Henrik Jensen om Huntington

Her, HT: Uriasposten.

Fra artiklen:

Det begynder at gå op for os, at en kultur, som kun bygger på frihed, er en kultur på sin dødsrute. Særlig hvis den frihed, der tænkes på, er frihed fra de begrænsninger og hæmninger, de krav, påbud og forbud, som det er nødvendigt at pålægge den enkelte, hvis kulturen skal overleve i den globale malstrøm.

Det er et kulturelt problem, når frihed identificeres som fritagelse for pligt og ansvar over for det fælles. I den vestlige kultur finder en stadig mere skærpet kulturkamp sted mellem en (fælles) pligtkultur og en (individuel) rettighedskultur. Balance mellem de to har historisk været en forudsætning for sammenhæng og fremgang, men gennem det sidste halve århundrede er balancen skredet dramatisk .

Resultatet er et samfund, der mere og mere ses som en affyringsrampe for den personlige raket. Men en kultur, hvor de unge ikke længere har noget at lære af de ældre, er en dødsmærket kultur. Det er en kultur, hvor historien mister autoritet, hvor der ikke længere er noget fælles projekt, der indbefatter ufødte, levende og døde.

Der skal mere end frihed og individuelle rettigheder til, hvis kulturen skal modstå trykket ude- og indefra. Det må handle om frihed til noget meningsfuldt fælles, ellers ender det i atomisering.

Et sted i den store forandringsproces mistede europæerne følingen med vertikaliteten i kulturen. Forståelsen af “oppe” eller “nede” svækkedes, også moralsk, der er ikke længere noget, som ligger fast, og som den enkelte forventes at stræbe hen imod eller at holde sig væk fra. Kulturrelativismen er nærmest total – vi har alle “meninger”, og den ene er lige så god som den anden.

Det ligner ytringsfrihed, men føles ofte som babelsk forvirring.

Med fare for at blive kaldt studentikos og andre ubehagelige ting, vil jeg alligevel gerne knytte nogle kommentarer til artiklen, de følger herunder.

I kritikken citeret ovenfor fremstår Henrik Jensen mere “konservativ” end “frihedsorienteret”. Den er nærmest en gentagelse af den gode gamle “alt er i flux” à la Platon og Demokrit. Jeg tror ikke hans svar er Platons, men pointen er også, at han ikke rigtig giver noget svar. “Det handler om frihed til noget meningsfuldt fælles”, men som andre “konservative” har HJ et problem, når han skal forklare præcist hvad dette “meningsfuldt fælles”, dette “fælles projekt”, eller hvad man så ellers måtte kalde det, betyder.

Selvom jeg aldersmæssigt er i samme kategori som den der ungdommelige generation af danskere, der kræver og kræver, giver jeg Jensen helt ret i, at rettigheds-fokuset med sin tilhørende krævementalitet er blevet problematisk. Men jeg tror jeg opfatter rettigheds-pligt dichotomien i et lidt andet lys end han gør, for jeg har det også svært med pligt-delen. Som jeg ser det har rettighedsmentaliteten blot erstattet – delvist erstattet – en halv-kollektivistisk indstilling, som baserede sig på, at vi alle sammen skylder “andre”, dvs. forskellige kollektive grupperinger; det være sig nationen, staten, familien eller whatever, en hel masse. Det gør vi ikke. Det er ikke klart, at et samfund som lagde mere vægt på pligter ville være at foretrække. Et samfund som lagde vægt på friheden, det åbne samfund, det ville være godt. Men det vil ikke være en nødvendig konsekvens af, at man på samfundsniveau fokuserede mere på pligterne i forhold til rettighederne. Det modsatte udfald kunne med lige så stor sandsynlighed blive resultatet af et ændret fokus. De tyske soldater der døde i skyttegravene under første verdenskrig døde for das Vaterland, fordi det var deres pligt at dø for deres kejser. Mindre af det, der i dag opfattes som “fælles”, er efter min opfattelse en bedre løsning end pligtcentrering.

