Tyler’s secret blog

No one ratted out Tyler.

Related to this, here’s an observation that made me smile:

this is the nub of the matter. No-one has told Chris Masse the blog’s address yet. Tyler’s loyal readers really are loyal. “I am heartened by the honesty and cooperativeness of the blog-reading community,” Tyler says. If you ask homo economicus, he will tell you that as a rule loyalty [...] is for suckers. In other circumstances, the kind of people likely to buy books like Discover Your Inner Economist would tell you that, too. They might throw in a bit of eye-rolling on strategy, defection, and self-seeking with guile for your benefit as well. But Tyler Cowen has mobilized a bunch of these people into a secret society; gotten them to police the society via such classically sociological rewards and punishments as social closure, exclusivity and honorific censure; and done so without even having a real secret to give them to keep in the first place. This is why I assign some of Tyler’s stuff in my economic sociology courses. You’ve got to respect the guy.

Henrik Jensen om Huntington

Her, HT: Uriasposten.

Fra artiklen:

Det begynder at gå op for os, at en kultur, som kun bygger på frihed, er en kultur på sin dødsrute. Særlig hvis den frihed, der tænkes på, er frihed fra de begrænsninger og hæmninger, de krav, påbud og forbud, som det er nødvendigt at pålægge den enkelte, hvis kulturen skal overleve i den globale malstrøm.

Det er et kulturelt problem, når frihed identificeres som fritagelse for pligt og ansvar over for det fælles. I den vestlige kultur finder en stadig mere skærpet kulturkamp sted mellem en (fælles) pligtkultur og en (individuel) rettighedskultur. Balance mellem de to har historisk været en forudsætning for sammenhæng og fremgang, men gennem det sidste halve århundrede er balancen skredet dramatisk .

Resultatet er et samfund, der mere og mere ses som en affyringsrampe for den personlige raket. Men en kultur, hvor de unge ikke længere har noget at lære af de ældre, er en dødsmærket kultur. Det er en kultur, hvor historien mister autoritet, hvor der ikke længere er noget fælles projekt, der indbefatter ufødte, levende og døde.

Der skal mere end frihed og individuelle rettigheder til, hvis kulturen skal modstå trykket ude- og indefra. Det må handle om frihed til noget meningsfuldt fælles, ellers ender det i atomisering.

Et sted i den store forandringsproces mistede europæerne følingen med vertikaliteten i kulturen. Forståelsen af “oppe” eller “nede” svækkedes, også moralsk, der er ikke længere noget, som ligger fast, og som den enkelte forventes at stræbe hen imod eller at holde sig væk fra. Kulturrelativismen er nærmest total – vi har alle “meninger”, og den ene er lige så god som den anden.

Det ligner ytringsfrihed, men føles ofte som babelsk forvirring.

Med fare for at blive kaldt studentikos og andre ubehagelige ting, vil jeg alligevel gerne knytte nogle kommentarer til artiklen, de følger herunder.

I kritikken citeret ovenfor fremstår Henrik Jensen mere “konservativ” end “frihedsorienteret”. Den er nærmest en gentagelse af den gode gamle “alt er i flux” à la Platon og Demokrit. Jeg tror ikke hans svar er Platons, men pointen er også, at han ikke rigtig giver noget svar. “Det handler om frihed til noget meningsfuldt fælles”, men som andre “konservative” har HJ et problem, når han skal forklare præcist hvad dette “meningsfuldt fælles”, dette “fælles projekt”, eller hvad man så ellers måtte kalde det, betyder.

