Anand new WC!

He was one point ahead before the last round, and after drawing against Leko he is now the new World Champion. More here.

Something we rarely think much about…

I have just played two games of chess online. My opponent’s name was Santosh Kanavalli. Santosh lives in Coimbatore, India. 7617 kilometers away, if I am to trust the Playchess server. The games were blitz-games, 3 minute-games. Average lag-time/move was 0,52 seconds.

100 years ago, not one in ten Danes ever got to cross the national border during their entire life. Today, we don’t even need to, even if many of us do, some people more than once a year: We don’t need to because we can communicate effortlessly with complete strangers living literally thousands of kilometers away. Many of us, having grown up in an environment like this and never having experienced things the way they were before, don’t even spare a thought as to how “unnatural”, how amazing this is – we just take it for granted. I know I do. But then I catch myself at it, thinking how ungrateful and arrogant such an attitude is.

Libertarians often blame socialists for taking too much for granted – sometimes just by stating the obvious, ie. by pointing out that most people just don’t work as hard when you double their marginal tax rate. But socialists aren’t the only ones doing this. We need to keep in mind this is an error most humans quite often fall prey for. The world is a remarkable place, and there’s nothing “natural” about the current state of affairs – try to remember this, even if it’s hard.

Yes, I know – one might have heard the same words from a 70+ year old man lecturing his grandchildren. The fact that some people might think of this as a valid objection is in itself revealing; as it is, my experience tells me that old people often have important things to tell us. However, we rarely listen. Or we forget to ask. Or we ask too late. So in the end, we repeat their mistakes, until we grow old ourselves and try to warn our own children not to do the same. In vain. The circle of life… Status quo bias is one of the most important and influential biases of all, that and confirmation bias are probably the two most important of all.

So don’t just nod and then move along. Give it some thought. Simple truths are often the most important ones, but because of the very fact that they are simple, we often don’t give them the attention they deserve.

Arbejdsmiljølovgivning

Foregående post fik mig til at tænke lidt over arbejdsmiljølovgivning generelt. Det er ikke et emne jeg ved en frygtelig masse om, men tænkte alligevel jeg ville komme med nogle løse principielle overvejelser.

i) Mit udgangspunkt er, at arbejdsmiljølovgivning grundlæggende kan opfattes som statens forsøg på at redde folk fra sig selv (så er I advaret!). Hvis man ikke er villig til at acceptere de arbejdsbetingelser, der er knyttet til ansættelsen, er der ingen, der tvinger en til at arbejde under de uacceptable forhold. En gensidig aftale mellem to voksne parter og alt det der…

Nogen vil indvende, at “omstændighederne” ofte vil “tvinge” en. Man har lige købt hus, og kan ikke tåle en måneds ledighed; der er ikke andre jobs til rådighed – fortsæt selv den meget lange liste over potentielle indvendinger. Mit svar: “Omstændigheder” bygger næsten altid helt primært på valg, man selv har truffet. Hvis arbejdsgiveren kræver for meget af dig, og du ikke har råd til at sige op, fordi du lige har købt hus – ja, så skulle du have ventet med at købe hus, hvis ikke du var villig til at tage den risiko, der var forbundet med ansættelsen. Det er surt først at erkende det bagefter, mais c’est la vie…

…

ii) Hvis ansatte vil have bedre arbejdsmiljø i stedet for højere løn, står det dem frit for selv at kræve det, i stedet for at bruge staten som løftestang. Ronald Coase ligger lige til højrebenet her.

Nogen ville her indvende, at der er et koordinationsproblem, fordi transaktionsomkostningerne er (surprise!) større end nul. En ansat vil ikke slippe godt afsted med at brokke sig over produktionsprocessens struktur og brugen af bestemte problematiske stoffer i produktionen, for hvis man gør det, bliver man bare fyret. Mit svar: Det er derfor, der er noget der hedder fagforeninger. Arbejdere kan sagtens organisere sig uden statens hjælp og selv medvirke til at anynymisere kravene, og en virksomhedsejer kan ikke fyre samtlige ansatte. Selv hvis arbejderne ikke går sammen, må indvendingen stadig imødekommes med den betragtning, at det aldrig i længden vil være gratis for virksomheder at ignorere medarbejdernes (implicitte eller eksplicitte) krav – det koster (dygtige) medarbejdere, som i stedet vil arbejde for konkurrenten.

…

iii) Til tider er der problemer med asymmetrisk information, det vil jeg gerne medgive, principal-agent problemer kommer vi ikke udenom i den her diskussion. Hvis der arbejdes med eksempelvis giftige og/eller kræftfremkaldende stoffer, er det ikke altid i ledelsens interesse at gøre medarbejderne opmærksom på den risiko, der er forbundet med at arbejde med disse stoffer (for så vil de kræve højere løn eller ændringer i produktionsprocessen, som vil øge omkostningerne betydeligt) – hvis risikoen da overhovedet er afdækket. Jeg kan principielt et eller andet sted godt acceptere en grundlæggende præmis om, at staten skal sikre en vis grad af minimums-information. Men staten skal under ingen omstændigheder forbyde folk at arbejde under forhold, statens folk ikke bryder sig om.

