“Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at livet går så hurtigt, og jeg ikke lever fuldt ud.”
“Der er aldrig nogen der lever fuldt ud, undtagen tyrefægtere.”
“Jeg er ikke interesseret i tyrefægtere. Det er ikke noget normalt liv. Jeg har lyst til at rejse ind i baglandet i Sydamerika. Vi kunne få en fantastisk tur.”

…

“Du Jake,” han lænede sig frem over baren. “Har du aldrig den fornemmelse af at hele livet går, og du får ikke noget ud af det? Er du klar over at du allerede har levet næsten halvdelen af den tid du har?”
“Jo, engang imellem.”
“Ved du at om cirka femogtredive år er vi døde?”
“Ja, hvad faen, Robert, hvad faen.”
“Det er alvor.”
“Det er i hvert fald en af de ting jeg ikke bekymrer mig om.”
“Det burde du gøre.”
“Jeg har haft nok af at bekymre mig om i min tid. Jeg er færdig med at bekymre mig.”
“Ja, jeg ville nu gerne til Sydamerika.”
“Ærligt talt, Robert, det hjælper ikke at rejse til et andet land. Det har jeg prøvet altsammen. Man kan ikke komme væk fra sig selv ved at flytte sig fra et sted til et andet. Det duer ikke.”

Ingen posts i et stykke tid

Jeg har det rigtig skidt.

Nej, det har ikke noget med valget at gøre.

Mises

Så er jeg kommet igennem de første par hundrede sider af Mises Human Action.

Jeg må gøre klart først, at jeg har svært ved at finde ud af, hvad det er han rent faktisk vil. Mises gør selv klart, at det han forsøger er at opbygge en logisk/apriorisk/videnskabelig teori om menneskelig handlen (“human action”). Men indtil nu har jeg ikke fundet ud af, præcist hvad denne altomfavnende teori skal indeholde, eller hvad formålet med teorien er (selvom jeg har en nagende fornemmelse af, at jeg kender svaret på det sidste spørgsmål – ikke et behageligt et). De banale indsigter, at mennesket handler for at forbedre sin situation, at vi handler rationelt og formår at undertrykke vores instinkter, når det er påkrævet, at arbejdsdeling er det, der gør os rigere, osv. bliver jeg ikke meget klogere af. Det vidste jeg jo godt, ikke meget nyt der. Måske har jeg ikke læst ham grundigt nok, måske har jeg ikke forstået budskabet, måske er jeg bare dum – måske en blanding. Men det er situationen som den er lige nu.

Jeg har valgt at lade Mises tale selv. Så der kommer mange citater i posten, en hel del. Efter hvert citat vil jeg så kort kommentere på den pointe, jeg tog fat i. Jeg tror det er den mest givtige vej, men det skyldes også mest, at det på mig ser ud til lige nu at være noget nær den eneste vej – jeg som sagt ikke rigtig har fundet den der røde tråd i bogen, som burde binde det hele sammen (jeg har fundet nogle røde tråde, men de er i flertal). I denne proces kommer jeg omkring en række af de problemer, jeg har med Mises, for ja, dem er der nogen stykker af. Jeg har valgt bevidst at nedtone “enig”-afsnittene, dem finder jeg naturligt nok ikke voldsomt interessante. Det gør i øvrigt nok, at mit indlæg godt kan fremstå mere kritisk, end det er ment – afsnittet med kritikken af de holistiske og metafysiske samfundsopfattelser, side 165 (/se nedenfor) og frem, er eksempelvis fremragende, og det samme gælder den marxisme-, videnssociologi-, historicisme- og utopismekritik som han har medtaget i eksempelvis The Revolt Against Reason afsnittet. Afsnittet om metodisk individualisme kan jeg også kun være helt enig i. Jeg har valgt at behandle Mises’ teori om menneskelig handlen som en videnskabelig teori, og det vil fremgå meget klart i det følgende, hvilke problemer jeg har med den metode, han har valgt, i så henseende.

Hvis der er tvivlsspørgsmål, ting Jan eller andre mener bør uddybes, så spørg endelig.

Rent teknisk bør det bemærkes, at de sidetal jeg benytter i referencerne, svarer til sidetallene nederst i pdf-udgaven, som findes her, ikke sidetallene i bogen.

