Staten er en af sandhedens stoerste fjender

For et par uger siden bemærkede Andrew Gelman bl.a. at:

the question, “Are things going well now?” is (a) politically loaded, and (b) is commonly treated as a factual question. I suspect that Shaw and Chesterton (as well as modern commentators) are showing bias in that they derive their perspective on the pluses on minuses of a modern economy based on political judgments.

Will Wilkinson gav i dag sit besyv med, hvor han bl.a. bemærkede:

However, it doesn’t strike me so much that a left-right sort of bias drives views on whether things are sunny or dark. Rather, I suspect a bias for and against government action in certain domains may be doing some of the work of motivating cognition. Nothing beats a “crisis” to rally support for a big government effort. Right statists constantly drum up moral panics about sex and drugs. Also, Mexicans are “invading” and terrorists will surely blow us all up while singing the Star Spangled Banner at baseball games if we don’t allow the executive Jack Bauer to torture military detainees whenever he wants. Similarly, left statists warn that the shores of Manhattan will be inundated by rising oceans and very cute baby polar bears will die in droves. Also, inequality is soaring, threatening the foundations of democracy. And the middle class lives in terrifying “economic insecurity.” And so on.

By comparison to people on both the left and the right who would like the government to do something, libertarians can seem either ostrich-like, pollyanna-ish, or both. I suspect the “everything is going to be OK so the government can just stay out of it” bias played a key role in motivating many conservatives and libertarians to be favorably disposed toward skeptical findings about global warming. Let’s call this “libertarian optimism bias.” But I also suspect that the “OMG! there is a huge crisis so the government has to do something NOW” bias is at play at least as strongly in a number of important issues. Let’s call this “statist pessimism bias.”

Som sædvanlig er Caplan klar med en Rasmus-modsat tilgangsvinkel: Pessimism-bias var årsag til Sovjets sammenbrud, så det var godt den var vidt udbredt i Østeuropa. Jeg er ikke enig med Caplan i den forklaring, hvilket vil fremgå tydeligt i det følgende (min indvending er en indvending mod eksemplet Caplan har valgt, ikke en indvending mod hans fundamentale pointe, at den negative bias ikke altid vil føre til suboptimale resultater).

Jeg må gøre klart at jeg mener Wilkinsons indlæg er for blødt og upolitisk, hvilket vel nok mest af alt er en konsekvens af, at det ikke er et indlæg på hans egen hjemmeside. Her er derfor mit generelle take når det kommer til statens forhold til sandheden. I en nøddeskal:

Jo større staten vokser sig, jo mere irrelevant bliver sandheden.

Diktaturer er bl.a. kendetegnet ved, at sandheden er det, staten siger den skal være. Det er sjovt at så mange mennesker som lever i vestlige demokratier, fra tid til anden fuldstændigt overser dette faktum. For mange iranere er Bush rent faktisk den personificerede ondskab, for det har staten og dens religiøse ledere fortalt dem. Det er ikke altid bare noget, de siger når vestlige journalister spørger dem; en hel del af dem ved simpelthen ikke bedre. I Hitlertyskland var den tyske hær langt ind i -44 blot få dage fra at vinde krigen. Tyrkerne begik ikke folkedrab på armenere under Første Verdenskrig, for den tyrkiske regering siger som bekendt, og har i årtier sagt, at folkedrabet aldrig fandt sted, og så må det jo være sandt.

Eller for at lege videre med Caplans eksempel: Folk i Østtyskland havde det under den kolde krig langt bedre end de fattige stakler i USA. Det var selvfølgelig ikke objektivt sandt, og det blev ikke sandt, bare fordi staten sagde det. Jeg mener det er væsentligt at påpege, at jeg mener Caplan er på vildspor her: Det var ikke bias, der rev muren ned; hvis vi skal begrænse os til en forklaring med information som væsentlig variabel, så faldt muren fordi sandheden efterhånden bankede så højt på døren, at man ikke længere var i stand til at ignorere den. Det østtyske pampervælde kunne ikke blive ved med at bilde befolkningen ind, at de havde det forfærdeligt på den anden side af muren, for det passede jo ikke, og det fandt folk efterhånden ud af.

Der er temmeligt mange eksempler at vælge imellem. Pointen, der efterhånden er lidt cliché, er selvfølgelig, at en enevældig hersker som mishandler og myrder løs på sin befolkning ikke kan tåle, at sandheden kommer frem, for så er han ikke enevældig hersker ret længe. Den samme effekt, om end i mindre omfang, gør sig gældende for statsledere i frie samfund – magt og viden hænger tæt sammen, og på mere end en måde. Gelman har ret i, at “facts” ofte opfattes som mere “faktuelle” i deres natur end de i virkeligheden er, men han overser den effekt en større stat i sig selv, pga. institutionelle forhold, vil have på validiteten og tolkningen af facts. En vigtig pointe her er, at jo større staten vokser sig, jo flere ting får politikere og embedsmænd at tage sig af. Denne udvikling betyder at flere og flere ting bliver politiserede. Og det betyder, at facts må vige for ideologi og politik. I 60erne og 70erne kaldte man processen demokratisering. Politisering er et lige så betegnende udtryk.

Man kunne, som nogle venstreorienterede og konsensusdemokrater gør fra tid til anden, indvende at politisk bias er helt generel: Al ideologi får folk til at fordreje facts og misforstå hvordan verden ser ud, så idealet må altid være en uideologisk betragter. Det er ikke staten, men ideologi generelt, der er sandhedens fjende.

Som jeg ser det, findes der ikke nogen uideologisk betragter, den objektive observatør er en illusion. Dette argument har naturligvis intet at gøre med hovedproblemet, bestående i den iboende asymmetri i bias-fordelingen, det er blot medbragt for at gøre op med påståelige puritanerne, som prøver at bilde os ind, at de står helt uden for dette spektrum. Når det er sagt, bør vi selvfølgelig alle, ideologer såvel som pragmatikere, arbejde så hårdt vi kan, for at skære linket mellem er og bør over.

På lige netop det niveau viser det sig dog, at liberalismen har en stor fordel frem for konkurrerende opfattelser: Liberalisme leder til afpolitisering af facts. Ikke-politik er også politik, men på det praktiske og institutionelle plan er der alligevel en verden til forskel.