Når det kommer til informationsproblemerne, er det dog naturligvis således, at de fleste godt ved, at det er direkte dumt dagligt at indånde asbest-dampe, eller bruge timevis på at arbejde i tæt kontakt med tungmetaller, eller arbejde i 20 meters højde på et stillads 80 timer om ugen. Uanset om risikovurderingen er præcis eller ej, vil der derfor i de grelle tilfælde komme krav fra medarbejdernes side, også selvom staten ikke blander sig, hvilket nedtoner informationskravet staten bør pålægges, og den rolle staten skal spille. Det er i øvrigt på ingen måde givet, at medarbejderne vil blive underkompenseret i dette tilfælde. Lidt paradoksalt forholder det sig netop således, at i den situation hvor der er et erkendt problem af ukendt størrelse, giver den risiko der er, for at medarbejdernes krav ikke står mål med den risiko der reelt er til stede, i sig selv arbejdsgiveren et stærkt incitament til at få en korrekt vurdering af problemets omfang.

Et andet problem er, at skadeligheden af specifikke stoffer ofte kun vil kunne bestemmes rekursivt, efter skaden er sket. Hvis vedvarende og konstant udsættelse for et specifikt stof X over mange år øger kræftrisikoen med fx. en faktor 100, men det tager mange år for kræften at udvikle sig, er dette ikke et problem staten kan eller bør “løse”. Det er simpelthen ikke muligt, endsige ønskværdigt, at udelukke brugen af samtlige kemiske stoffer i industriel anvendelse i årtier, med henblik på at teste deres farlighed i detaljer, før de anvendes. Hvis man mener at virksomheden ikke skal holdes skadesfri i en sådan situation, er statens opgave i dette scenario alene at sikre retslige rammer, som gør det muligt for de tidligere ansatte at sagsøge. Der findes i øvrigt ikke noget “liberalt” svar på hvem der skal holdes ansvarlig her: om det er ledelsens(/ejerens/aktionærernes) opgave at fortælle medarbejdere om de risici, der måtte være forbundet med deres arbejde (og ikke føre dem bag lyset ved at skjule ting for dem), eller om det er medarbejdernes egen opgave at finde ud af, om det er farligt at arbejde for virksomheden, afhænger af en masse ting, men et “ideologisk” entydigt svar findes næppe, selvom jeg mest hælder til, at ansvaret ligger hos arbejdstager.

…

Vi er nået så langt som til a) at staten ikke bør forbyde folk at arbejde under forhold, de selv kan acceptere, b) en løsning à la Coase kan ofte løse konkrete problemer, c) i det omfang vi overhovedet bør overveje at tale om statslig intervention på arbejdsmiljøområdet, har en intervention i retning af et informationskrav pålagt virksomhederne, som har til hensigt at sikre medarbejdere et minimum af information om relevante risici, i erkendelse af at der eksisterer PA-problemer og problemer med asymmetrisk information som markedet måske ikke altid kan løse på egen hånd, som den eneste måske en principiel berettigelse. Vi har dog også erkendt i analysen, at der er adskillige problemer med den praktiske implementering af dette krav, hvoraf to hovedproblemer er tidsaspekterne involveret og hvordan den konkrete afgrænsning af informationskravet bør struktureres.

Med hensyn til afgrænsningen bør der i øvrigt siges lidt mere, for hvis der fra statslig side skal pålægges et informationskrav til virksomhederne, bør dette krav efter min opfattelse kombineres med en ret høj tolerancetærskel. Hvorfor det? Fordi en lav tolerancetærskel fører til detailregulering, voksende bureaukrati og inefficiens. Fordi der grundlæggende er få ting værre end unødvendig lovgivning. Der bør med andre ord derfor være en bagatelgrænse for, hvilke ting virksomhederne bør informere medarbejdere om. Igen en faktor som får os til at begrænse statens rolle. Men ovenfor i analysen bemærkede vi lige, at de mest alvorlige sager, altså dem der ikke falder for bagatelgrænsen, netop var dem, der oftest ville blive håndteret uden statslig indblanding af de involverede parter på egen hånd. Betyder det, at vi skal helt droppe ideen om statslige indgreb? Der hvor de måske kunne gøre gavn, har markedet allerede fundet en løsning. Hmm…

…

Hov, jeg ser nu at jeg slet ikke har bemærket hvordan det mon generelt påvirker folk, at det er statens ansvar, ikke deres eget, at vurdere hvilke risici der er forbundet med deres arbejde. Hvilken forglemmelse. Nå, husk at jeg er et resultat af Børnehavedanmark og den danske folkeskole. Det er de andres skyld

…

Konklusion? Dansk arbejdsmiljølovgivning trænger som et absolut minimum til en gevaldig slankekur, hvis ikke vi bare skal afskaffe den helt og aldeles.

Vanvid…

Mind mig lige igen om, hvorfor vi i den nuværende situation med mangel på arbejdskraft har en lov om, at man ikke må arbejde mere end 48 timer om ugen?

Jeg har kigget lidt rundt, og de overordnede linjer for hvordan systemet er skruet sammen, er vist meget godt beskrevet her.

Det er jo tosset det her, tosset.