…

Nuvel, herunder følger så en del citater såvel som mine kommentarer hertil. Det første jeg vil bemærke i den tekstnære behandling, er at jeg ikke mener Mises praxeologi er spor videnskabelig. Mit udgangspunkt er, at praxeologi absolut intet har med videnskab at gøre, ligesom ren økonomisk teori i øvrigt heller ikke har. Måske er det for hårdt sagt, men efter at have læst de første par hundrede sider, synes jeg mere det minder om en art logisk inspireret mysticisme, end det minder om videnskab. Denne opfattelse hænger tæt sammen med Mises’ antiempirisme, eller for nu at bruge hans egne ord, hans “metodologiske apriorisme” (s.55). Begge er gennemgående temaer, og de bliver påtalt en del gange i analysen. Om “videnskabeligheden” kan man på side 52 læse:

Praxeology is a theoretical and systematic, not a historical, science. Its scope is human action as such, irrespective of all environmental, accidental, and individual circumstances of the concrete acts. Its cognition is purely formal and general without reference to the material content and the particular features of the actual case. It aims at knowledge valid for all instances in which the conditions exactly correspond to those implied in its assumptions and inferences.
Its statements and propositions are not derived from experience. They are, like those of logic and mathematics, a priori. They are not subject to verification or falsification on the ground of experience and facts. They are both logically and temporally antecedent to any comprehension of historical facts. They are a necessary requirement of any intellectual grasp of historical events. Without them we should not be able to see in the course of events anything else than kaleidoscopic change and chaotic muddle.

Hvis praxeologi er det, Mises siger det er her, så er min kommentar, at så har det intet med videnskab at gøre. Videnskab handler om hypoteser om virkeligheden. En videnskabelig teori er en teori om facts, om virkeligheden, og det er en teori, som principielt kan tilbagevises. Antiempirisme er en masse andet, men videnskab er det ikke.

S.58 fortsat:
A fashionable tendency in contemporary philosophy is to deny the existence of any a priori knowledge. All human knowledge, it is contended, is derived from experience. This attitude can easily be understood as an excessive reaction against the extravagances of theology and a spurious philosophy of history and of nature. Metaphysicians were eager to discover by intuition moral precepts, the meaning of historical evolution, the properties of soul and matter, and the laws governing physical, chemical, and physiological events. Their volatile speculations manifested a blithe disregard for matter-of-fact knowledge. They were convinced that, without reference to experience, reason could explain all things and answer all questions. The modern natural sciences owe their success to the method of observation and experiment. There is no doubt that empiricism and pragmatism
are right as far as they merely describe the procedures of the natural sciences. But it is no less certain that they are entirely wrong in their endeavors to reject any kind of a priori knowledge and to characterize logic, mathematics, and praxeology either as empirical and experimental disciplines or as mere tautologies.

og i samme boldgade, men mere hårdt sat op (s.59):
However, the sciences of human action differ radically from the natural sciences. All authors eager to construct an epistemological system of the sciences of human action according to the pattern of the natural sciences err lamentably.

For løst at parafrasere Popper: En af grundene til, at samfundsvidenskaberne i den grad halter efter naturvidenskaberne, er netop fordi samfundsvidenskabelige forskere ikke har indset, hvor overlegen den videnskabelige metode med trial and error, med hypoteser som sættes op mod virkeligheden og testes, er. Problemet er bedret siden Popper, især når det kommer til økonomi, men det er ikke Mises’ fortjeneste. Tværtimod.

…

S.75:
There are, in the field of economics, no constant relations, and consequently no measurement is possible.
og
S.76:
Economics is not, as ignorant positivists repeat again and again, backward because it is not “quantitative.” It is not quantitative and does not measure because there are no constants. Statistical figures referring to economic events are historical data. They tell us what happened in a nonrepeatable historical case. Physical events can be interpreted on the ground of our knowledge concerning constant relations established by experiments. Historical events are not open to such an interpretation.
og
S.138:
The fundamental deficiency implied in every quantitative approach to economic problems consists in the neglect of the fact that there are no constant relations between what are called economic dimensions. There is neither constancy nor continuity in the valuations and in the formation of exchange ratios between various commodities. Every new datum brings about a reshuffling of the whole price structure. Understanding, by trying to grasp what is going on in the minds of the men concerned, can approach the problem of forecasting future conditions. We may call its methods unsatisfactory and the positivists may arrogantly scorn it.
But such arbitrary judgments must not and cannot obscure the fact that understanding is the only appropriate method of dealing with the uncertainty of future conditions.

