I ly af natten…

(EDIT: Jeg har omskrevet og føjet flere ting til de nederste afsnit, som derfor afviger betydeligt fra den første version af posten)

Fra retsinfo:

Det påhviler udbydere af telenet eller teletjenester at foretage registrering og opbevaring i 1 år af oplysninger om teletrafik til brug for efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold.

…

Aflæsning af ikke offentligt tilgængelige oplysninger i et informationssystem ved hjælp af programmer eller andet udstyr (dataaflæsning) kan foretages, såfremt

1) der er bestemte grunde til at antage, at informationssystemet anvendes af en mistænkt i forbindelse med planlagt eller begået kriminalitet som nævnt i nr. 3,

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og

3) efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens § 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183a, § 186 stk. 1, § 187 stk. 1, §§ 191, 192 a eller 237.

Indgreb som nævnt i stk. 1 må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Afgørelse om dataaflæsning træffes af retten ved kendelse

…

I lørdags trådte den nye “logningsbekendtgørelse”, som er beskrevet ovenfor, i kraft. Et synspunkt jeg er enig i, men som bestemt ikke dækker hele min reaktion, findes her.

Jeg har tidligere tænkt meget over, om jeg skulle flytte fra landet efter endt uddannelse, men det er en stor beslutning at tage. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det her indgreb er noget, som for alvor får mig til at genoverveje, om jeg ønsker at bo i Danmark når jeg er færdig med min uddannelse.

Logningsbekendtgørelsen bliver ikke et “midlertidigt” tiltag. Det bliver ikke “rullet tilbage” om nogle år. Hvis der sker mere, og det gør der nok, vil det gå den modsatte vej. PET vil finde ud af, at et år ikke er nok. Det vil måske være “for svært” at få dommerne til at acceptere udlevering af data, så der skal ændres i udleveringskravene. Nogle systemer som ikke har base i Danmark er stadig ikke forpligtet til at opbevare data, og det skal de selvfølgelig være, for ellers benytter terroristerne sig bare af dem. Fortsæt selv. I forbindelse med udleveringskravene er det i øvrigt værd at bemærke, hvad der mere konkret står i loven. Hvad står der? Der står at de relevante faktorer er indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, og det gøres klart at indgrebet ikke må udføres, hvis det ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Ville du gennemføre en sådan lovgivning og efterfølgende lade din værste fjende regere ved hjælp af den*? Der står, at hvis politiet har mistanke om, at man vil begå terror, er det eneste de skal overbevise en dommer om, at det ikke er et “uforholdsmæssigt indgreb”. Dette sidste begreb er ikke nærmere defineret. Hvad pokker betyder det? Svaret er, at det afhænger helt af dommeren; og hermed åbner bekendtgørelsen op for en næsten uset grad af vilkårlighed, når det kommer til dataudleveringen. Det betyder ikke nødvendigvis, at data bare bliver udleveret uden problemer, man kan håbe på at danske dommere har forståelse for, ja måske ligefrem lægger vægt på, princippet om ejendomsrettens ukrænkelighed, men juridisk vilkårlighed er altid et onde. Udviklingen i antallet af varetægtsfængslinger er et udtryk for, hvilken udvikling den nye lovgivning kan resultere i.

Et forhold som har fået meget opmærksomhed, men alligevel er blevet vinklet lidt sjovt, er tidsaspekterne. De er ret væsentlige her. Loven pålægger virksomheder at opbevare gamle data. Det ved vi godt, men noget de færreste her spurgt er, hvad man kunne gøre i stedet: Hvordan kunne man ellers have gjort? Jo, man kunne i stedet have valgt at pålægge virksomhederne at opbevare data i en tidsbegrænset periode fremover. På den måde ville registreringen følge princippet om “uskyldig indtil det modsatte er bevist”. Dommeren skulle i så tilfælde aktivt vælge hver enkel dataovervågning til, i stedet for blot at give adgang til registre som eksisterer i forvejen. Selvom jeg måske undervurderer dommerne, vil jeg påpege, at det efter min opfattelse vel nok vil være betydeligt vanskeligere at sige nej, når dataene eksisterer i forvejen, end det er at sige nej til selve indsamlingen af disse data. Der er næppe heller tvivl om, at hvis PET’s folk ikke får de data, de mener de har krav på, vil der som nævnt ovenfor komme krav om stramninger, fordi de vil føle sig magtesløse på trods af, at alle de dejlige oplysninger bare ligger og venter – altsammen på grund af en stædig dommer. Med en tilvalgsvariant ville vi heller ikke stå i den situation, vi gør nu, hvor politikerne tvinger private virksomheder til at gøre deres beskidte arbejde, ved at lade dem føre registre, som de ikke selv har nogen glæde af. Det være sagt; jeg ville heller ikke acceptere en tilvalgsmodel, men at den model der kom ud af processen er værre, er sigende. At der fokuseres på gamle data vækker en grim mistanke om, at den tankegang der ligger bag lovgivningen, er lidt i retningen af: “vi vil bare kigge lidt i filerne, og så se hvem der gør noget ulovligt”. Jeg ved godt at den alternative model beskrevet i det ovenstående kan tænkes at være mindre effektiv til at dokumentere forbrydelser, end den lovgivning der er blevet gennemført, men det er det der med tradeoffs. Den lov vi har fået er et stort skridt i retning af politistaten. Det næste store skridt bliver nok et DNA-register. Mon det også bliver en borgerlig regering som får “gennemført” det?

…

Jeg fortalte kort min lillebror om loven i søndags, og vi diskuterede den lidt. Han havde ikke hørt om logningsbekendtgørelsen, og han var således ikke klar over, at staten afkrævede af hans internetudbyder, at den nu opbevarede hans personlige data. Da jeg nævnte, at det samme princip gjaldt når det kommer til telefonopkald, var hans reaktion denne: Nå, det troede jeg da de gjorde allerede.

Friheden glider ud mellem fingrene på os, som våd sæbe. Det sker helt af sig selv, hver morgen vågner man op og det ser en lille smule værre ud. Nogle få siger fra, de fleste er ligeglade, og nogle mener ligefrem de nye frihedsbegrænsninger og etableringen af overvågningssamfundet er en positiv udvikling (hvis du ikker har noget at skjule…). Mange bekymrer sig mere om, hvad formålet med lovene er, end de gør omkring de konsekvenser de vil, og kan, få over tid. Selvom vi er dem, der går længst, er Danmark ikke engang alene om at begå moralsk harakiri og lade politikere slippe afsted med at indføre lovgivning som denne. Hvordan optimisterne dog formår at holde humøret oppe, og troen på en positiv udvikling fremover ved lige?

Jeg har ikke lyst til at bo i et land, hvor man kan støde på en hel del mennesker, som kommer med den samme reaktion som den min lillebror kom med. Den selvfølgelighed hvormed friheden tages væk, det er snart det værste. Som om der ikke var noget alternativ. Han er ikke alene med ligegyldigheden, og jeg forstår ham godt. Men jeg kan ikke acceptere den passive accept, for før eller senere vil folk begynde at fortryde den. Når det er for sent. Til den tid vil jeg helst være langt væk.

Men hvor pokker skal man flygte hen?

…

* Et meget vigtigt spørgsmål i den her sammenhæng. Et spørgsmål man dog ikke desto mindre altid bør stille sig når konfronteret med ny lovgivning.