Another book I might add to my wish-list

The great wall of confinement: The Chinese Prison Camp through Contemporary Fiction and Reportage

The amazon-reviewer is a bit rough, calling the book: A rehash of what is already well know. Lacking in good new information and specifics. Good for the novice – but then again, I am a novice, so it might be worth a look. A large part of the book seems btw. to be available for free here, I guess I shall have to read some of these excerpts before I decide whether or not to put it on the list.

…

The Olympics in Beijing approach rapidly. We shouldn’t forget that Zhang Honghai, Yang Zili, Jin Haike and Xu Wei are all still in jail.

Only three games to go

Then we have a new(?) champion.

I so hope Anand does not screw up here in the end! He’s played brilliantly so far, he’s still undefeated after ten games, and it’s very difficult to find a more sympathetic guy in the top of world chess.

Forskelligt

i) Gårsdagens kronik i jp fortjener et link og et uddrag:

Irak-krigen har lært os, at ikke alle ønsker at blive befriet fra tyranni. Nogle mennesker elsker deres fangenskab, og de vil bogstavelig talt slås til sidste blodsdråbe for at forsvare deres ret til at forblive stående med begge fødder i middelalderen. Måske er det kun et mindretal af muslimer, men det skræmmende er, at dette mindretal er i stand til at tyrannisere deres omgivelser til lydighed. Og ikke blot deres trosfæller.

Vi danskere og andre vesterlændinge har alt for længe bøjet af for de rabiate kræfter, hvis slet skjulte mål er at indføre deres barbariske love og tåbelige leveregler også her hos os. Man kan undre sig over, hvorfor så mange er flygtet til Vesten blot for at forsøge at genskabe deres hjemlandes dårligdomme her.

Men er det ikke netop det gode ved vores samfund, at vi ønsker at give plads også til anderledes troende og tænkende? Jo, åbenheden og demokratiet er jo netop det, vi vil kendes på. Så derfor ifører vi os åndelige burkaer for at begrænse udsynet og indser ikke, at der er nogle, som ikke ønsker del i vores højt elskede frihedsværdier.

…

ii) Et spørgsmål der fik et smil frem på mine læber: Why is it that The Wealth of Nations is always cheaper than Das Kapital?

Fra en kommentar her.

…

iii) I går var det Petrov’s dag. Mere om ham her. Den korte version: Hvis Stanislav Petrov havde truffet en anden beslutning end han gjorde for 24 år siden, kunne et resultat deraf godt have været atomkrig.

Bruce Bartlett har i øvrigt nomineret Petrov til Milton Friedman-prisen. Til dem som ikke var forbi dem, sidste gang jeg linkede til Bruce Blairs analyser, som må siges at være relevante for denne diskussion, er her et link.

UPDATE: Peter Schaeffer linker i en kommentar her til flere begivenheder af samme karakter som Petrov-sagen.

…

iv) Jeg må indrømme, at jeg overså begivenheden da den i sin tid fandt sted, men jeg blev i går gjort opmærksom på, at Israel bombede mål i Syrien for tre uger siden. Mere her. Fra analysen Dale Amon linker til:

it’s more than a little telling that the Israeli newspaper Haaretz chose, in the wake of an Israeli Air Force raid on Syria on Sept. 6 dubbed “Operation Orchard,” to give front-page billing to an op-ed by John Bolton that appeared in this newspaper Aug. 31. While the article dealt mainly with the six-party talks with North Korea, Mr. Bolton also noted that “both Iran and Syria have long cooperated with North Korea on ballistic missile programs, and the prospect of cooperation on nuclear matters is not far-fetched.” He went on to wonder whether Pyongyang was using its Middle Eastern allies as safe havens for its nuclear goods while it went through a U.N. inspections process.

How plausible is this scenario? The usual suspects in the nonproliferation crowd reject it as some kind of trumped-up neocon plot. Yet based on conversations with Israeli and U.S. sources, along with evidence both positive and negative (that is, what people aren’t saying), it seems the likeliest suggested so far.

How I feel right now

As they say, a picture’s worth a thousand words:

Consumption for free speech?

Johan Norberg writes on his blog:

About one hundred Swedish companies have been threatened on Islamist websites in the last few days. Jihadist websites call for Muslims to boycott companies like IKEA, H&M, Ericsson and Electrolux, and in several cases to attack them. This is evil times two. They attack people who have nothing to do with what they are fighting against, and they do it because they want to put pressure on the Swedish government to stop artists like Lars Vilks from mocking religion.

This has dangerous potential. When the Danish Mohammed cartoons were published Danish companies like Arla were hurt by boycotts. This probably didn´t have an effect on the Danish government, but it did on other countries´ governments. They could see that if they forcefully defended freedom of speech their companies would also be hurt. And since politicians often care more about industry interests than about democratic principles they started to appease opponents of free speech.

So what do we do to save our liberties from Jihadists and unprincipled politicians? It´s easy. The opponents of freedom and democracy are fewer than the supporters and their purchasing power is smaller. The only thing that makes them influential is that they act in unison. But we can do that too.

Why don´t we decide to try to buy goods from companies that find themselves in the middle of free speech conflicts like this? If we, thousands of bloggers and writers and our readers do that, the effect of every boycott will be diminished. Spread the word now, around the world, that we are buying Swedish if we need beer, food, furniture or phones this week. And then, if Canadian or Georgian companies are the next targets, we´ll buy Canadian and Georgian goods next.