Her er jeg så bare dybt uenig med Mises. At forstå de økonomiske incitamenter (som jeg har forstået hans begreb “understanding” er det lidt i den dur) som er involveret i prisdannelsen er 1 middel, af mange, som kan bruges til at estimere fremtidige økonomiske data. Men bestemt ikke det eneste, eller nødvendigvis det “bedste”.

Mises overser i øvrigt også i den her sammenhæng, at skellet mellem historie og naturvidenskab er betydeligt mere mudret end han ønsker at fremstille det. Naturvidenskabsfolk bruger hele tiden historiske data til at forsøge at ekstrapolere, hvad der vil ske fremover, med gode resultater.

…

S. 88-89:
The empirical sciences start from singular events and proceed from the unique and individual to the more universal. Their treatment is subject to specialization. They can deal with segments without paying attention to the whole field. The economist must never be a specialist. In dealing with any problem he must always fix his glance upon the whole system.

“Empiriske videnskaber” (der findes ikke andre) starter ikke fra singulære events; induktion bør forkastes som videnskabelig metode og erstattes af deduktion. Jeg var overrasket over, at Mises begik denne fejl. Derudover: Lidt sjovt at en, som er stærk fortaler for arbejdsdeling, ikke mener økonomer må specialisere sig

…

Side 109:
But, they say, as far as man is able to attain cognition, he must rely upon reason. The ultimate given is the irrational. The knowable is, as far as it is known already, necessarily rational. There is neither an irrational mode of cognition nor a science of
irrationality. With regard to unsolved problems, various hypotheses are permissible provided they do not contradict logic and the uncontested data of experience. But these are hypotheses only.

og i samme retning, side 110:

It is a poor makeshift to dispose of a theory by referring to its historical background, to the “spirit” of its time, to the material conditions of the country of its origin, and to any personal qualities of its authors. A theory is subject to the tribunal of reason only. The yardstick to be applied is always the yardstick of reason. A theory is either correct or incorrect.

Mine kommentarer: Alt er hypoteser. Der findes ikke absolute sandheder som relaterer til virkeligheden, der findes ikke ”solved problems” som er i modsætning til ”unsolved problems” – det eneste der findes er hypoteser om virkeligheden, som kan vise sig senere hen at være fejlagtige. Mises har selvfølgelig ret i, at en teori ikke bør forkastes på baggrund af irrelevante faktorer som hvem forfatteren er eller hvornår teorien er fremført, men: En teori som skal påkalde sig nogen form for videnskabelighed er kun sand i det omfang den forholder sig til facts. “Fornuft” har ikke meget at sige her.

…

Side 113:
It is the task of scientific technology and therapeutics to explode errors in their respective fields. It is the task of economics to expose erroneous doctrines in the field of social action. But if men do not follow the advice of science, but cling to their fallacious prejudices, these errors are reality and must be dealt with as such

Det er ikke økonomens opgave at ”rette fejl” i befolkningen, at påtale tåbeligheder folk foretager sig pga. økonomisk analfabetisme. Det er først og fremmest videnskabens, og dermed også den økonomiske videnskabs, opgave at beskrive virkeligheden. At Mises flere gange fremhæver den “videnskabelige” praxeologis neutrale standpunkt mht. værdidomme, og alligevel får indsneget ovenstående citat, ser en smule mystisk ud.

Det sagt, hans udsagn er en kritik af de økonomer, som mener, at der er noget galt med befolkningen, ikke deres modeller eller antagelser, når modellerne giver “forkerte” resultater, fordi befolkningen ikke opfører sig som det antages i modellerne – og en kritik af disse dogmatikere er naturligvis på sin plads, kritikken skulle blot ikke have indeholdt sætning #2.

