What I’ve been reading

…besides the stuff relating to the exams in January, that is:

a) Logan’s run, by William F. Nolan and George Clayton Johnson.

The plot is intriguing and as a book to pass the time, it’s okay. However, I’d have liked to know a little more about Logan, and the setting is not very well described; we are told very little about society in general (my main objection probably is simply that the book is too short, which is not necessarily a bad thing).

b) Facts and Fancy, by Isaac Asimov.

An interesting book. It is important to add though, that it is as interesting as a historical document as it is as a non-fiction work about (among other things) cosmology: We know a lot more now than we did when this book was written. Some of the ideas I found most ’shaky’ – those where it seemed quite obvious that Asimov was not on familiar territory – I also found quite interesting from a historical perspective, two examples being his informal treatment of the Fermi paradox (chapter 11) and the treatment of Kapp (chapter 14).

“God did it”

This post made me laugh.

Enjoy the (un)holi(/y)days!

Dagens tåbeligheder

Et tilfældigt udpluk:

i) Fodnotepolitikken medvirkede til at forhindre et atomragnarok. Ole Vagn Christensen, hvem ellers?

ii) “Jeg kan ikke lide videoovervågning, men hvis det er en nødvendighed, så lad os da prøve det,” Manu Sareen.

Prøv den her variant af samme argument: “Jeg kan ikke lide dødsstraf for religionskritik, men hvis det er en nødvendighed, så lad os da prøve det.” Eller hvad med den her: “Jeg kan ikke lide systematisk udryddelse af systemkritikere, men hvis det er en nødvendighed, så lad os da prøve det.”

Jep, det giver mening, et fremragende argument. Det kan da ikke være op til Sareen at vurdere, om noget er ‘nødvendigt’, vel?

iii) Ligeledes fra 180-grader, fra dagens klumme skrevet af en politiker, som kalder sig selv konservativ:

Brave liberalister advarer tit mod det, de kalder den konservative fare. Der hentydes ikke til truslen om et voluminøst Konservativt Folkeparti med en masse mandater i Folketinget, men til den konservative forkærlighed for staten. Liberalisterne hævder, at denne forelskelse i en stat kan ende med, at de Konservative i den praktiske politik ender som Socialdemokraterne minus 10 procent.

“kan ende med”? “10 procent”? Jeg tror ikke, der er mange ‘brave liberalister’, der ville drømme om at udtrykke sig sådan.

…og der er mere hvor det kommer fra, for prøv lige den her:

“staten skal have den størrelse, som staten nu engang skal have på netop det givne tidspunkt i historien.”

Aha! Det giver mening! Eller…

Betyder det, at konservative har en klar opfattelse af, hvordan statens udvikling bør være over tid? Så må hr. Skawbo vel også kunne fortælle mig, hvor stor staten skal være i 2030? Eller er det måske bare en tom ligegyldighed, som skal maskere, at statens størrelse for mange konservative altid er helt i orden; at man altid bør tilstræbe at bevare status-quo, fordi det er så bøvlet at forsøge at ændre på tingenes tilstand? Jeg foretrækker variant nummer to, for den forklarer ret godt, hvorfor det altid lader til, at “den størrelse staten bør have på det netop givne tidpunkt i historien” og så den størrelse staten rent faktisk har “på det netop givne tidspunkt i historien”, synes at overlappe i helt utrolig grad blandt konservative.

…han fortsætter:

Den skal være stærk nok til at sikre lov og orden og de svages ret, men ikke så stor, at den lammer alle dem, der godt kan selv. Derfor foregår der hele tiden – i respekt for borgernes skatteindbetalinger – en konservativ afvejning af, hvor det offentlige eventuelt skal slankes, og hvor der på kerneområderne er behov for mere aktivitet i offentligt regi.

Og dén ‘konservative afvejning’ finder sted blandt De Konservative? Dem i Folketinget? I overvejelserne indgår ligefrem en “respekt for borgernes skatteindbetalinger”? Gør du grin med mig?

Når man afvejer, hvor grænsen mellem stat og samfund skal gå, hvad staten skal og ikke skal foretage sig, så hedder det altså ikke ‘konservative overvejelser’. Det hedder ikke ‘en konservativ afvejning’. Det hedder ideologi. I-D-E-O-L-O-G-I. Det er ideologiske overvejelser man gør sig, når man forholder sig til det spørgsmål.

De Konservative har siddet med i regeringen i 6 år. I et af verdens mest socialistiske og egalitære samfund. Der er intet sket, det eneste de har foretaget sig, er at bevare status quo. Selv ordet har pamperne efterhånden glemt.

Lidt om musik

Ja – overskriften var en advarsel: Dette er en upolitisk og halv-personlig post.

…

Jeg har en lidt utraditionel musiksmag, idet det meste af det jeg lytter til ikke stammer hverken fra dette eller det foregående århundrede. Det er endvidere ikke blot ‘klassisk musik’ generelt, men endog mere specifikt: Klavermusik. Det er et ret smalt fokus kunne man fristes til at tro, og på sin vis ville man have ret, men så alligevel ikke. Der er temmelig meget af det, og der er også ret stor intern variation.

