Børnehavesamfundet

Jeg kom for et stykke tid siden til at tænke tilbage på min tid i børnehaven. Hukommelsen er altid sådan en utroværdig legekammerat, men lad os nu bare forestille os, at de erindringer jeg har bevaret, ikke er helt skudt ved siden af: Som jeg husker det, var det en dejlig sorgløs tid. Få bekymringer, få sorger, mange små glæder. Der var mange forskellige ting at lege med; der var en rutschebane, en lille fodboldbane, en lav basketboldkurv man næsten kunne dunke på, det klassiske piratskib og et relativt stort område med mange træer og buske, som gjorde det sjovt at lege gemme. Det handlede om at have det sjovt, og når maven var fuld, og der var legekammerater til stede, var der ikke noget at klage over.

Men…

Det var de voksne, der bestemte det hele! Hele tiden, altid! Engang i mellem lagde vi mærke til det, men det meste af tiden gjorde vi ikke. Vi havde travlt med at lege. Vi tænkte ikke meget over, at det hegn, der omkransede legepladsen, ikke var der for at holde andre ude, men for at holde os inde. Jovist, når det var blevet sent og nogen havde hjemve, så opdagede de pludselig, at de ikke bare kunne komme og gå, som de ville, heller ikke selvom de råbte nok så højt – de var nødt til at vente på mor og far. Det var også pædagogerne som bestemte, om vejret var godt nok til, at vi kunne lege ude eller ej. Det var ikke sjovt, når det en dag regnede en hel masse, og vi gerne ville ud at lege i mudderet, og pædagogerne så nedlagde veto og sagde, at vi skulle blive indendøre indtil videre. Men det meste af tiden gik det som sagt meget godt.

Jeg fik aldrig noget nært forhold til nogen af børnehavepædagogerne, i min verden var de langt væk, selvom de var nok så tæt på. Det var dem, der skældte os ud, når vi gjorde noget galt, men det var også dem, som trøstede os, når vi (igen) havde slået hul på knæet og hjalp os med at plante radiser på det lille stykke jord, vi havde fået til formålet i hjørnet af legepladsen. Men der var mange forskellige pædagoger, og det var ikke dem vi legede med, vi legede med hinanden i stedet. Selvom de havde stor betydning for, hvad der gik for sig både ude på legepladsen og indenfor, var der noget upersonligt over gruppen af pædagoger, mest fordi der var så mange forskellige, så man slet ikke kunne holde styr på dem alle sammen. Det var meget lettere at holde styr på sine legekammerater, for de holdt ikke kaffepauser, og de var altid med i legen.

…

Ovenstående er selvfølgelig ikke kun et mentalt billede af børns opvækst. Det er i højere og højere grad hverdagen for voksne danskere. For nyligt besluttede pædagogerne, at vi ikke må ryge indenfor.

Jeg må hellere understrege, at jeg ikke har noget problem med den måde, pædagogerne håndterede situationen dengang, eller for den sags skyld nu, hvis metoden er uændret. Vi fik relativt frie rammer, selvom de selvfølgelig var betydeligt mindre frie, end vi gik og troede, fordi alternativerne var ukendte for os. Når man for eksempel tænker på, at det hegn der lå rundt om vores legeplads lå lige op til et skovbryn, kan man godt i retrospekt være ked af, at man ikke fik lov til at lege i skoven på egen hånd. Betragte billerne på nært hold, samle forskelligfarvede blade om efteråret, finde et klatretræ osv. Engang imellem var vi ude at gå uden for børnehavens område, og så kunne man da godt se, at der manglede lidt, og at vores frihed måske var lidt illusorisk. Men at børn ikke skal have fuldstændig frie rammer til at gøre lige hvad de har lyst til (et eksempel: lege hinkesten ude på motorvejen) må være klart for de fleste. Børneopdragelse er noget kompliceret skidt, som man næppe ved, hvordan man vil håndtere, før man selv står i den situation, og næppe heller der. Hvad der ligeledes må være klart er dog, at børnehavemodellen næppe er den bedste måde at strukturere et helt samfund. Når folk bliver voksne, har de fleste lært at træffe beslutninger selv. De har ikke brug for pædagogerne længere, for de kommer meget sjældent op at slås, og de har lært selv at komme plaster på. Mange af dem kunne i øvrigt også godt tænke sig at se sig lidt nærmere om i skoven på den anden side af hegnet, eller måske besøge en anden børnehave for at finde nye legekammerater.

…

Er der i befolkningens øjne noget lidt barnligt over det at være liberal? Vi brokker os, ligesom forurettede børn, over hvordan vores frihed indskrænkes, selvom det står klart for de fleste andre, at “pædagogerne” har ret, når de siger, at ‘vi’ bare ikke kan håndtere friheden? Jeg tror mange danskere tænker i den retning, og her ligger der noget af en opgave og venter. For de barnlige er ikke de liberale, det er derimod de mange danskere, som aldrig for alvor har kunnet sige farvel til børnehaven. De fleste danskere er ikke børn. Ikke længere. Nu er de blevet voksne, og så skulle man da ellers tro, at de også gerne ville til at bestemme selv. Det var trods alt det, de sådan glædede sig til, dengang de var børn.