…

Der er et enkelt “helt enig!” citat jeg har valgt at medbringe (s.116):

Value is not intrinsic, it is not in things. It is within us; it is the way in which man reacts to the conditions of his environment. Neither is value in words and doctrines. It is reflected in human conduct. It is not what a man or groups of men say about value that counts, but how they act.

…

Om usikkerhed (s.125):
Natural science does not render the future predictable. It makes it possible to foretell the results to be obtained by definite actions. But it leaves unpredictable two spheres: that of insufficiently known natural phenomena and that of human acts of choice. Our ignorance with regard to these two spheres taints all human actions with uncertainty. Apodictic certainty is only
within the orbit of the deductive system of aprioristic theory. The most that can be attained with regard to reality is probability.
og (s.135):
No less impermissible is the recourse to the calculus of probability in dealing with hypotheses in the field of the natural sciences. Hypotheses are tentative explanations consciously based on logically insufficient arguments. With regard to them all that can be asserted is: The hypothesis does or does not contradict either logical principles or the facts as experimentally established and considered as true. In the first case it is untenable, in the second case it is—under the present state of our experimental knowledge—not untenable. (The intensity of personal conviction is purely subjective.) Neither frequency probability nor historical understanding enters into the matter.

Det første afsnit lyder ikke helt tosset, men jeg ville have tilføjet til 2. sætning: ”with some degree of accuracy”, og i øvrigt have bemærket, at før Mises definerer “actions” mere præcist i den her sammenhæng er der stadig uoverstigelige problemer med en sådan formulering. Mht. det andet citat er jeg naturligvis lodret uenig: Alt er hypoteser. Som Popper udtrykker det i Logic of Scientific Discovery, app.*1, p.318, et synspunkt jeg er helt enig i:

”I think we shall have to get accustomed to the idea that we must not look upon science as a ’body of knowledge’, but rather as a system of hypotheses; that is to say, as a system of guesses or anticipation which in principle cannot be justified, but with which we work as long as they stand up to tests, and of which we are never justified in saying that we know that they are ‘true’ or ‘more or less certain’ or even ‘probable’.”

Usikkerhed er endnu vigtigere og mere omfattende end Mises vil være ved. Der findes heller ikke i naturvidenskaberne “løste problemer”, eller “ting vi ved med sikkerhed”.

…

På side 133 bemærker Mises at:
It is customary nowadays to speak of “social engineering.” Like planning, this term is a synonym for dictatorship and totalitarian tyranny.

Når det kommer til piecemeal social engineering må jeg bare sige: I respectfully disagree.

…

På side 175 bemærker Mises:
Liberalism is based upon a purely rational and scientific theory of social cooperation.

Og mit svar hertil er: Nej, det er den ikke. Apriorisk praxeologi er ikke videnskab, ligesom marxisme ikke er videnskab. Men derudover er jeg grundlæggende på linje med Mises når det kommer til det afsnit. Dog bør det tilføjes (s.177)…

It is a distortion of fact to say, as many champions of religious theocracy do, that liberalism fights religion. Where the principle of church interference with secular issues is in force, the various churches, denominations and sects are fighting one another. By separating church and state, liberalism establishes peace between the various religious factions and gives to each of them the opportunity to preach its gospel unmolested.

…at selvom liberalisme og sekularisme korrelerer, er jeg ret sikker på, at de to ikke nødvendigvis overlapper.

…

På side 204 skriver Mises:
Only a world view whose supporters renounce any earthly activity whatever could neglect to pay heed to the rational considerations which show that social cooperation is the great means for the attainment of all human ends. Because man is a social animal that can thrive only within society, all ideologies are forced to acknowledge the preeminent importance of social cooperation. They must aim at the most satisfactory organization of society and must approve of man’s concern for an improvement of his material well-being. Thus they all place themselves upon a common ground. They are separated from one another not by world views and transcendent issues not subject to reasonable discussion, but by problems of means and ways. Such ideological antagonisms are open to a thorough scrutiny by the scientific methods of praxeology and economics.

Han fylder en masse antagelser på for at komme til den slutning, og den holder ikke. Hans forsøg på at udlede, at “alle ideologier stræber efter det same”, eller noget i den retning, minder i mine øjne lidt for meget om marxisternes forsøg på at bevise, at alle ”i virkeligheden” er underkastet den ”videnskabelige” marxismes love, og at marxismen derfor(?) er sand og korrekt.