For mig er musik noget man lytter intensivt og koncentreret til, noget man tildeler sin fulde opmærksomhed. Musik er kunst, jeg hader musik som baggrundsstøj. Men musik er også, hvis fortolket rigtigt, et følelsesudtryk man kan relatere til. Der er noder, og så er der musik – ligesom der i sproget er syntaks og semantik. De dygtige pianister er dem, der får dig til at glemme alt andet end den strøm af musik, der kommer dig i møde; resten, som mig selv, er dem, hvor man kan gribe sig selv i at lytte efter, om ikke den pause i takt 43 var lidt for lang? Selvfølgelig er der en glidende overgang mellem det gode og det fremragende, og hvordan man oplever musikken afhænger selvfølgelig af en masse andet end musikeren og hvad han foretager sig, men alligevel.

En af de ting som gør det vanskeligt for nytilkommere at søge dybere ned i den klassiske genre er det forhold, at instrumental erfaring kan ændre markant på den måde, man forstår musik. For mennesker, der ikke har denne erfaring, er det en vanskeligt overstigelig barriere at overkomme, før man kommer ind i den attraktive verden, der gemmer sig bagved. Vanskelig, men ikke uoverkommelig. Det vigtigste er at lytte.

Det, der især har draget mig mod denne genre, er hvor dybt man kan komme. De bedste fortolkninger af klassiske klaverstykker, der har overlevet flere århundreder, er – efter min opfattelse – noget af det tætteste, vi kommer på den perfekte udfoldelse af menneskets kreative og skabende egenskaber. En del af de stykker jeg har hørt, ville jeg til tider, ønske jeg aldrig havde hørt – ikke fordi de var dårlige, men fordi jeg så kunne høre dem igen for første gang. Jeg er ikke noget ufølsomt menneske, og har ved mere end en lejlighed grædt over den skønhed musikken jeg lyttede til besad, noget der tilsyneladende er langt mere ualmindeligt end jeg i sin tid gik og troede.

Hvis man aldrig har forsøgt sig med genren, men tror den har noget at bidrage med, er det bare om at kaste sig ud i det. At bekymre sig om, hvorvidt man lytter til ‘de rigtige’ helt fra starten og lignende spidsfindigheder er næppe hensigtsmæssige. Forhold dig til musikken, det er det, det drejer sig om. Prøv dig frem, hvis du kan lide det, prøv lidt mere. Du vil blive bedre til at skelne over tid, du vil blive dygtigere til at forstå musikken. Et par steder at starte:
i) Nettet. Men det er det der med søgeomkostninger. Hvis de er prohibitivt høje, kan man overveje at anskaffe sig:
ii) Chopin’s ballader. Jeg har selv en anbefalelsesværdig cd med Krystian Zimerman, hvor især op.23 er fremragende (en, må man sige, relevant live optagelse af ham er tilgængelig her). Man kan gå videre til nocturnerne derfra.
iii) Beethovens sonater. Der er mange af slagsen, og ikke alle er lige spændende, men man kommer ikke udenom dem. Pathétique og Waldstein er steder at starte. Pollini’s fortolkning af Pathétique er den, jeg har brugt mest som støtteredskab i mit eget forsøg på at komme igennem den. Den sene Schubert har jeg i øvrigt længe haft et svagt punkt mht., og der er lidt Beethoven over ham på det tidspunkt. Sonate #20 (D959) er vidunderlig, men også meget andet. Jeg kan godt lide Andsnes fortolkning.
iv) Rachmaninoff’s opus 3, især #2, er et godt sted at starte med Rachmaninoff. Alternativt hans anden klaverkoncert. Jeg må indrømme, at jeg endnu ikke er stødt på en fortolkning af førstnævnte, som jeg har brudt mig specielt meget om, noget der måske hænger sammen med, at jeg selv har brugt ret lang tid på det stykke, og derfor nok er blevet mere kritisk overfor afvigelser i fortolkningerne, end jeg ellers ville have været.

Dagens citat

Når man lever i Danmark, så må man acceptere, at der er nogle traditioner blandet ind i folkeskolen. Dem skal vi bevare. Og så må man også forstå, at det at komme i kirke ved juletid ikke nødvendigvis er noget religiøst, men nærmere noget kulturelt. Jeg ser ikke noget problem i, at man deltager i et arrangement i en kirke. Det vil være en skam at frarøve eleverne den mulighed for indblik i dansk kultur

Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Mit svar…

Kære Martin:

a) Jeg tror du er forvirret. Når man lever i Danmark behøver man ikke ‘acceptere, at der er nogle traditioner blandet ind i folkeskolen’. Man behøver faktisk end ikke acceptere, at det offentlige står for driften af vores skolevæsen – og det står stadig borgerne her i landet frit for at arbejde så hårdt de kan for at afskaffe folkeskolen. Vi har stadig frihed til at mene noget andet end folk som dig.

b) Hvorfor skal “vi” bevare traditionerne, du giver ingen argumenter? Er det alle ‘traditioner‘, eller bare dem du synes om?

c) Man behøver da ikke være enig med dig i, at kirkegang skal opfattes ‘kulturelt’ i stedet for ‘religiøst’. Hvorfor skulle det gøre nogen forskel, om man kalder det det ene eller det andet? Og prøv lige at spørge dig selv: Hvor stor en del af dansk ‘kultur’ er det lige kirkegang er?

d) “Jeg ser ikke noget problem i, at man deltager i et arrangement i en kirke. Det vil være en skam at frarøve eleverne den mulighed for indblik i dansk kultur.”

