Arbejdsmiljølovgivning

Foregående post fik mig til at tænke lidt over arbejdsmiljølovgivning generelt. Det er ikke et emne jeg ved en frygtelig masse om, men tænkte alligevel jeg ville komme med nogle løse principielle overvejelser.

i) Mit udgangspunkt er, at arbejdsmiljølovgivning grundlæggende kan opfattes som statens forsøg på at redde folk fra sig selv (så er I advaret!). Hvis man ikke er villig til at acceptere de arbejdsbetingelser, der er knyttet til ansættelsen, er der ingen, der tvinger en til at arbejde under de uacceptable forhold. En gensidig aftale mellem to voksne parter og alt det der…

Nogen vil indvende, at “omstændighederne” ofte vil “tvinge” en. Man har lige købt hus, og kan ikke tåle en måneds ledighed; der er ikke andre jobs til rådighed – fortsæt selv den meget lange liste over potentielle indvendinger. Mit svar: “Omstændigheder” bygger næsten altid helt primært på valg, man selv har truffet. Hvis arbejdsgiveren kræver for meget af dig, og du ikke har råd til at sige op, fordi du lige har købt hus – ja, så skulle du have ventet med at købe hus, hvis ikke du var villig til at tage den risiko, der var forbundet med ansættelsen. Det er surt først at erkende det bagefter, mais c’est la vie…

…

ii) Hvis ansatte vil have bedre arbejdsmiljø i stedet for højere løn, står det dem frit for selv at kræve det, i stedet for at bruge staten som løftestang. Ronald Coase ligger lige til højrebenet her.

Nogen ville her indvende, at der er et koordinationsproblem, fordi transaktionsomkostningerne er (surprise!) større end nul. En ansat vil ikke slippe godt afsted med at brokke sig over produktionsprocessens struktur og brugen af bestemte problematiske stoffer i produktionen, for hvis man gør det, bliver man bare fyret. Mit svar: Det er derfor, der er noget der hedder fagforeninger. Arbejdere kan sagtens organisere sig uden statens hjælp og selv medvirke til at anynymisere kravene, og en virksomhedsejer kan ikke fyre samtlige ansatte. Selv hvis arbejderne ikke går sammen, må indvendingen stadig imødekommes med den betragtning, at det aldrig i længden vil være gratis for virksomheder at ignorere medarbejdernes (implicitte eller eksplicitte) krav – det koster (dygtige) medarbejdere, som i stedet vil arbejde for konkurrenten.

…

iii) Til tider er der problemer med asymmetrisk information, det vil jeg gerne medgive, principal-agent problemer kommer vi ikke udenom i den her diskussion. Hvis der arbejdes med eksempelvis giftige og/eller kræftfremkaldende stoffer, er det ikke altid i ledelsens interesse at gøre medarbejderne opmærksom på den risiko, der er forbundet med at arbejde med disse stoffer (for så vil de kræve højere løn eller ændringer i produktionsprocessen, som vil øge omkostningerne betydeligt) – hvis risikoen da overhovedet er afdækket. Jeg kan principielt et eller andet sted godt acceptere en grundlæggende præmis om, at staten skal sikre en vis grad af minimums-information. Men staten skal under ingen omstændigheder forbyde folk at arbejde under forhold, statens folk ikke bryder sig om.

Når det kommer til informationsproblemerne, er det dog naturligvis således, at de fleste godt ved, at det er direkte dumt dagligt at indånde asbest-dampe, eller bruge timevis på at arbejde i tæt kontakt med tungmetaller, eller arbejde i 20 meters højde på et stillads 80 timer om ugen. Uanset om risikovurderingen er præcis eller ej, vil der derfor i de grelle tilfælde komme krav fra medarbejdernes side, også selvom staten ikke blander sig, hvilket nedtoner informationskravet staten bør pålægges, og den rolle staten skal spille. Det er i øvrigt på ingen måde givet, at medarbejderne vil blive underkompenseret i dette tilfælde. Lidt paradoksalt forholder det sig netop således, at i den situation hvor der er et erkendt problem af ukendt størrelse, giver den risiko der er, for at medarbejdernes krav ikke står mål med den risiko der reelt er til stede, i sig selv arbejdsgiveren et stærkt incitament til at få en korrekt vurdering af problemets omfang.