Mises tager fejl. For der er ingen enighed om, hvad “the most satisfactory organization of society” vil sige, og det problem kan rationel diskussion og praxeologisk “videnskabelig” metode ikke løse. Det drejer sig om præferencer, og dér gives ingen facitliste. Det er ikke sandt, at alle world views “must approve of man’s concern for an improvement of his material well-being”. Eller måske er det, men udsagnets validitet kan ikke på tilfredsstillende vis vurderes, før vi har defineret begreberne vi snakker om. Mises glemmer, at de forskellige world views ikke engang kan blive enige om, hvad det vil sige at være et menneske. Hvem er “man” og “his”? Hitler mente, som konsistent og overbevist ideolog med den nazistiske verdensanskuelse, at alle jøder skulle dø. De var jo ikke mennesker på lige fod med os andre, de var mere at sammenligne med aber og svin. Lenin og Stalin så på “kulakken” med lignende øjne.

Den “common ground”, Mises beskriver, er illusorisk.

Det samme tema behandles lidt længere nede (205):
The problems involved are purely intellectual and must be dealt with as such. It is disastrous to shift them to the moral sphere and to dispose of supporters of opposite ideologies by calling them villains. It is vain to insist that what we are aiming at is good and what our adversaries want is bad. The question to be solved is precisely what is to be considered as good and what as bad.

Problemet er bare, at det er der ikke noget “videnskabeligt” svar på. Jeg hintede i starten, at jeg havde en mistanke om, hvad formålet med udviklingen af teorien var, og det var de to ovenstående passager, jeg havde i tankerne. Udviklingen af den praxeologiske teori ligner mest af alt et pseudo-videnskabeligt, tilnærmet mysticistisk forsøg på at overbevise læserne om, at alle rationelle mennesker nødvendigvis er liberalister; overbevise dem om praxeologiens nødvendighed og logiske overlegenhed. Det er ulækkert, og jeg bryder mig ikke spor om det. På mig minder det alt for meget om noget, ideologiske konkurrenter også gjorde meget i dengang.

Jeg vil give Mises ret så langt, at det ikke er nok at insistere på, at det samfund “vi” ønsker, er bedre end det samfund vore ideologiske modstandere ønsker. Lige så vigtigt er det at gøre klart, hvilke resultater de politiske ideologier har, når de implementeres.

Hvis man nu skulle kede sig…

Lars Hvidberg linker til en temmelig lang liste af bøger man kan hygge sig med. Bestemt et besøg værd.

Der er vist en masse godt imellem, som man (læs: jeg) nok er nødt til at komme omkring. De store russiske forfattere er jeg slet ikke begyndt på endnu, og det har jeg lidt dårlig samvittighed over, men sådan er det. En bog jeg virkelig savnede på listen var Richard Adams’ mesterværk Watership Down. Et eller andet sted fandt jeg det lidt sjovt, at bibelen ikke var med på listen, men måske mente listemageren, ligesom mig, at den ikke var værd at spilde tid på.

Der er plads til forbedringer (ved nærmere eftertanke: Eller er der? Hvor ved jeg det fra, før jeg har læst bøgerne på listen?) men listen er bestemt et sted at hente inspiration. Hvad jeg har læst på den begrænser sig til sølle 12 værker, så der er nok at gå i gang med:

165 (uoversat version)
166
174
312 (uoversat version)
429 (uoversat version)
494 (uoversat version)
547 (uoversat version)
599
649 (uoversat version)
689
820
925

Jeg har haft fat i Dumas’ De Tre Musketerer og Walter Scott’s Ivanhoe, men jeg fik aldrig gjort dem færdige, og især Dumas fandt jeg ualmindelig langtrukken. Det var dog i folkeskolen, så måske man skulle prøve igen? Måske endog på originalsproget denne gang, alting lyder som bekendt bedre på fransk. Jeg ved også, jeg på et tidspunkt har haft fingrene i Onkel Tom’s Hytte, men jeg kan heller ikke her huske, om jeg fik gjort den færdig, den vækkede blandede følelser i mig. Robinson Crusoe har jeg læst, men jeg tror nok det var en børneudgave fra Gyldendal, så det tæller vist ikke. Det samme er i øvrigt tilfældet med Robert Louis Stevenson’s Skatteøen. Eller er begge bøger noget nær børnebøger – at forstå således: Bøger børn på 12-13 år kan læse og forstå uden større problemer? I så fald slår 12 værker ikke til.