Man frarøver danske skoleelever ‘en mulighed for indblik i dansk kultur’ ved ikke at tvinge dem i kirke? Besynderlig verden du lever i.

Doesn’t this kind of logic remind me of something?

From The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy, we learn this about the universe:

Population: None.

It is known that there are an infinite number of worlds, simply because there is an infinite amount of space for them to be in. However, not every one of them is inhabited. Therefore, there must be a finite number of inhabited worlds. Any finite number divided by infinity is as near to nothing as makes no odds, so the average population of all the planets in the universe can be said to be zero. From this is follows that the population of the whole Universe is also zero, and that any people you may meet from time to time are merely the products of a deranged imagination.

Oh yeah, now I know: Political debates!

Douglas Adams is hilarious, and if you haven’t already read the book I’m quoting, well you should. I have not finished it yet, but it’s only a matter of time, and I enjoy every minute of it. Let me have a little go at the piece above (unfortunately, I have had to make a more extensive argument than what I first had in mind – what I put down as notes in the book – because WordPress doesn’t seem to like mathematical symbols):

a) That the size of the universe is infinite does not mean that the ‘number of worlds’ is also infinite, just because ‘there’s room for them’. It simply does not follow. There’s room for a lot more than 9 planets in our solar system…

b) Even if we accept the premise that there’s an infinite number of planets, the fact that only a subset of those planets are inhabitable does not mean that there can be only a finite number of inhabitable planets. There might be, but then again there might not be. One can draw a finite subset from an infinite set, one always can. But one could also consider the marginal planet a potentially habitable planet – if you take that view, the number of inhabitable planets goes to infinity too (a constant less than one but greater than zero times infinity is still infinity). By taking this view, the next inference, that the average population of all the planets in the universe could be said to be zero, also breaks down. If both the total number of planets and the number of inhabitable planets go to infinity, you can’t say very much about the average – you end up dividing infinity with infinity, which is undefined. The only thing we know for sure in that case about the total average is that the average population of all planets is smaller than the average population of the inhabited planets alone (because the total number of planets approaches infinity faster than the number of inhabitable planets do); but we already knew that.

c) The best part is the last: From this is follows that the population of the whole Universe is also zero… I can’t even spot a faulty argument here, there is no argument, he just jumps from average population: 0 to total population: 0. The structure of this argument is quite close to the standard political argument as politicians present them: “Here we have a problem – the government must intervene”. The two arguments look equally valid to me.

Den dyre integration

Den egentlige økonomiske belastning ligger altså ikke i det primære problem, nemlig ledige indvandrere. Den egentlige økonomiske belastning ligger i de offentlige tiltag for at løse problemet. Ret beset er skatteyderens hovedproblem ikke, hvordan vi organiserer de offentligt ansatte for at få indvandrerne i job. Skatteyderens problem er faktisk det omvendte: hvordan får vi indvandrerne i job, så vi kan slippe for at betale for de dyre offentlige projekter?

Mere her. Tallene bekræfter den mistanke jeg har haft i et stykke tid om, at det primært er de gode intentioner, ikke resultaterne, der belønnes, når det gælder integrationsindsatsen.

Hver gang et nyt integrationstiltag bliver søsat skaber det overskrifter. Det giver omtale, og det giver politikeren ammunition i den næste debat – for se her, her er et eksempel på, at jeg/vi ‘gør noget’. Når projektet er gået i vasken skaber det somme tider overskrifter, men de øvrige konsekvenser er få. ‘Det var et forsøg værd, og så må vi jo prøve noget andet’. Hvis man da overhovedet er villig til at erkende, at projektet er gået i vasken, ofte er det meget lettere bare at fortsætte med at hælde penge ned i et sort hul uden nogen målbar effekt på noget som helst udover antallet af ansatte i integrationssektoren; for der er jo tale om en ‘langsigtet investering’; det er værd at forsøge (ifølge hvem? Jeg er ikke blevet spurgt?); selvom det ikke virker er vi nødt til at gøre et eller andet (vi?) – fortsæt selv. Mange af argumenterne ligner i mistænkelig grad de argumenter der bruges, når ulandsbistanden – et andet område hvor de gode intentioner har taget kontrollen – skal forsvares.

Regeringspolitikere og oppositionspolitikere skændes til tider om, hvem der bedst kan løse integrationsproblemerne, og som regel indgår i diskussionen, ligesom i de fleste andre politiske diskussioner, en debat om, hvem der kan/vil bruge flest penge på at løse problemet. ‘Jeg vil bruge 100 millioner’ … ‘Nå, men jeg vil bruge 200 millioner’ … ‘Min far kan tæve din far’ … Lidt sjovt er det i den forbindelse at tænke på, at hvis der i politikernes hoved var en form for sammenhæng mellem den påkrævede indsats og problemets omfang, så burde pessimisterne være dem, som ville være villige til at bruge flest penge på problemet – men sådan er virkeligheden ikke.