Selvom jeg aldersmæssigt er i samme kategori som den der ungdommelige generation af danskere, der kræver og kræver, giver jeg Jensen helt ret i, at rettigheds-fokuset med sin tilhørende krævementalitet er blevet problematisk. Men jeg tror jeg opfatter rettigheds-pligt dichotomien i et lidt andet lys end han gør, for jeg har det også svært med pligt-delen. Som jeg ser det har rettighedsmentaliteten blot erstattet – delvist erstattet – en halv-kollektivistisk indstilling, som baserede sig på, at vi alle sammen skylder “andre”, dvs. forskellige kollektive grupperinger; det være sig nationen, staten, familien eller whatever, en hel masse. Det gør vi ikke. Det er ikke klart, at et samfund som lagde mere vægt på pligter ville være at foretrække. Et samfund som lagde vægt på friheden, det åbne samfund, det ville være godt. Men det vil ikke være en nødvendig konsekvens af, at man på samfundsniveau fokuserede mere på pligterne i forhold til rettighederne. Det modsatte udfald kunne med lige så stor sandsynlighed blive resultatet af et ændret fokus. De tyske soldater der døde i skyttegravene under første verdenskrig døde for das Vaterland, fordi det var deres pligt at dø for deres kejser. Mindre af det, der i dag opfattes som “fælles”, er efter min opfattelse en bedre løsning end pligtcentrering.

Jeg vil medgive HJ at atomisering udgør et principielt problem for den, der elsker friheden. Atomiseringen i sig selv, forstået som det man i samfundsperspektiv kunne kalde, i “konservativ”(*1) optik, et ekstremt individualistisk fokus, udgør ikke i sig selv et problem. Atomiseringen bliver først et problem i det øjeblik den leder til svækket opbakning til, eller ligegyldighed, overfor forsvaret for frihedsrettighederne. Uden opbakning dør det frie samfund en stille død. Men i den sammenhæng er det værd at pointere, at de uheldige konsekvenser af den atomisering HJ kritiserer i dag, ikke kan siges at være forårsaget af det forhold, at samfundet er blevet mere individualistisk. Problemet er ikke det individualistiske fokus, problemet er, at vi har en stor velfærdsstat, som gør at folk kan tillade sig at være dybt egoistiske for andres penge. Det er også værd at bemærke, at der er noget paradoksalt forbundet med påstanden om, at atomisering som baseres på øget individualisme vil lede til en svækkelse af opbakningen bag frihedsrettighederne, i og med at diversiteten netop vil være en konsekvens af disse rettigheder.

Frihed er nok i sig selv. Vi behøver ikke alle de konservative udflugter, for der er ikke noget frihedsparadoks, det blev løst for længe siden. Vi behøver ikke ty til konservatismens mysticisme for at få befolkningen til at købe historien om frihedens og det åbne samfunds overlegenhed. Sagt på en lidt anden måde: Den kultur jeg betragter som bevaringsværdig, er en anden kultur end den HJ ønsker. Hvis ikke frihed og individuelle rettigheder er nok, så ved jeg ikke hvad er. Frihed og individuelle rettigheder er det eneste, der tæller. Hvis man propper mere på, øges risikoen for at grundlaget undermineres. Grundlaget er friheden, ikke et ikke nærmere defineret “kultur”-begreb.

***

Jeg vil ikke kommentere meget på resten af indlægget, men blot bemærke, at Fukuyama tog fejl og Huntington’s analyse og metodik indtil nu har været brugbar i mange sammenhænge, samt at der ikke er nogle bedre teorier derude. Et synspunkt jeg ikke er ene om. Ang. fremtiden hælder jeg mest til det synspunkt at tidsperioden lige nu, ud fra et dansk (/europæisk) perspektiv, alt andet lige, formodentligt om 50 år vil blive at betragte som en ren guldalder; ingen krig, politisk stabilitet, en stadig relativ høj grad af etnisk homogenitet med få spændinger primært i isolerede miljøer, økonomisk vækst, en relativt stor grad af personlig frihed med få tabuer og stor tolerance overfor de fleste grupper af anderledes tænkende, ytringsfrihed, osv. Underforstået, det er nogle af de variable jeg regner med vil komme til at ændre sig til det værre.

*1: bemærk at jeg bruger ordet konservativ alene i “kulturkonservativ” forstand. Hvis du opfatter dig selv som “konservativ” og mener jeg benytter mig af en stråmand, kan jeg godt prøve at uddybe på baggrund af kritikken.