I don’t buy it that the greatest effect of the boycott was on other countries considering whether to support us or not. The greatest effect was and is on politicians in Denmark and Sweden. The smaller the country, the greater political impact a boycott will have. It’s not the other way around. Also, it’s not as if these countries can just boycott whichever firms they like. It’s cheap and unproblematic to boycott a few select firms from small countries, but it is both hard and expensive to boycott multinationals.

Also, whether or not a boycott is worth the trouble depends on the results you get. To state this another way, if, say, Syria chooses to boycott IKEA, and she achieves her goals (or rather, the goals the government had set up), the boycott might from her point of view have been a good investment. If Sweden doesn’t budge on the other hand, and Germany openly states her support, Syria is forced, in order to remain consistent, to also boycott German firms. But now France follows in Germany’s footsteps. And Holland. What happens now? What happens is that Syria ends up with most of the costs of the boycott, without getting any results. The boycott is bad for IKEA. But Syria is far worse off than Sweden is, she suddenly misses a whole lot of goods she does not produce on her own. To state this point another way: It is stupid if foreign politicians assume that their support will be expensive. The more states supports Sweden, the less it will cost them. However, that’s not the whole story – by supporting Sweden other countries also avoid ending up in the same situation later on – it is very dangerous to consider inaction a free lunch.

The crucial first step is that some other government goes out openly to state her support to Sweden. Once the first step is taken, the following ones will be much easier. Johan is right in that what is very, very important here is that no country stand alone when facing this threat. This was what was particularly horrible last year – the fact that nobody seemed to be on “our” side, while a lot of people seemed to be on “the other” side. Whether or not Arla was losing money down there or not would not matter much if there had been a “united stance” in Europe – but such a thing never really materialized, and in the event one thinks it did, it happened far too late, after all the fun was over. In short, I think Norberg might be overestimating the importance of economics here, and underestimating other factors. If a lot of people would simply speak out, if there was a broad consensus in society that we do not of course give into stupid religious demands that do not belong in the 21st century, then a limited backlash in the export figures wouldn’t matter all that much, as the political costs of giving in to the demands would be far too high for the politicians to even consider this option.

That said, of course the idea of “consumption for free speech” isn’t bad at all. There isn’t a “broad consensus” anywhere, and it’s not coming around anytime soon. Trading with Swedish producers could at a time like this be considered a very concrete act of solidarity that would counteract the effects of a boycott – so do buy Swedish!

I must add a word of caution though – I still think we might all be better off, if some of the time, energy and money devoted to selecting Swedish products would instead be spent on convincing people that having religious freedom doesn’t mean that no one is allowed to criticize your religion. A lot of people seem to have great difficulties understanding that it simply doesn’t work like that, and before they get this, freedom of speech is in danger no matter how much butter Arla sells to the ME.

…

Incidentally, if you haven’t already seen the dog/prophet, here it/he is:

Det skaeve mediebillede

Fra dagens kronik i berlingske tidende:

Sikkert er det, at – nok de fleste – journalister såvel i dagspressen som i elektroniske medier, og nyhedsbureauer, uanset om de måtte være personligt tilhænger af de borgerlige eller af den ekstreme venstrefløj, eller for dens sags skyld Socialdemokraterne, forsøger at dække, hvad de anser for døgnets og i det hele taget tidens vigtigste tildragelser på kvalificeret og ligevægtig måde.

Så 180Grader er formentlig langt ude med sin påstand om borgerlige journalisters nødvendighed. For hvis internetavisen har ret, så findes der jo slet ikke større borgerlige medier her i landet, heller ikke aviser som Jyllands-Posten og Berlingske Tidende. En del af disse skriver ganske vist normalt gode borgerlige ord i deres ledende artikler, som dog næppe mange læser, men avisindsatsen er i helt overvejende grad bygget på almindelige (angiveligt venstredrejede) journalister. Og de elektroniske såkaldte public-service-medier, hvordan kan de overhovedet løse generelle informative og folkeoplysende opgaver, hvis deres mediearbejde beror på en basal politisk skævhed?

For alles – ikke mindst journaliststandens – skyld må man håbe, at 180Grader tager fejl og blot bruger påstanden i sin egen markedsføring. Desværre kan en overvejelse af medieudviklingen ikke undgå at skabe tvivl om denne ellers ønskelige konklusion.

…

Selvom Steen Jeppesen i kronikken bestemt er på rette spor, sniger objektivismen sig alligevel ind i kronikken. Han skriver således: [Det er] indlysende, at markante udeladelser i mediedækningen repræsenterer et stort problem. Medierne skal ikke være menighedsblade eller –kanaler, men de bør give læsere og seere kvalificerede oplysninger om løbende begivenheder og problemstillinger bredt og ikke kun vedrørende snævert udvalgte af sådanne. Det er helt nødvendigt for samfundsdebatten og den politiske proces.

“Medierne” “skal” og “bør” ikke noget som helst. Eller rettere, hvad “medierne” “skal” og ikke “skal”, er helt op til kunderne, og kun dem. På et frit marked er det sådan, at hvis man vil have neutral og (tilstræbt) objektiv journalistik, så køber man det. Hvis man hellere vil have at ens nyheder m.v. har en markant vinkling, så køber man den slags journalistik. At man har valgmuligheder på mediemarkedet, og således ikke tvinges til at betale til medier, hvis redaktionelle linje eller “vinkling” man ikke er tilfreds med – ja endog finder decideret utilstedelig – det er helt nødvendigt for samfundsdebatten og den politiske proces.