Jeg vil medgive HJ at atomisering udgør et principielt problem for den, der elsker friheden. Atomiseringen i sig selv, forstået som det man i samfundsperspektiv kunne kalde, i “konservativ”(*1) optik, et ekstremt individualistisk fokus, udgør ikke i sig selv et problem. Atomiseringen bliver først et problem i det øjeblik den leder til svækket opbakning til, eller ligegyldighed, overfor forsvaret for frihedsrettighederne. Uden opbakning dør det frie samfund en stille død. Men i den sammenhæng er det værd at pointere, at de uheldige konsekvenser af den atomisering HJ kritiserer i dag, ikke kan siges at være forårsaget af det forhold, at samfundet er blevet mere individualistisk. Problemet er ikke det individualistiske fokus, problemet er, at vi har en stor velfærdsstat, som gør at folk kan tillade sig at være dybt egoistiske for andres penge. Det er også værd at bemærke, at der er noget paradoksalt forbundet med påstanden om, at atomisering som baseres på øget individualisme vil lede til en svækkelse af opbakningen bag frihedsrettighederne, i og med at diversiteten netop vil være en konsekvens af disse rettigheder.

Frihed er nok i sig selv. Vi behøver ikke alle de konservative udflugter, for der er ikke noget frihedsparadoks, det blev løst for længe siden. Vi behøver ikke ty til konservatismens mysticisme for at få befolkningen til at købe historien om frihedens og det åbne samfunds overlegenhed. Sagt på en lidt anden måde: Den kultur jeg betragter som bevaringsværdig, er en anden kultur end den HJ ønsker. Hvis ikke frihed og individuelle rettigheder er nok, så ved jeg ikke hvad er. Frihed og individuelle rettigheder er det eneste, der tæller. Hvis man propper mere på, øges risikoen for at grundlaget undermineres. Grundlaget er friheden, ikke et ikke nærmere defineret “kultur”-begreb.

***

Jeg vil ikke kommentere meget på resten af indlægget, men blot bemærke, at Fukuyama tog fejl og Huntington’s analyse og metodik indtil nu har været brugbar i mange sammenhænge, samt at der ikke er nogle bedre teorier derude. Et synspunkt jeg ikke er ene om. Ang. fremtiden hælder jeg mest til det synspunkt at tidsperioden lige nu, ud fra et dansk (/europæisk) perspektiv, alt andet lige, formodentligt om 50 år vil blive at betragte som en ren guldalder; ingen krig, politisk stabilitet, en stadig relativ høj grad af etnisk homogenitet med få spændinger primært i isolerede miljøer, økonomisk vækst, en relativt stor grad af personlig frihed med få tabuer og stor tolerance overfor de fleste grupper af anderledes tænkende, ytringsfrihed, osv. Underforstået, det er nogle af de variable jeg regner med vil komme til at ændre sig til det værre.

*1: bemærk at jeg bruger ordet konservativ alene i “kulturkonservativ” forstand. Hvis du opfatter dig selv som “konservativ” og mener jeg benytter mig af en stråmand, kan jeg godt prøve at uddybe på baggrund af kritikken.

UPDATE: Kim Møller har gjort mig opmærksom på, at artiklens forfatter ikke er den liberale debattør Henrik Gade Jensen, men derimod en Henrik Jensen fra RUC. Jeg beklager naturligvis fejlen, og har rettet den, selvom det nok stadig skinner igennem, at posten var tænkt som et forsøg på konstruktiv kritik til en gut fra Cepos, og måske ville have set en smule anderledes ud, hvis jeg havde vidst, at forfatteren var underviser på RUC. Jeg ville eksempelvis ikke så hurtigt være hoppet frem til bemærkningen; “jeg tror ikke hans svar er Platons”. Nu er jeg mildt sagt ikke helt så sikker i min sag på det punkt.