UPDATE: Kim Møller har gjort mig opmærksom på, at artiklens forfatter ikke er den liberale debattør Henrik Gade Jensen, men derimod en Henrik Jensen fra RUC. Jeg beklager naturligvis fejlen, og har rettet den, selvom det nok stadig skinner igennem, at posten var tænkt som et forsøg på konstruktiv kritik til en gut fra Cepos, og måske ville have set en smule anderledes ud, hvis jeg havde vidst, at forfatteren var underviser på RUC. Jeg ville eksempelvis ikke så hurtigt være hoppet frem til bemærkningen; “jeg tror ikke hans svar er Platons”. Nu er jeg mildt sagt ikke helt så sikker i min sag på det punkt.

The Open Society and Its Enemies

I have just finished volume two, save the addenda (perhaps worth a post of their own, what do I know?). It took a little longer than I had estimated, as I found it necessary to read up on the first part of vol. II again – I had read this once, but some time ago – in order to refresh the points made there.

It’s a good book. As it says on the back (a quote from The Economist): “A brilliant polemic … It remains the best intellectual defence of liberal democracy against know-it-all totalitarianism.” I haven’t exactly read all the books that defends liberal democracy against totalitarianism, so I don’t feel comfortable passing such a judgment, but it is probably one of the best. I highly recommend it. You do need to read volume one first though, in order to get the full blast of Popper’s genius.

It was written more than sixty years ago. Don’t let this scare you away. Most of the analysis is still very much relevant, indeed perhaps just as important today as it was when Popper wrote it.

A few quotes from the book follows below (they are not meant to “encapsulate the meaning” of the book or “be representative” or anything like that, they are merely to be considered “appetizers”).

Objectivity: [It] is not only impossible to avoid a selective point of view, but also wholly undesirable to attempt to do so; for if we could do so, we should get not a more ‘objective’ description, but only a mere heap of entirely unconnected statements. But, of course, a point of view is inevitable; and the naïve attempt to avoid it can only lead to self-deception, and to the uncritical application of an unconscious point of view. {p. 289}

Rationality: ‘The world’ is not rational, but it is the task of science to rationalize it. ‘Society’ is not rational, but it is the task of the social engineer to rationalize it. [...] Ordinary language is not rational, but it is our task to rationalize it, or at least to keep up its standards of clarity. {note 19 to chapter 24, p. 406. Popper calls this attitude ‘pragmatic rationalism’, and if it is to be so called, then I am a pragmatic rationalist}

The aims of politics (I have brought a shorter version of the quote previously): of all political ideals, that of making the people happy is perhaps the most dangerous one. It leads invariably to the attempt to impose our scale of ‘higher’ values upon others, in order to make them realize what seems to us of greatest importance for their happiness; in order, as it were, to save their souls. It leads to Utopianism and Romanticism. We all feel certain that everybody would be happy in the beautiful, the perfect community of our dreams. [...] But, as I have said before, [...] the attempt to make heaven on earth invariably produces hell. {p261-262. In a note elsewhere, p.377, where he discusses Marx position on this issue, in coining ‘the second principle of sane politics’ he quotes a Viennese poet, K. Kraut, according to whom all politics consists of choosing the lesser evil}

Another quote relevant to both the aims of politics part and the rationality-part, is part of the conclusion: although history has no meaning, we can give it a meaning. [Popper's emphasis, not mine] [...] Neither nature nor history can tell us what we ought to do. Facts, whether those of nature or those of history, cannot make the decision for us, they cannot determine the ends we are going to choose. It is we who introduce purpose and meaning into nature and into history. Men are not equal; but we can decide to fight for equal rights. Human institutions such as the state are not rational, but we can decide to fight to make them more rational. [...] We can make it our fight for the open society and against its enemies (who, when in a corner, always protest their humanitarian sentiments, in accordance with Pareto’s advice); and we can interpret it accordingly. {p.307}

“Overcoming bias“: If scientific objectivity were founded, as the sociologistic theory of knowledge naïvely assumes, upon the individual scientist’s impartiality or objectivity, then we should have to say goodbye to it. [...] science and scientific objectivity do not (and cannot) result from the attempts of an individual scientist to be ‘objective’, but from the friendly-hostile co-operation of many scientists [Popper's emphasis]. {p.241}