Men sådan er det ikke på det danske mediemarked i dag.

I ly af natten…

(EDIT: Jeg har omskrevet og føjet flere ting til de nederste afsnit, som derfor afviger betydeligt fra den første version af posten)

Fra retsinfo:

Det påhviler udbydere af telenet eller teletjenester at foretage registrering og opbevaring i 1 år af oplysninger om teletrafik til brug for efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold.

…

Aflæsning af ikke offentligt tilgængelige oplysninger i et informationssystem ved hjælp af programmer eller andet udstyr (dataaflæsning) kan foretages, såfremt

1) der er bestemte grunde til at antage, at informationssystemet anvendes af en mistænkt i forbindelse med planlagt eller begået kriminalitet som nævnt i nr. 3,

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen og

3) efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens § 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183a, § 186 stk. 1, § 187 stk. 1, §§ 191, 192 a eller 237.

Indgreb som nævnt i stk. 1 må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Afgørelse om dataaflæsning træffes af retten ved kendelse

…

I lørdags trådte den nye “logningsbekendtgørelse”, som er beskrevet ovenfor, i kraft. Et synspunkt jeg er enig i, men som bestemt ikke dækker hele min reaktion, findes her.

Jeg har tidligere tænkt meget over, om jeg skulle flytte fra landet efter endt uddannelse, men det er en stor beslutning at tage. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det her indgreb er noget, som for alvor får mig til at genoverveje, om jeg ønsker at bo i Danmark når jeg er færdig med min uddannelse.

Logningsbekendtgørelsen bliver ikke et “midlertidigt” tiltag. Det bliver ikke “rullet tilbage” om nogle år. Hvis der sker mere, og det gør der nok, vil det gå den modsatte vej. PET vil finde ud af, at et år ikke er nok. Det vil måske være “for svært” at få dommerne til at acceptere udlevering af data, så der skal ændres i udleveringskravene. Nogle systemer som ikke har base i Danmark er stadig ikke forpligtet til at opbevare data, og det skal de selvfølgelig være, for ellers benytter terroristerne sig bare af dem. Fortsæt selv. I forbindelse med udleveringskravene er det i øvrigt værd at bemærke, hvad der mere konkret står i loven. Hvad står der? Der står at de relevante faktorer er indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, og det gøres klart at indgrebet ikke må udføres, hvis det ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Ville du gennemføre en sådan lovgivning og efterfølgende lade din værste fjende regere ved hjælp af den*? Der står, at hvis politiet har mistanke om, at man vil begå terror, er det eneste de skal overbevise en dommer om, at det ikke er et “uforholdsmæssigt indgreb”. Dette sidste begreb er ikke nærmere defineret. Hvad pokker betyder det? Svaret er, at det afhænger helt af dommeren; og hermed åbner bekendtgørelsen op for en næsten uset grad af vilkårlighed, når det kommer til dataudleveringen. Det betyder ikke nødvendigvis, at data bare bliver udleveret uden problemer, man kan håbe på at danske dommere har forståelse for, ja måske ligefrem lægger vægt på, princippet om ejendomsrettens ukrænkelighed, men juridisk vilkårlighed er altid et onde. Udviklingen i antallet af varetægtsfængslinger er et udtryk for, hvilken udvikling den nye lovgivning kan resultere i.

Et forhold som har fået meget opmærksomhed, men alligevel er blevet vinklet lidt sjovt, er tidsaspekterne. De er ret væsentlige her. Loven pålægger virksomheder at opbevare gamle data. Det ved vi godt, men noget de færreste her spurgt er, hvad man kunne gøre i stedet: Hvordan kunne man ellers have gjort? Jo, man kunne i stedet have valgt at pålægge virksomhederne at opbevare data i en tidsbegrænset periode fremover. På den måde ville registreringen følge princippet om “uskyldig indtil det modsatte er bevist”. Dommeren skulle i så tilfælde aktivt vælge hver enkel dataovervågning til, i stedet for blot at give adgang til registre som eksisterer i forvejen. Selvom jeg måske undervurderer dommerne, vil jeg påpege, at det efter min opfattelse vel nok vil være betydeligt vanskeligere at sige nej, når dataene eksisterer i forvejen, end det er at sige nej til selve indsamlingen af disse data. Der er næppe heller tvivl om, at hvis PET’s folk ikke får de data, de mener de har krav på, vil der som nævnt ovenfor komme krav om stramninger, fordi de vil føle sig magtesløse på trods af, at alle de dejlige oplysninger bare ligger og venter – altsammen på grund af en stædig dommer. Med en tilvalgsvariant ville vi heller ikke stå i den situation, vi gør nu, hvor politikerne tvinger private virksomheder til at gøre deres beskidte arbejde, ved at lade dem føre registre, som de ikke selv har nogen glæde af. Det være sagt; jeg ville heller ikke acceptere en tilvalgsmodel, men at den model der kom ud af processen er værre, er sigende. At der fokuseres på gamle data vækker en grim mistanke om, at den tankegang der ligger bag lovgivningen, er lidt i retningen af: “vi vil bare kigge lidt i filerne, og så se hvem der gør noget ulovligt”. Jeg ved godt at den alternative model beskrevet i det ovenstående kan tænkes at være mindre effektiv til at dokumentere forbrydelser, end den lovgivning der er blevet gennemført, men det er det der med tradeoffs. Den lov vi har fået er et stort skridt i retning af politistaten. Det næste store skridt bliver nok et DNA-register. Mon det også bliver en borgerlig regering som får “gennemført” det?

