Demokrati som erstatningsreligion

Det, der mangler for at demokratiet i Irak kan blive en succes, er troen på, at demokratiet er et godt system. Troen ind i marv og ben, ikke kun som noget, som valgte ledere holder flotte taler om. Når troen på demokratiet mangler i befolkningen, er de formelle, demokratiske regler og isenkrammet, dvs. politiet og militæret, ret værdiløst.

Derfor er nøglen til magten i ethvert system, at man har sjælene med sig.

Det gælder ikke kun i Irak. Det gælder også i Danmark.

Fra dagens kronik i berlingske. Lidt mere fra artiklen:

Demokratiet er en trussel mod enhver, som har set lyset, fordi demokratiets kerne er en respektløshed over for autoriteter og deres udtalelser. Det ligger i demokratiet, at den gældende sandhed og virkelighed er den sandhed og den virkelighed, som dannes gennem valgkampen: debatten og mediernes konkurrence om at sælge deres historier.

Derfor passer demokratiet ikke med opfattelsen af, at der findes én sandhed og én virkelighed. Tværtimod er demokratiet en direkte trussel mod denne opfattelse og dermed mod de organisationer og bevægelser, som lever af at indoktrinere deres medlemmer med, at der findes en sådan sandhed og virkelighed, og at medlemmerne skal være villige til at gå i martyr­døden for at få den udbredt til alle andre mennesker.

1. “fordi demokratiets kerne er en respektløshed over for autoriteter”. Jeg ved ikke hvad det er Kjøller snakker om, men det er ikke det, jeg forstår ved demokrati. Er Japan ikke et demokrati iflg. Kjøller?

2. Hvis demokratiet er en trussel mod opfattelsen af, at der kun findes én sandhed og én virkelighed, hvorfor pokker betaler jeg så licens?

3. Liberale demokratier er antielitære, men her er det ordet liberal, ikke ordet demokrati, der er centralt. For så vidt er det ligegyldigt hvad man kalder det, men så alligevel ikke – jeg kan ikke tro andet end at brugen af ordet demokrati i indlægget enten er et resultat af, eller et ønske om at skabe, begrebsforvirring.

Misforstå mig ikke, selvfølgelig har Kjøller ret så langt som til, at det at der er en folkelig opbakning bag et demokratisk system, er vigtigt, hvis det demokratiske system skal være holdbart på langt sigt. Det er nærmest en tautologi. Men at kalde hele det politiske og ideologiske misk-mask af ideer man holder af, for demokrati, og herefter bruge nærmest religiøs argumentation for at overbevise andre om, at troen på demokratiet er helt centralt, er ikke vejen frem.

Som jeg ser, er en af problemerne i dag netop, at mange danskere tror alt for meget på det Kjøller ville kalde demokratiet, og alt for lidt på sig selv og sine medmennesker.