Når man går ned ad den tangent og begynder at antage, at flere penge vil løse problemet, at flere integrationskonsulenter er nødvendige for at løse ‘problemet’, så burde man også være villig til at indrømme, at noget er helt galt. Vi burde jo arbejde på at lukke integrationskontorerne, sørge for at der ikke var brug for dem, så de ansatte kunne foretage sig noget mere produktivt! Mange danskere har i dag glemt, at der altså intet positivt i sig selv er i det forhold, at der bruges mange penge på integration, og at der er mange mennesker ansat til at løse problemerne. Det er kun godt at der bruges penge på de her ting, hvis det virker – nej, det er stadig ikke godt, det er i bedste fald et nødvendigt onde – og hvis der hele tiden skal sendes flere penge, skal ansættes flere folk for at løse problemerne, selvom resultaterne hidtil er udeblevet og problemerne ikke bliver løst, så virker det jo ikke.

Vi skal huske på, når vi diskuterer integration, at vi vel i virkeligheden helst så at de mange jobs i integrationssektoren blev afskaffet på sigt – vi så helst, at alle nytilflyttere bare kom hertil, fik et arbejde, lærte sproget og blev en naturlig del af lokalsamfundet. Sådan går det bare ikke så tit.

…

Hvis vi skal bakke op om integrationsindsatsen, så skal vi gøre det, fordi de mange integrationsansatte tjener deres løn hjem. Det lader ikke til at være tilfældet. Men det gør de måske alligevel, bare på langt sigt? Ulla’s tal giver ikke noget positivt billede:

Fra 1999 til 2006 har vi altså brugt ganske betragtelige summer – formentlig mindst 200 mio. – på introduktionsprogrammer, der kun har fået 87 mennesker i varigt arbejde (hvis vi altså venligt antager, at integrationsprogrammet overhovedet har haft en virkning; ret beset ved vi jo ikke, hvor mange af disse mennesker, der havde fundet jobs uden introduktionsprogrammet).

Når vi tæller arbejdspladser er ovenstående dog for simpelt: Vi må også huske på at spørge os selv, hvor mange integrationsansatte der mon blev brugt til at få de, hvis vi accepterer den kontrafaktiske antagelse, at ingen af dem ville være kommet i arbejde uden det offentliges hjælp i det konkrete tilfælde, 87 mennesker i arbejde? De mennesker kunne jo have lavet noget andet i stedet for. Nettobeskæftigelseseffekten (på kort sigt) er jo kun de 87 mennesker minus antallet af integrationsansatte som blev brugt til at få dem i arbejde. Det er for øvrigt i sig selv en grov forsimpling, for de to grupper er langt fra homogene (der må forventes at være et væsentligt produktivitetsgap mellem en person af anden etnisk herkomst som lige er kommet ud på arbejdsmarkedet og så en dansk integrationskonsulent, der vel som minimum har en gymnasieuddannelse og ofte har deltaget på arbejdsmarkedet i en længere årrække).

…

Et addenda:

Det er bemærkelsesværdigt at vi, trods det brud der fandt sted i 2001, stadig ikke er kommet videre. Jeg havde egentlig ikke indtryk af, at det at afkræve resultater var noget man gjorde meget i på det her område, og Ulla’s beskrivelse matcher mine fordomme meget godt. En løsningsmodel kritiske politikere derfor utvivlsomt vil tænke i, ville på den baggrund nok være i højere grad at forsøge at holde de ansatte i integrationssektoren ansvarlige for, hvad der foregår. Ikke kun ved at afkræve dokumentation af, hvad det rent faktisk er, skattepengene går til, jeg er ikke i tvivl om, at de bruger meget tid på at udfylde formularer og skrive lister. Men mon ikke nogen af de politikere, der trods alt er lidt kritiske overfor den nuværende situation, har en ide om, at ved at give nogen af dem, der arbejder i den her sektor, sparket, hvis ikke der kan fremvises nogle håndfaste resultater, så kunne man måske ændre mentaliteten i integrationssektoren? ‘Hvis ikke der kan fremvises resultater – som står mål med omkostningerne – så skal der rulle hoveder’. Det kunne jeg godt forestille mig en DF’er udtale. Tag ikke fejl, jeg er da enig, inefficiens burde have konsekvenser, og det lader de ikke til at have i dag; man har desværre indtryk af, at det mest er den gode vilje, ikke resultaterne, der belønnes. Men at håbe på en mentalitetsændring i et velvoksent bureaukrati, der har nået kritisk masse, er naivt. Selv hvis de folkevalgte tog initiativ til at implementere noget i retning af det beskrevne, og der fra befolkningens side rejste sig et ramaskrig over, at det offentlige bare klatter millioner, ja milliarder væk på det bare ingenting, ville det resultat som ville komme ud i den anden ende, efter bureaukratiet var kommet med på råd ‘for at få ekspertisen inddraget, så nogle fornuftige regler der ikke er grebet ud af den blå luft bliver resultatet’, blive totalt udvandet og ligegyldigt. At smække pengekassen direkte i over en bred kam, uden først at forsøge at legitimere det ved at ændre på incitamenterne i bureaukratiet, ville være en mere effektiv måde at luge ud i det her, men det kræver politisk mod, så det kommer bare ikke til at ske.