…

Jeg fortalte kort min lillebror om loven i søndags, og vi diskuterede den lidt. Han havde ikke hørt om logningsbekendtgørelsen, og han var således ikke klar over, at staten afkrævede af hans internetudbyder, at den nu opbevarede hans personlige data. Da jeg nævnte, at det samme princip gjaldt når det kommer til telefonopkald, var hans reaktion denne: Nå, det troede jeg da de gjorde allerede.

Friheden glider ud mellem fingrene på os, som våd sæbe. Det sker helt af sig selv, hver morgen vågner man op og det ser en lille smule værre ud. Nogle få siger fra, de fleste er ligeglade, og nogle mener ligefrem de nye frihedsbegrænsninger og etableringen af overvågningssamfundet er en positiv udvikling (hvis du ikker har noget at skjule…). Mange bekymrer sig mere om, hvad formålet med lovene er, end de gør omkring de konsekvenser de vil, og kan, få over tid. Selvom vi er dem, der går længst, er Danmark ikke engang alene om at begå moralsk harakiri og lade politikere slippe afsted med at indføre lovgivning som denne. Hvordan optimisterne dog formår at holde humøret oppe, og troen på en positiv udvikling fremover ved lige?

Jeg har ikke lyst til at bo i et land, hvor man kan støde på en hel del mennesker, som kommer med den samme reaktion som den min lillebror kom med. Den selvfølgelighed hvormed friheden tages væk, det er snart det værste. Som om der ikke var noget alternativ. Han er ikke alene med ligegyldigheden, og jeg forstår ham godt. Men jeg kan ikke acceptere den passive accept, for før eller senere vil folk begynde at fortryde den. Når det er for sent. Til den tid vil jeg helst være langt væk.

Men hvor pokker skal man flygte hen?

…

* Et meget vigtigt spørgsmål i den her sammenhæng. Et spørgsmål man dog ikke desto mindre altid bør stille sig når konfronteret med ny lovgivning.

Blekingegadebanden

Har netop afsluttet Peter Øvig Knudsens nye bog Blekingegadebanden, en af de fødselsdagsgaveønsker som ikke var med i udsnittet af listen jeg udlagde her på bloggen for et stykke tid siden.

Det vigtigste først, til dem der måtte vælge ikke at læse posten til ende: Det er en fremragende bog.

Jeg kunne faktisk slet ikke lægge bogen fra mig, og læste den fra start til slut uden andre pauser end de højst nødvendige (mad, drikke). Bogen både starter og slutter i 1989, hvor anholdelserne og de begivenheder som omkransede dem kort beskrives. I de mellemliggende ca. 400 sider følger vi tæt de mennesker det handler om, en gruppe af ekstreme venstreorienterede organiseret i gruppen Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), senere Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA) – en gruppe med tætte forbindelser til den palæstinensiske terrororganisation PFLP. Vi følger gruppen fra KAK’s dannelse i 1963 og frem til året 1981, hvor politiet må opgive at rejse sigtelse mod gruppen i en kidnapningssag – en sag der i -89 efter anholdelserne bliver genåbnet.

PØK kommer omkring rigtig mange interessante vinkler i sin beretning. Vi får: (i) et levende indblik i motivationsfaktorerne som drev nogle unge ind i miljøet, hvor især Vietnamkrigen og den effekt enkelte karismatiske personer fra gruppen havde på de unge, især personerne Gotfred Appel og (senere) Jens Holger Jensen, vægter tungt, (ii) en fremragende beskrivelse af organisationens struktur, med fokus på udviklingen fra en relativt løs og uformel gruppering til en professionalistisk drevet terrororganisation. I denne forbindelse kommer vi også omkring gruppens ideologiske grundlag og dens sekteriske karakter beskrives i detaljer, (iii) løbende beskrevet PET’s og politiets aktiviteter/forholdsregler i forhold til gruppen, som varierer betydeligt over årene, (iv) et detaljeret indblik i forholdet mellem KAK og andre internationale terrororganisationer, hvor især forholdet til PFLP beskrives i detaljer (blandt andet gøres det klart, at adskillige af KAK’s medlemmer besøger – og selv deltager på – militære træningslejre drevet af PFLP i perioden) og endelig får vi (v) et levende indblik i de ulovlige aktiviteter gruppen står bag i perioden, aktiviteter som efter alt at dømme blandt andet inkluderer tyveri og smugling af våben, kidnapning, flere væbnede røverier, bedrageri og dokumentfalsk. Flere ting peger også i retning af, at en af KAK’s topfolk, Jens Holger Jensen, var involveret i planlægningen af en flykapring på Mallorca. En betydelig del af gruppens udbytter fra forbrydelserne i disse år gik med stor sandsynlighed til PFLP, noget der dog ikke på daværende tidspunkt kunne betragtes som et brud på §114 (terrorparagraffen).

