Journalistik

Fremragende indlæg af PKK ovre hos professorvældet om journalisters forhold til virkeligheden (/meningsmålinger). Jeg må indrømme, at jeg sad og kluklo, da jeg læste det.

…

På det lidt mere seriøse plan, hvis vi ønsker at forklare journalisternes fremgangsmåde og problemerne dermed, så er det værd at bemærke at, som Arnold Kling så rigtigt udtrykker det:

Journalists write stories.

Sværere er det ikke at forklare meget af det vrøvl som bliver lukket ud, når en ny meningsmåling har set dagens lys. Det er ikke en historie, at ingen partier har flyttet sig en milimeter siden valget, eller at for eksempel en hed politisk debat om dette eller hint ingen konsekvenser har haft for partiernes tilslutning. Eller måske er det, men ikke en historie som mange journalister vil finde det interessant at skrive om – det er sjældent at resultater à la “we fail to reject the 0-hypothesis” fører til avisoverskrifter. Så journalisterne, med deres begrænsede viden om statistik som naturlig følgesvend, kigger med lys og lygte efter overskrifter i tallene, og der er altid et par stykker eller tre. Politiske eksperter vil herefter gøre sig selv til grin og underminere enhver form for “ekspertstatus” de måtte have, ved at fodre journalisten med mere eller mindre plausible politiske forklaringer på de teoretiske vælgerbevægelser, som ikke findes ret mange andre steder end i journalisternes hoveder. Eller de “politiske eksperter” vil måske på egen hånd fylde journalisterne med forvrøvlede ideer om, “hvad tallene viser”.

Hvordan løser “man” så “problemet”? Rigtig gættet: Der er ikke noget “problem”, som kræver en “løsning”.

Folk får den journalistik de betaler for.