Hvis regeringen og de folkevalgte ønsker integration, må de droppe ideen om, at det er noget politikere kan købe sig til. Den mest effektive form for integrationspolitik må på nuværende tidspunkt vurderes at være den, der relaterer sig til arbejdsmarkedspolitikken, til indgreb på makroniveau. Det andet virker ikke, og selv hvis det til tider gør, er det bare ikke pengene værd. Makroindgreb kan vise sig at være en langt mere effektiv måde at skubbe til status-quo, og regeringen er faktisk allerede gået et lille stykke af vejen med starthjælpen, så ideen er ikke helt ny. Langt mere omfattende reformer er nødvendige. Gør det attraktivt at arbejde, så vil både Johnny og Ali benytte sig af muligheden. Godhedsindustrien mange repræsentanter vil råbe op. Men vi skal huske på, at mange af dem der råber op, vil gøre det, fordi de bekymrer sig mere om gode intentioner end resultater. De bør være i defensiven, de bør være dem, der skal forklare, hvorfor vi fortsat skal smide vores surt tjente penge efter dem, når deres arbejde ikke giver nogen resultater vi kan få øje på. Andre vil råbe op fordi de kan lide deres arbejde, og gerne vil beholde det. De kritiske politikere som overvejer at genoplive den døde værdikamp skal huske at minde sig selv og alle andre om, at de fleste af os andre faktisk ikke rigtig kan li’ at have folk ansat som integrationskonsulenter – vi så jo helst, at der ikke var brug for integrationskonsulenter, og at de mennesker lavede noget andet i stedet for. Gør dem overflødige ved indgreb på makroniveau, og modarbejd derefter aktivt deres forsøg på at skabe eller opfinde nye ofre de kan ‘hjælpe’.

Yeah, we’re that small thing up in the left hand corner…

I recently discovered a blog I didn’t know about: Carpe Diem. From a random skimming of the blog:

From this post. More on the same subject here.

These two graphs tell an interesting story too:

Posts here and here.

I very rarely add new blogs to my list of daily readings, but I am tempted to do so now, it looks very interesting.

Selvmord

Jeg har altid syntes lige netop dén var rigtig svær. Hvordan forholder man sig som liberal til selvmord? Skal staten gribe ind? Nogle løse overvejelser/argumenter:

i) Selvejerskabsargumentet: Man ejer sig selv. Det er op til den enkelte helt selv at bestemme over sin egen krop, og dermed om man ønsker at leve eller dø. Mennesket er det eneste væsen her på kloden, der er i stand til at forholde sig til sin egen eksistens, hvis staten frarøver os retten til at gøre dette, frarøver den os implicit vores menneskelighed.

ii) Paternalismeargumentet: Dem som alvorligt overvejer selvmord er syge, de tænker ikke rationelt og kan ikke fuldt forstå konsekvenserne af deres handlinger. Staten bør derfor beskytte dem mod sig selv. Ligesom børn bør potentielle selvmordere beskyttes, så de ikke træffer omfattende og irreversible beslutninger, før de er vurderet mentalt i stand til at forstå konsekvenserne af deres handlinger. Staten skal derfor spille en aktiv rolle ved at foretage forebyggende indgreb for at forhindre selvmord.

iii) Eksternalitetsargumentet: Der er store negative eksternaliteter forbundet med selvmord (primært sorgen og chokket som de efterladte står med) som staten bør imødekomme, eftersom en Coasiansk løsning i sagens natur næppe findes. Det taler ikke kun for at staten forebygger selvmord, men også for et statsligt indgreb i retning af en kompensationsmodel, hvor de efterladte får monetær og/eller psykologisk bistand efter selvmordet har fundet sted.

iv) Mange selvmordere er dysfunktionelle og har en lang historie med psykisk sygdom og misbrugsproblemer, det er ingen hemmelighed. Disse mennesker bidrager meget lidt til samfundet, og er derfor ikke noget stort tab. Staten bør ikke spilde sin tid med dem.

v) Selvmord finder sted uanset om staten griber ind eller ej, og ikke alle selvmordere er syge og/eller irrationelle. Det bedste staten kan gøre er derfor at arbejde for at forhindre unødig lidelse i processen, ved at øge mængden af information som er tilgængelig, så man for eksempel bliver klar over, at det er en rigtig dårlig ide at forsøge selvmord med paracetamol-tabletter. Der er dog et argument her som går i den modsatte retning, for måske er imperfekt information at foretrække? Det argument behøver i øvrigt ikke inkludere en antagelse om, at selvmord er dårligt i sig selv, og at færre selvmord altid er at foretrække, men det vejer tungt hvor rationel man antager selvmorderen er. ‘Ved at snakke åbent om problemet risikerer vi at flere overvejer selvmord’ er ikke noget argument for at begrænse informationsmængden, med mindre man antager at selvmord i sig selv er noget skidt. Hvis flere på baggrund af rationelle betragtninger og bedre information ønsker at dø, so what? På den anden side: Hvis mange selvmordere er irrationelle, og eksempelvis undervurderer eller undlader at forholde sig til de negative eksternaliteter forbundet med deres afgang, vil tiltag som kan tænkes at øge deres selvmordsrisiko, hvortil hører statslig information om, hvordan man kan udføre selvmordet, næppe være nogen god ide.