Hvilke af bøgerne på listen har du læst? Tilsyneladende er man en nørd, hvis man svarer på det spørgsmål, ikke sandt Hvidberg?

Så er du en nørd, eller bare “helt almindelig”?

An interesting debate

Here.

I’m with Mankiw on this one. To me, to compare the utility of those who have never been born with those who have been born does not make any sense. Also, I think there’s a big difference between never having been born, and having been born and committing suicide.

Caplan’s position is that we, by not committing suicide, reveal that humans in general prefer existence to non-existence, and that those not yet born would therefore prefer being born to not being born. But as I see it, we can’t conclude anything of the sort. What we know is that people who have already been born in general prefer life to death. Two problems arise. i) Maybe people who are already born have preferences that are different from those who have not yet been born. Maybe the very act of being born changes your preferences systematically. This question leads to the second problem: ii) The life and death comparison is not what we’re interested in here. What we’re interested in is instead the question of existence vs. non-existence. There’s no way we can answer this question, as none of us has any experience when it comes to non-existence. The non-existence option is simply not available to us, it was taken from all of us the moment we were born.

Death and non-existence are two very different things. They are not equivalent. Non-existence is a difficult concept to grasp. Asking what non-existence feels like is a little like asking what was “before” the concept of time even existed (which is, incidentally, what we ask about when we pose the question of what was “before the Big Bang”). We don’t know.

How I spend my friday evenings

…well, one of them at least: Watching Nigel Short beat the crap out of random GM’s on playchess. From a game played two minutes ago:

Nigel Short-Chris Bhajarangi

19…0-0?
20.c5 … Qxc5,
21.dxc6+ … Kh8,
22.cxd7 … Rad8,
23.Nf4 … Rxd7,
24.Qe1 … Nd3,
25.Nxg6+!!

1-0

Excellent chess! Short had 2.19 left on the clock (it was a 3 minute + 1 sec. increment game), and it only took him 3 seconds to find Nxg6. I’d wish he’d defeated Kasparov in 93, taking into account how many different world champions we’ve seen the last few years, to think he’s never had the title is just depressing.

What I’m (also) doing when I’m not blogging

Well, let’s just put it this way: Wikipedia is great!

I am somewhat interested in (modern) military history, and look where I ended up recently. From one of the articles:

“A major problem with the Tiger was its very high production cost. During the Second World War over 40,000 American Sherman and 58,000 Soviet T-34s were produced, compared to 1,355 Tiger I and some 500 Tiger II tanks. The German designs were expensive in terms of time, raw materials and Reichsmarks, the Tiger I costing over twice as much as a contemporary Panzer IV and four times as a Stug III assault gun.“

If we are to believe the numbers provided in the wikipedia articles, the Germans did produce more than 9000 Panzer IV tanks and roughly the same amount of Sturmgeschütz III – and almost half of the T-34′s were not produced until 44-45, so the production ratios were perhaps not as skewed as it might sound from the quote above, at least not until the end of the war.

Journalistik

Fremragende indlæg af PKK ovre hos professorvældet om journalisters forhold til virkeligheden (/meningsmålinger). Jeg må indrømme, at jeg sad og kluklo, da jeg læste det.

…

På det lidt mere seriøse plan, hvis vi ønsker at forklare journalisternes fremgangsmåde og problemerne dermed, så er det værd at bemærke at, som Arnold Kling så rigtigt udtrykker det:

Journalists write stories.

