den form for lovgivning – selvom de principielle forbehold også spiller ind – for som bekendt kan så godt som alt, virksomheder foretager sig gøres ulovligt via. anti-trust lovgivning. Hvis din pris er den samme som konkurrenternes, så er der tale om ‘karteldannelse’. Hvis den er lavere, er det predatory pricing. Hvis den er højere, er du bare en mere eller mindre klassisk monopolist (afh. af definitionen), der foretager ‘price gouging’. Det hjælper heller ikke, at det lader til, at de eneste typer ‘monopoler’, der har det med at klare sig på sigt, er dem af Rothbard’s type 2, de statsstøttede. Resten går ned med flaget før eller senere, og selvom det lange sigt er, langt, og vi kan snakke nok så meget om efficienstab på det statiske plan, er dynamisk efficiens altså det, der tæller, og kun det frie marked kan levere det. Til trods for restriktiv konkurrencelovgivning herhjemme er DR her stadigvæk, og det er næppe pga. deres fremragende programflade, at de er en af (den af?) de danske kanaler, der har flest seere. Noget som Rothbard ikke er inde på i den forbindelse er også, at det formentlig ikke kun vil være spildt arbejde at udforme en restriktiv monopollovgivning – men at den også kan være direkte skadelig, fordi den åbner op for regulatory capture. Louis Nielsen foretager da predatory pricing, det er selvfølgelig derfor hans briller er billigere end andre optikeres, ikke sandt?

2. Jeg ved ikke nok om empirien på områder til at vurdere, om vi har noget fornuftigt at sige om sammenhængen mellem firm size og eksempelvis P/E i dag (jeg kunne spørge min storebror som skrev speciale om noget i den stil, men jeg har nok at tage mig til lige for tiden). Men i sig selv er det en væsentlig pointe at få med fra Rothbard, selvom han nok selv ville tage afstand fra gradueringen af market power begrebet, som – kan vi nok forstå – ikke hører hjemme i praxeologien: Ting som firm size og # of firms i en givet setting behøver ikke have nogen direkte sammenhæng med graden af market power (det vidste jeg godt fra IO).

3. Jeg bør tilføje, at især behandlingen af fagforeningers (704->) indflydelse på arbejdsmarkedet, bestemt kan anbefales til de læsere, der ikke er så bekendte endda med økonomi. Den samme analyse kunne i vidt omfang også være foretaget af en mainstream økonom, jeg har endog ladet fortælle, at første del af den, med grafen og maskerede ligninger som ikke er medtaget, er en del af pensum på nogen økonomiuddannelser her til lands.