Det bør tilføjes, at der naturligvis er andre negative eksternaliteter i iii) end dem, de efterladte står med: Togchauffører og de mennesker som finder selvmorderen eksempelvis. Man kan derfor godt gå et skridt videre her og argumentere for, at staten ikke blot bør have en rolle som informationskilde, men at den endvidere bør yde aktiv bistand til selvmordere (aktiv dødshjælp), så deres afgang har så få negative konsekvenser som muligt for det omgivende samfund.

vi) Selvmord er en samfundsundergravende handling som ikke kan accepteres. Staten bør derfor sende et stærkt signal om, at selvmord er moralsk forkasteligt. Selvmord skal være forbudt. Men eftersom man ikke kan straffe selvmorderen selv, er statens mulighed for efterfølgende indgreb begrænset. Kollektiv afstraffelse kan dog vise sig meget effektiv, og bør i det mindste forsøges indført for at forhindre ugerningen: De efterladte bør være strafbare for selvmorderens forkastelige handling.

iv) og vi) får det til at vende i mig, og ideen om aktiv dødshjælp skræmmer mig fra vid og sans. ii) har jeg det svært med, men argumentet kan efter min bedste overbevisning ikke bare forkastes uden nærmere overvejelser.

Hvilke argumenter vægter tungest for dig? Hvilke har jeg glemt? Giv endelig et bud i kommentarsektionen.

Quote of the day

My feeling as a Christian points me to my Lord and Savior as a fighter. It points me to the man who once in loneliness, surrounded by a few followers, recognized these Jews for what they were and summoned men to fight against them and who, God’s truth! was greatest not as a sufferer but as a fighter. In boundless love as a Christian and as a man I read through the passage which tells us how the Lord at last rose in His might and seized the scourge to drive out of the Temple the brood of vipers and adders. How terrific was his fight for the world against the Jewish poison.

Adolf Hitler, from a speech he held in the spring of 1922.

The quote is from Letter to a Christian Nation, by Sam Harris.

Mere selvcensur

Indien går ikke ram forbi.

Trist.

Traveller

Afsluttede sidste uge Traveller, af Richard Adams.

En god bog. Ikke hans bedste, men hvis man kan lide the Adamske univers, er den bestemt værd at tage et smut forbi.

Bogen fik mig til at overveje om ikke jeg burde læse lidt mere om den amerikanske borgerkrig. Hvis nogen læsere har et bud på et værk af en vis kvalitet, som har det meste med, vil jeg tage anbefalingen med i mine overvejelser.

Man, Economy, and State

Dette er en løs analyse af kapitel 10 i MES, som er tilgængelig her. Indlægget er 2. del af min behandling af østrigsk økonomi, som blev mig pålagt af Jan Madsen i tidernes morgen. Første del, som omhandler de første par hundrede sider af Mises’ Human Action, findes her.

At have læst Mises på forhånd var en stor fordel, og det er nok anbefalelsesværdigt for nye læsere at læse min behandling af ham, før de påbegynder dette indlæg. Jeg vil sige, at jeg grundlæggende føler jeg er enig med Rothbard på mange punkter, om end det naturligvis stadig forholder sig sådan, at jeg har en del forbehold, når det kommer til den praxeologiske metode.

Jeg vil hoppe direkte ud i det, og gøre behandlingen tekstnær på samme måde som i det forrige indlæg. De angivne sidetal er denne gang sidetallet i bogen, ikke siden der angives i pdf-versionen.

Rothbard gør gældende (s.641) at:

To regard a cartel as immoral or as hampering some sort of consumers’ sovereignty is [...] completely unwarranted.

og (s. 643)

A common argument holds that cartel action involves collusion. For one firm may achieve a “monopoly price” as a resultof its natural abilities or consumer enthusiasm for its particular product, whereas a cartel of many firms allegedly involves “collusion” and “conspiracy.” These expressions, however, are simply emotive terms designed to induce an unfavorable response.
What is actually involved here is co-operation to increase the incomes of the producers.

Her er jeg grundlæggende enig med Rothbard. Hvad ’karteldannere’ og ’monopolister’ gør, er ikke væsensforskelligt fra det, alle andre også forsøger at gøre, og hvad vi tillige burde forvente af egennyttemaksimerende individer der agerer på et frit marked. Collusion-begrebet er et politisk ladet fy-ord, selvom vi nogle gange har en tendens til at glemme det.

…

Et sted hvor jeg ikke er sikker på, at jeg helt forstår Rothbard, er her (s.662-663):

There is an all-too-common assumption, however, that if we compare, say, Henry Ford and a small wheat farmer, the two differ enormously in their respective powers of control. It is believed that the wheat farmer finds his price “given” to him by the market, while Ford can “administer” or “set his own” price. The wheat farmer is allegedly subject to the impersonal forces of the market, and ultimately to the consumer, while Ford is, to a greater or lesser extent, the master of his own fate, if not indeed the ruler of the consumers. Further, it is believed that Ford’s “monopoly power” stems from his being “large” in relation to the automobile market, while the farmer is a “pure competitor” because he is “small” compared to the total supply of wheat. Usually, Ford is not considered an “absolute’‘ monopolist, but someone with a vague “degree of monopoly power.” In the first place, it is completely false to say that the farmer and Ford differ in their control over price. Both have exactly the same degree of control and of noncontrol: i.e., both have absolute control over the quantity they produce and the price which they attempt to get;23 and absolute noncontrol over the price-and-quantity transaction that finally takes place. The farmer is free to ask any price he wants, just as Ford is, and is free to look for a buyer at such a price. He is not in the least compelled to sell his produce to the organized “markets” if he can do better elsewhere. Every producer of every product is free, in a free-market society, to produce as much as he wants of whatever he possesses or can purchase and to try to sell it, at whatever price he can get, to anyone he can find..24 Naturally, every seller, as we have repeatedly stated, will attempt to sell his produce for the highest possible price; similarly, every buyer will attempt to purchase goods at the lowest possible price. It is precisely the voluntary interaction of these buyers and sellers that establishes the entire supply and demand structure for consumers’ and producers’ goods. To accuse Ford or a waterworks or any other producer of “charging whatever the traffic will bear” and to take this as a sign of monopoly is pure nonsense, for this is precisely the action of everyone in the economy: the small wheat farmer, the laborer, the landowner, etc.