Sværere er det ikke at forklare meget af det vrøvl som bliver lukket ud, når en ny meningsmåling har set dagens lys. Det er ikke en historie, at ingen partier har flyttet sig en milimeter siden valget, eller at for eksempel en hed politisk debat om dette eller hint ingen konsekvenser har haft for partiernes tilslutning. Eller måske er det, men ikke en historie som mange journalister vil finde det interessant at skrive om – det er sjældent at resultater à la “we fail to reject the 0-hypothesis” fører til avisoverskrifter. Så journalisterne, med deres begrænsede viden om statistik som naturlig følgesvend, kigger med lys og lygte efter overskrifter i tallene, og der er altid et par stykker eller tre. Politiske eksperter vil herefter gøre sig selv til grin og underminere enhver form for “ekspertstatus” de måtte have, ved at fodre journalisten med mere eller mindre plausible politiske forklaringer på de teoretiske vælgerbevægelser, som ikke findes ret mange andre steder end i journalisternes hoveder. Eller de “politiske eksperter” vil måske på egen hånd fylde journalisterne med forvrøvlede ideer om, “hvad tallene viser”.

Hvordan løser “man” så “problemet”? Rigtig gættet: Der er ikke noget “problem”, som kræver en “løsning”.

Folk får den journalistik de betaler for.

Dårligt nyt fra UK (igen)

Niels A. Nielsen poster i en kommentar ovre på professorvældet dette link, som er værd at gengive:

I dag træder en række nye love i kraft i den engelske og walisiske lovgivning, heriblandt en meget omdiskuteret paragraf, der gør det muligt at straffe “opfordring til had mod en person på grund af religion” hårdt.

Paragraffen, der blev kongeligt stadfæstet allerede februar 2006, lukker et hul i race-lovgivningen, der tidligere kun åbnede mulighed for at straffe medvirken til religiøst had, når det gjaldt sikher og jøder. De to grupper var eneste beskyttede, da de ifølge de britiske domstole var ene om gå under betegnelsen “racegrupper”.

Da den nye lov i 2001 blev foreslået, vakte det en del bekymring. Blandt andet blandt Storbritanniens komikere, der mente, det havde fatale konsekvenser for ytringsfriheden. Flere frygtede, at loven reelt ville betyde, at blev ulovligt at være vittig på religioners bekostning.

Blandt dem var komikeren og Mr. Bean-skuespilleren Rowan Atkinson, der mente, at en sådan paragraf ville have den modsatte virkning og gøre forholdet mellem religiøse grupper endnu mere anspændt.

…

Atkinsons tidligere indvendinger kan blandt andet ses her, i en tale han holdt for ca. 2 år siden. Her er et uddrag, men læs den endelig i sin helhed:

The prime motivating energy for the Bill seemed to come not from communities seeking protection from bullying by the British National Party but from individuals with a more aggressive, fundamentalist agenda. Those who have sought, from the very day of the publication in 1989 of Salman Rushdie’s book The Satanic Verses, to immunise religions against criticism and ridicule – or at least to promote legislation that is so sinister and intimidating, it can provide that immunity without even the need to prosecute anyone. In other words, to impose self-censorship.

The starting point for my objections to this Bill is to argue with its supposedly inarguable premise: the ‘ooh Yes Religious Hatred, that sounds like a bad thing, let’s have a law against that’. As hatred is defined as intense dislike, what is wrong with inciting intense dislike of a religion, if the activities or teachings of that religion are so outrageous, irrational or abusive of human rights that they deserve to be intensely disliked?

[...]

If Jews and Sikhs are protected from criticism of their religious beliefs or religious activities, then that is a wrong and the idea of extending that to other religions is also a wrong. To criticise people for their race is manifestly irrational but to criticise their religion, that is a right.

The freedom to criticise or ridicule ideas – even if they are sincerely held beliefs – is a fundamental freedom and a law which says that you can ridicule ideas as long as they are not religious ideas, is a very odd law indeed. It promotes the idea that there should be a right not to be offended, when I think that the right to offend is far more important than a right not to be offended.

…

Lovforslaget er faldet to gange før. Min respekt for Rowan Atkinson er vokset stærkt de sidste par år. Min respekt for britiske politikere på den anden side…

En milepæl

Det er altid dejligt at vide, at man gør fremskridt, og på et område fik jeg i dag en meget tydelig indikation af, at jeg har udviklet mig: Jeg bankede i morges for første gang nogensinde en FM i et lynskakparti (2+0). Nej, ikke ved at vinde på tid i en tabt stilling – slutstillingen var 3 bønder + tårn + springer for mit vedkommende, modstander havde 1 bonde + tårn + løber tilbage. Lækkert!