Kramnik in the lead

The very strong hosted (category XX) Tal Memorial Tournament is now almost complete, they are finishing round 8 right now.

Unless something weird happens Kramnik will win the tournament, he’s 6/8 and playing very well. A nice end game from round 5, Kramnik vs. Shirov:

Position after black’s 46…Ne7-g6. White wins after
47.h5 … Ne7,
48.g6! … hxg6,
49.h6 … g5
50.h7 … Ng6
51. Kd3!

Game over! Black can’t stop the h-pawn from queening with the king’s aid, and it takes much too much time for the b-pawn to get anywhere. The knight has full control over both the g- and e-pawns. Great play by Kramnik.

Games ect. available at the official site here.

Strøtanker

1)

De fleste liberale er ikke vilde med ‘lighed’, som de fleste danskere forstår begrebet når det anvendes i politisk sammenhæng. Nogen af dem snakker ligefrem om en “lighedspsykose“. Men…

a) Vi skal huske på, at lighed ikke altid er noget skidt. Lighed for loven er et ubestridt gode.

b) Et argument om at staten har en rolle at spille, når det kommer til at forsøge at tilstræbe lighed “i udgangspunktet”, så ingen straffes for hårdt (moderationen er i begge tilfælde nødvendig – vi kan ikke få lighed i udgangspunktet, uanset hvad vi gør) for eksempelvis deres arvelige ophav, kan jeg principielt godt acceptere. Mange liberale kan, i højere eller mindre grad. Husk nuanceringen når du debatterer, ellers vil du skubbe mange fra dig unødvendigt.

b) Selvom lighed på resultatsiden ikke er noget efterstræbelsesværdigt mål i sig selv, er det heller ikke nødvendigvis det modsatte. Det vigtige spørgsmål for mig er altid: Hvordan kommer vi derhen? Mål og midler. Et tankeeksperiment kan illustrere argumentet: Hvis et liberalt og frit samfund ledte til, at topdirektøren tjente det samme som den menige ansatte og rengøringsassistenten, og det var et resultat af forhandlinger som staten ingen indflydelse havde haft på, ville denne lighed så være et onde?

c) Noget som måske skubber mig ud af den ‘hellige sfære’, så en del nok vil mene jeg egentlig ikke kan tillade mig at kalde mig liberalist, men blot er en socialliberal i forklædning, er at jeg mener det offentlige har en forpligtelse til/for(?) at hjælpe de allerfattigste (i langt, langt, langt mindre grad end den gør i dag). En vigtig pointe i den forbindelse, som relaterer sig til b), er denne: Jeg går ikke ind for, at staten fører socialpolitik, fordi det mindsker uligheden (kursiveringen også for at understrege hvad jeg faktisk siger – sætningen er let at misforstå). Ulighed har ikke noget med sagen at gøre, det er ikke en fokusvariabel. Jeg gør det, fordi staten efter min opfattelse vil være bedre i stand til at hjælpe fattige mennesker i nød end markedet. Det fattigdomsmål jeg implicit anvender i det argument er det absolutte, ikke det relative, og ja, jeg ved godt, at der er en del problemer forbundet med at finde ud af, hvordan en sådan politik ville se ud i praksis. To trælse spørgsmål er eksempelvis: i) Hvordan måler vi fattigdommen, så alle relevante faktorer kommer med? ii) Hvor skal grænsen gå – og hvem skal bestemme det?

2)

Jeg bryder mig normalt ikke spor om politiske argumenter, som bygger på en form for (pa/)maternalisme, den der ulækre “vi ved bedre”. Men er det ikke en illusion, mange liberale selv lider under?

I faktuelle sammenhænge er “sandheden” invariant mht. antallet af “overbeviste”. Relativitetsteorien gjaldt også før 1905. Men hvad med politiske ideer: Er et politisk ideals styrke, forstået som dets politiske implementerings ønskværdighed, uafhængig af antallet af mennesker som finder idealets implementering ønskværdig? Hvis så, hvad er så argumentet for at bakke op om demokratiet? Hvis ikke, hvordan kan man så rationelt set være både demokrat og libertarianer?

Jeg har mine egne svar, og jeg har hintet til nogle af dem i tidligere posts. Men giv det en tanke eller to, og giv gerne dine bud i kommentarspalten.