Og relateret hertil (s.664):

The farmer is not compelled to sell to any particular market or to any particular company, any more than Ford is compelled to sell to John Brown if he does not wish to do so (say, because he can get a higher price elsewhere). But, as we have seen, in so far as a producer wishes to maximize his monetary return, he does submit himself to the control of consumers, and he sets his output accordingly. […] Ford, then, has no more “control” over the consumer than the farmer has.

Som sagt, jeg er lidt i tvivl om, hvad Rothbard mener her. Mit take er dette: Alle virksomheder forsøger blot at optimere profitten på det frie marked, det gælder bade dem med market power, og dem der agerer i noget der ligner et perfect competition setting. Enig. Der er intet umoralsk i det. Enig. Og ingen virksomheder kan overleve på sigt, hvis ikke de producerer noget forbrugerne efterspørger, fordi market power aldrig vil kunne isolere virksomheder fra forbrugernes dom i sidste ende. Selvfølgelig ikke. Men at Ford eller Microsoft ikke har større kontrol over slutprisen på markedet (og dermed også sagt: større indflydelse på konkurrenternes prissætning) end eksempelvis den enkelte hvedeproducent, det er et ’fact’ jeg ikke kan acceptere, for det er efter min bedste overbevisning i strid med virkeligheden, og det er sådan jeg læser ham.

…

Efter en del benarbejde kommer Rothbard frem til en konkluderende bemærkning på spørgsmålet om, hvordan man definerer eller afgrænser ‘monopoladfærd’ fra virksomhedernes normale ageren på markedet, og denne konklusion består i den betragtning, at det kan man ikke, og begrebet bør derfor forkastes (s.698):

there is no way of conceptually distinguishing “monopoly price” from free-market price. But if a concept has no possible grounding in reality, then it is an empty and illusory, and not a meaningful, concept. On the free market there is no way of distinguishing a “monopoly price” from a “competitive price” or a “subcompetitive price” or of establishing any changes as movements from one to the other. No criteria can be found for making such distinctions. The concept of monopoly price as distinguished from competitive price is therefore untenable. We can speak only of the free-market price.

Altså: Så længe prissætningen finder sted på markedet, ligegyldigt hvad prisen så måtte være, så er prisen ”frimarkedsprisen”. Rothbard har ret i, at med den fremgangsmåde bliver ’monopolpriser’ og ’market power’ (som vi plejer at kalde det) tømt for mening. Men det burde vi ikke være overraskede over, for det er sådan, han har defineret prisdannelsesstrukturen – så vi ligesom når det kommer til Mises’ betragtninger bevæger os mistænkeligt tæt på afgrunden, hvor vi nærmer os rene tautologier.

For mig er der ikke tvivl om, at market power, altså nogle virksomheders evne til at have en positiv price-cost margin (hvor (P-MC)/P er mellem 0 og 1), er et interessant begreb, når man betragter den samlede prisdannelse og ønsker at forklare den – og at de forhold, som forårsager eller medvirker til at etablere og bevare virksomheders market power, ligeledes/derfor er interessante. Rothbard lader til at være helt tilfreds med forklaringen om, at alle priser der realiseres på markedet da selvfølgelig er ’frimarkedspriser’, som bare er et naturligt resultat af frie individers gøren og laden. Det er en god forklaring, og jeg er da enig med ham. Men det lader til, at han så bare stopper op der, og ikke mener der er mere at tilføje. Sådan har jeg det ikke. Jeg vil have noget som kan bruges konkret, til at forklare specifikke priser, og nej, ikke kun i tilbageblik som forklaring på det, der allerede har fundet sted. Efter min opfattelse vil det, selvom det er vanskeligt at komme op med brugbare definitioner og afgrænsningen er vanskelig – noget jeg er mere end villig til at indrømme – og selvom det hele generelt er noget mudret, blive vanskeligere, ikke lettere, at forklare og forecaste specifikke realiserede prisstrukturer på markedet, hvis vi forkaster et koncept som market power fuldstændigt. Det bekymrer naturligvis ikke østrigerne, men det bekymrer mig. Der behøver ikke være nogen ideologisk komponent forbundet med (et gradueret) market power (-begreb).

En mindre væsentlig indvending er denne: Ofte er den market power, virksomheder besidder, den som svarer til monopoldefinition b) (/2?) i Rothbard’s behandling: Altså market power som baserer sig på statslig tvang. Hvis vi bare skal acceptere, at alle priser på markedet er ’the free market price’, vil vi så ikke let kunne komme til at overse de tilfælde, hvor det helt åbenlyst ikke er tilfældet? Rothbard ville svare nej, men jeg er ikke så sikker.