…samt en masse andet jeg har glemt at nævne i det ovenstående.

Bogen er, som man måske kunne gætte, kun første bind, af to. Noget der er helt sikkert er, at jeg også vil anskaffe mig anden del, når den udkommer. Peter Øvig Knudsen har gjort et fremragende stykke arbejde.

Quote of the day

What is above all needed is to let the meaning choose the word, and not the other way around

George Orwell, quoted here. The post is one of Yudkowsky’s best, do follow the link.

Fry and Laurie

We all know Stephen Fry and Hugh Laurie from the Blackadder-series. But did you know that the two comedians have worked together a long time both before and after this, making for instance the television series A Bit of Fry and Laurie?

I didn’t, and I’m sure glad I found out!

Foedselsdag – eller er det jubilaeum?

I dag er det præcis et år siden, jeg startede denne blog (og som mange nok ville vide seks år siden terrorangrebene på USA).

Jeg har i perioden skrevet 343 posts, lidt under en om dagen, og postingfrekvensen har siden skiftet til wordpress været nogenlunde stabilt, og noget højere end i udgangspunktet. Antallet af views i perioden er usikkert, da jeg som bekendt startede ud i blogger-regi, og i en kort periode endvidere havde to versioner af samtlige posts liggende derude. Bedste gæt er 5 til 6 tusind (tilsyneladende opgør wordpress statcounter ikke antallet af unikke besøgende, så det tal har jeg ikke noget fornuftigt gæt på). 140 kommentarer er det blevet til.

Bloggens posts har ikke kun handlet om frie markeder og liberalisme, og det var heller ikke meningen. Bloggen er mere end en politisk(/økonomisk) blog, og sådan er det bare. Jeg er sikker på det har jaget nogle læsere væk, at der har været posts om skakpartier fra Sydamerika, den nye Harry Potter bog og Randall Munroes nyeste gag på xkcd, men den slags vil der også være fremover. Ikke en trussel, bare en konstatering.

Maybe I should start playing?

This is some fascinating stuff!

From the conclusion:

This first Econ Dev Blog (EDB) has given a descriptive overview of the major trends for the market of minerals in EVE. Overall trade quantity and volume has increased dramatically over the last 3 years and the price of minerals has fallen considerably due to increased mining efficiency through better tactics and improved technology. The price formation has also improved showing that price difference between regions is becoming minimal in Empire space and reflects only the time value of moving minerals in low sec. However, smaller population and the risk of piracy in zero-zero space results in less efficient markets with low volumes and great fluctuations in prices given an arbitrage trade opportunity for the brave entrepreneur.

HT: Marginalrevolution

Terrorens tidsalder

Søndagsudgaven af jp havde i går en interessant artikel med ovenstående titel.

Der er mange guldkorn i artiklen, nogle af dem følger herunder såvel som mine kommentarer.

…

Jørgen Bæk Simonsen: I dele af den islamiske verden har man illegitime magthavere, som på den ene side hævder, at de er muslimer, og på den anden side samarbejder med vestlige stormagter.

“hævder, at de er muslimer”. I JBS’ verden er der ikke plads til muslimer, som ikke tager ansvaret for Ummah alvorligt. Hvis man er magthaver i et muslimsk land og samarbejder med vesten, er man illegitim magthaver. Ummah kommer først. For mig ser det ud til, at JBS’ definition af “muslim” og den almindeligt anvendte definition af “radikal islamist” overlapper betydeligt.

…

Journalist: Hvad får europæiske muslimer til at vende sig mod samfund, hvor de er vokset op?
Raheeg Abbasi: Det er mangel på uddannelse, mangel på islamisk uddannelse og manglende muligheder for jobs.

Den tager vi lige en gang til: Mangel på islamisk uddannelse…

Og han mener det skam alvorligt:
Vores grundlægger Tahir ul-Qadri prædiker fred og sameksistens. Den eneste måde at bekæmpe terror er ved at bruge netop religionen. Vi skal give de unge det sande budskab om islam. Fortælle dem om Koranen og haditherne. Det er det arbejde, som vi bl.a. står for. En muslim, der kender Koranens rigtige budskab, begår ikke terror.

Abbasi er en lidt underlig størrelse. Jeg kunne personligt godt tænke mig en udgave af islam, som prædikede fred og sameksistens. Det ville være et stort fremskridt. Men når Abbasi siger, at “vi skal tilbage til rødderne”, så er han meget på vildspor (har jeg en mistanke om at han er en ulv i fåreklæder? Ja, jeg hører hele tiden den der lille stemme – “Islam er fredens religion” – synge inde i mit hoved).