Et andet problem er, at skadeligheden af specifikke stoffer ofte kun vil kunne bestemmes rekursivt, efter skaden er sket. Hvis vedvarende og konstant udsættelse for et specifikt stof X over mange år øger kræftrisikoen med fx. en faktor 100, men det tager mange år for kræften at udvikle sig, er dette ikke et problem staten kan eller bør “løse”. Det er simpelthen ikke muligt, endsige ønskværdigt, at udelukke brugen af samtlige kemiske stoffer i industriel anvendelse i årtier, med henblik på at teste deres farlighed i detaljer, før de anvendes. Hvis man mener at virksomheden ikke skal holdes skadesfri i en sådan situation, er statens opgave i dette scenario alene at sikre retslige rammer, som gør det muligt for de tidligere ansatte at sagsøge. Der findes i øvrigt ikke noget “liberalt” svar på hvem der skal holdes ansvarlig her: om det er ledelsens(/ejerens/aktionærernes) opgave at fortælle medarbejdere om de risici, der måtte være forbundet med deres arbejde (og ikke føre dem bag lyset ved at skjule ting for dem), eller om det er medarbejdernes egen opgave at finde ud af, om det er farligt at arbejde for virksomheden, afhænger af en masse ting, men et “ideologisk” entydigt svar findes næppe, selvom jeg mest hælder til, at ansvaret ligger hos arbejdstager.

…

Vi er nået så langt som til a) at staten ikke bør forbyde folk at arbejde under forhold, de selv kan acceptere, b) en løsning à la Coase kan ofte løse konkrete problemer, c) i det omfang vi overhovedet bør overveje at tale om statslig intervention på arbejdsmiljøområdet, har en intervention i retning af et informationskrav pålagt virksomhederne, som har til hensigt at sikre medarbejdere et minimum af information om relevante risici, i erkendelse af at der eksisterer PA-problemer og problemer med asymmetrisk information som markedet måske ikke altid kan løse på egen hånd, som den eneste måske en principiel berettigelse. Vi har dog også erkendt i analysen, at der er adskillige problemer med den praktiske implementering af dette krav, hvoraf to hovedproblemer er tidsaspekterne involveret og hvordan den konkrete afgrænsning af informationskravet bør struktureres.

Med hensyn til afgrænsningen bør der i øvrigt siges lidt mere, for hvis der fra statslig side skal pålægges et informationskrav til virksomhederne, bør dette krav efter min opfattelse kombineres med en ret høj tolerancetærskel. Hvorfor det? Fordi en lav tolerancetærskel fører til detailregulering, voksende bureaukrati og inefficiens. Fordi der grundlæggende er få ting værre end unødvendig lovgivning. Der bør med andre ord derfor være en bagatelgrænse for, hvilke ting virksomhederne bør informere medarbejdere om. Igen en faktor som får os til at begrænse statens rolle. Men ovenfor i analysen bemærkede vi lige, at de mest alvorlige sager, altså dem der ikke falder for bagatelgrænsen, netop var dem, der oftest ville blive håndteret uden statslig indblanding af de involverede parter på egen hånd. Betyder det, at vi skal helt droppe ideen om statslige indgreb? Der hvor de måske kunne gøre gavn, har markedet allerede fundet en løsning. Hmm…

…

Hov, jeg ser nu at jeg slet ikke har bemærket hvordan det mon generelt påvirker folk, at det er statens ansvar, ikke deres eget, at vurdere hvilke risici der er forbundet med deres arbejde. Hvilken forglemmelse. Nå, husk at jeg er et resultat af Børnehavedanmark og den danske folkeskole. Det er de andres skyld

…

Konklusion? Dansk arbejdsmiljølovgivning trænger som et absolut minimum til en gevaldig slankekur, hvis ikke vi bare skal afskaffe den helt og aldeles.