…

Et sted hvor vores uenighed om metodevalget gøres klart, er her (s.722):

We cannot compare or classify the curves on the basis of degrees of elasticity, since there is nothing in the Chamberlin-Robinson monopolistic-competition analysis, or in any part of praxeology for that matter, that permits us to do so, once the case of pure competition is rejected. For praxeology cannot establish quantitative laws, only qualitative ones. Indeed, the only recourse of monopolistic-competition theorists would be to fall back on the concepts of “inelastic” vs. “elastic” demand curves, and this would precisely plunge them right back into the old monopoly-price vs. competitive-price dichotomy.

At tænke i elasticitetsgrader er hvad jeg implicit gør, når jeg gør mig overvejelser omkring konkurrenceforhold, det burde fremgå klart af ovenstående. Hvis jeg på den måde forkaster praxeologisk metode, so be it. Som man måtte vide på nuværende tidspunkt, efter den første post og min kommentar til Mises, er kvantitative sammenhænge bestemt også noget, jeg mener, økonomer skal bruge deres tid på.

I samme retning (s.723):

Once the perfect-elasticity myth has been discarded, it becomes clear that all the tedious discussion about the number and size of firms and groups and differentiation, etc., becomes irrelevant. It becomes relevant only for economic history, and not for economic analysis.

Endvidere (s.726):

Economic analysis, in conclusion, fails to establish any criterion for separating any elements of the free-market price for a product. Such questions as the number of firms in an industry, the sizes of the firms, the type of product each firm makes, the personalities or motives of the entrepreneurs, the location of plants, etc., are entirely determined by the concrete conditions and data of the particular case. Economic analysis can have nothing to say about them.

Jeg mener selvfølgelig ikke, at alle disse faktorer bliver “irrelevante” for den økonomiske analyse, og at økonomisk analyse intet har at sige om dem – men Rothbard og mig er som bekendt ikke enige om, hvad ’økonomisk analyse’ vil sige.

…

Nogle afsluttende bemærkninger:

1. Jeg mener ikke, at staten skal føre konkurrencepolitik [En præcisering: Jeg burde have tilføjet; af anti-trust/-monopoltypen. Jeg forholder mig naturligvis i dette udsagn kun til den form for lovgivning, Rothbard bruger sin tid på at problematisere i kapitlet. Jeg har stadig ikke forholdt mig til IPR-diskussionen og eksempelvis spørgsmålet om patenter i nogle tilfælde kan være en god ide, selvom disse også tilhører den konkurrencepolitiske sfære]. Selvom jeg ikke er enig med Rothbard i, at det er umuligt at afgrænse begreberne, er det tilpas svært til, at jeg ikke vil have staten til at gøre noget i den stil. De praktiske problemer med implementeringen er det væsentligste problem, jeg har med den form for lovgivning – selvom de principielle forbehold også spiller ind – for som bekendt kan så godt som alt, virksomheder foretager sig gøres ulovligt via. anti-trust lovgivning. Hvis din pris er den samme som konkurrenternes, så er der tale om ‘karteldannelse’. Hvis den er lavere, er det predatory pricing. Hvis den er højere, er du bare en mere eller mindre klassisk monopolist (afh. af definitionen), der foretager ‘price gouging’. Det hjælper heller ikke, at det lader til, at de eneste typer ‘monopoler’, der har det med at klare sig på sigt, er dem af Rothbard’s type 2, de statsstøttede. Resten går ned med flaget før eller senere, og selvom det lange sigt er, langt, og vi kan snakke nok så meget om efficienstab på det statiske plan, er dynamisk efficiens altså det, der tæller, og kun det frie marked kan levere det. Til trods for restriktiv konkurrencelovgivning herhjemme er DR her stadigvæk, og det er næppe pga. deres fremragende programflade, at de er en af (den af?) de danske kanaler, der har flest seere. Noget som Rothbard ikke er inde på i den forbindelse er også, at det formentlig ikke kun vil være spildt arbejde at udforme en restriktiv monopollovgivning – men at den også kan være direkte skadelig, fordi den åbner op for regulatory capture. Louis Nielsen foretager da predatory pricing, det er selvfølgelig derfor hans briller er billigere end andre optikeres, ikke sandt?

2. Jeg ved ikke nok om empirien på områder til at vurdere, om vi har noget fornuftigt at sige om sammenhængen mellem firm size og eksempelvis P/E i dag (jeg kunne spørge min storebror som skrev speciale om noget i den stil, men jeg har nok at tage mig til lige for tiden). Men i sig selv er det en væsentlig pointe at få med fra Rothbard, selvom han nok selv ville tage afstand fra gradueringen af market power begrebet, som – kan vi nok forstå – ikke hører hjemme i praxeologien: Ting som firm size og # of firms i en givet setting behøver ikke have nogen direkte sammenhæng med graden af market power (det vidste jeg godt fra IO).

3. Jeg bør tilføje, at især behandlingen af fagforeningers (704->) indflydelse på arbejdsmarkedet, bestemt kan anbefales til de læsere, der ikke er så bekendte endda med økonomi. Den samme analyse kunne i vidt omfang også være foretaget af en mainstream økonom, jeg har endog ladet fortælle, at første del af den, med grafen og maskerede ligninger som ikke er medtaget, er en del af pensum på nogen økonomiuddannelser her til lands.