Den eneste måde emnet koranlæsning på nogen måde kan give et positivt bidrag til at få muslimerne halet ud af det 7. århundrede, er hvis muslimer dropper ideen om koranen som guds ord. Når muslimerne er kommet så langt, så er vi en god del af vejen, for så er alle koranens ord ikke lige sande og gode. Når man så også dropper den autoritative korantolkning og lader religion blive en individets, ikke en kollektivets, religion, hvor det er op til den enkelte at vurdere, hvilke afsnit der falder i ens smag, så er vi ved at være der. Større fremskridt får vi med andre ord først, når mange muslimer beslutter sig for, at det nok er en god ide at kaste en stor del af deres islamiske tro på den historiske losseplads. Ligesom de kristne har været nødt til at gøre det. Islamiske terrorister har ikke “misforstået” noget som helst, og i stedet for at gå over åen for at hente vand, kunne “fredelige muslimer” jo bare sige til dem: Hør her, de koranvers I mener er rigtige, ja dem skrotter vi andre altså, for de er da vist ret tåbelige.

…

Tina Magaard slår i sin del bl.a. et slag for et opgør med “os og dem” tankegangen. Den ide er populær blandt de radikale, men kun på det retoriske plan. Ikke i praksis, for de har ikke fattet, hvad det opgør indebærer. Magaards eksempel er fremragende: En skolelærer spurgte, hvad hun skulle sige til de palæstinensiske forældre, som ikke ville lade deres piger bade sammen med de “urene” danske piger. Jeg svarede, at hun skulle sige præcis det samme, som hvis det drejede sig om danske forældre, der havde givet udtryk for, at palæstinensiske børn var “urene”.

…

Mohamed Ali: Man forhindrer ikke radikalisering ved antiterror-love. Man kan arrestere så mange mennesker, som man vil, men problemerne vil fortsætte, og for tiden hælder vi benzin på bålet. Det bliver et helvede på jorden, hvis de radikale kræfter kommer til magten i de muslimske lande, som råder over store dele af jordens energiressourcer. Du er nødt til at gribe fat om problemets rod, og terror er et politisk og ikke et religiøst problem.

Han har ret i det første, det har jeg også tidligere skrevet lidt om. Han har også ret i første halvdel af sidste sætning, men han har desværre misforstået, hvad problemets rod er. Problemets rod er islam. Ved at kalde terror et politisk problem frikender Ali belejligt nok islam. Hvad har islamiske terrorister til fælles? Hvorfor er det næsten kun muslimer, som begår terror rundt omkring på kloden? Ali’s svar er blot Abbasi’s i forklædning: Islam er en fornuftig og god religion, problemet er ikke islam. Før han kommer videre i teksten forsvinder problemet ikke. Islam har skabt nogle tabersamfund, som folk er blevet godt trætte af at leve i, men i stedet for at indse det, for ikke at tale om at håndtere det, leder både muslimer og mange andre kreativt efter syndebukke, og dem er der ganske mange af.

…

Shmuel Bar: For mange muslimer er hellig krig en naturlig del af deres tro. Det er ikke specielt ekstremt at dø som martyr. Det er noget, der er accepteret, og der er ingen ideologisk eller idealistisk mur mellem den almindelige og den radikale del af islam. Desuden er der mange, der ser det som noget særligt, og som om man kommer op på et højere niveau, hvis en muslim siger, at han vil deltage i hellig krig. Det giver status.

NFL-saesonen er i gang!

Nu er den i hvert fald i gang på tv2-sport – ved godt der var lidt med mit yndlingshold (…long time Colts fan, det har INTET med deres Super Bowl sejr at gøre) i torsdags.

I love it!

Pictures from North Korea

“Today’s pictures” in slate are from North Korea.

Three pictures that didn’t make the cut:

…

Update:

If you haven’t already watched The Vice Guide to North Korea, please do. It’s by far the best piece on NK I have seen.

Update ii:

Here’s The Economist on the next food crisis that is about to come. Here’s another article on the same subject from earlier this year. A quote from the latter: People are forced on to the black market, where rice has shot up from 860 won (about $6) a kilo a year ago to 3,100 today. Income per head is perhaps $500 a year.

It looks to me as if the story from the 90′es is about to repeat itself. People don’t have enough to eat as it is, so they don’t have the surplus (or the incentives) necessary to sow new crops. Which means that next years harvest will fail badly, no matter what the weather will be like, even if of course the weather will be blamed by the apologists of the regime. Meanwhile, as the situation unfolds, the government will do everything it can to disrupt the market from functioning properly, making it even harder for the starved North Koreans to get food. You must remember here that it isn’t the high food prices that’s the problem: It’s what’s causing them. High prices are simply the market’s way of signalling scarcity, nothing else. The regime is to blame for the scarcity. This year’s scarcity, and next year’s, the weather has very little to do with this. The regime has driven up the price of rice by dismantling the free market, and at the same time it has kicked out all releaf agencies in the country. It has deliberately been killing people. It will continue to do so next year. Don’t apologize for what these people do to their countrymen.

The speed of evolution

Evolutionary pressures might work a lot faster than I’d have thought:

Researchers have found that the shape of the human skull has changed significantly over the past 650 years.

[...]

The two principal differences discovered were that our ancestors had more prominent features, but their cranial vault — the distance measured from the eyes to the top of the skull — was smaller.

Dr Peter Rock, lead author of the study and director of orthodontistry at Birmingham University, told the BBC News website: “The astonishing finding is the increased cranial vault heights.

“The increase is very considerable. For example, the vault height of the plague skulls were 80mm, and the modern ones were 95mm — that’s in the order of 20% bigger, which is really rather a lot.”

HT: Glenn Reynolds