De har min stoette II

Danmarks Rygerforening indkalder nu til demonstration mod den nye antirygelov, som forbyder rygning på bl.a. restauranter, caféer og værtshuse, hvor der ikke er etableret lukkede rygerlokaler med ventilation.

Tirsdag den 14. august en time før midnat vil demonstranterne forsamle sig på Rådhuspladsen i København

[...]

når klokken har passeret midnat vil demonstranterne synkront tænde cigaretter, piber og cigarer.

Fra 180 grader.

Nogle overvejelser

Mens jeg ledte efter noget ganske andet, faldt jeg over den her post.

Debattøren “Cogito” kalder her i kommentarsektionen (kommentar #15) bl.a. hele bloggingfænomenet for “en amatørkult” (han mener tilsyneladende ikke der er noget amatørkult-agtigt i at debattere på liberators debatforum – nej, lad det ligge…)

Umiddelbart føler jeg mig ikke personligt ramt af Cogitos kritik – jeg er vel netop en af dem, der har noget på hjerte.

Men jeg kan se i hvert fald to problemer. Det ene er dette: Mon ikke de fleste bloggere tænker i lige netop disse baner? Det andet: Udelukker det ene (at jeg har noget på hjerte) det andet (at jeg er at betragte som en del af en “amatørkult”)? Det er formodentligt kun de færreste bloggere, der åbent vil indrømme overfor sig selv, at deres blog er noget værre bras få gider spilde deres tid på. Og selvom en blog har noget fornuftigt at sige, kan det godt være, at det, der siges, ikke er fornuftigt for ret mange (S&D).

Om bloggen er god eller dårlig afhænger selvfølgelig af den relevante referenceramme, og det samme gør de subjektive succeskriterier, men den nuancering ændrer ikke noget fundamentalt. Det skal siges at jeg, som jeg tidligere har gjort opmærksom på, synes det er sjovt at blogge, og så længe det er det, fortsætter jeg. Men når det er sagt ved jeg også, at der før eller senere kommer et tidspunkt, hvor man er nødt til at se på mere objektive succeskriterier i retning af impact o.l.. De tæller også, og jeg har indtryk af, at de er ret vigtige på langt sigt, med henblik på at “holde gryden i kog”. Før eller senere vil spørgsmålet nok begynde at nage: Gør bloggen en forskel?

Det er her bloggen som kommunikationsredskab er problematisk, for det har jeg sandt at sige ingen anelse om.

For at tage et aktuelt eksempel ved jeg, at omkring 20-30 mennesker via google (altså folk der ikke er en del af “amatørkulten”) har set mit bud på, hvad jeg i forskellige posts har ment om Ole Vagn Christensen og hans forsvar for Lenin som den store statsmand. Hvis jeg blot så på det tal, ville svaret på spørgsmålet være et klart ja, selvfølgelig gør bloggen en forskel. De 20-30 mennesker er blevet præsenteret for fakta og oplysninger om, hvor de kan finde ud af mere, de er gjort opmærksom på, hvor mangelfulde OVC’s argumenter er og hvor meget han har misforstået, eller simpelthen ikke vil forstå. De er blevet klogere, de har lært noget af at besøge min blog.

Eller har de?

Det her er som sagt mit største problem med det at blogge – det, at jeg ikke har nogen som helst chance for at vurdere, hvilken, om nogen, indflydelse mine posts har. En anden historie end den ovenstående kunne nemlig også ligge bag de 20-30 hits: Måske har kun 5 af dem, der klikkede på linket, læst posten til ende. Resten smuttede hurtigt tilbage til google-søgningen for at finde en mere neutral reference. Af de 5 var de tre af dem enige med OVC – de havde alle lyst til at sende mig en hatemail, men mente ikke det var besværet værd. Et lidt andet udfald, men ikke et jeg ville kunne udelukke på baggrund af de begrænsede data, jeg har til rådighed via wordpress.

Den usikkerhed vil man ikke som blogger slippe af med, og det er en lidt deprimerende tanke. Responsraten for blogs er notorisk lav, og den er desværre i de fleste sammenhænge bedst at betragte som fuldstændig eksogen.

Man kan selvfølgelig ikke evaluere bloggens effekt uden at internalisere effekten på den loyale referencegruppe eller “amatørkulten”, men her er jeg noget splittet. Her er det ikke et spørgsmål om bloggen gør en forskel, men derimod om den skader mere end den gavner (ud fra et in-group perspektiv). Hvis ikke jeg troede at nettoeffekten var positiv, ville jeg selvfølgelig ikke blogge*, og der er jeg så uenig med Cogito, i og med at mit implicitte medlemsskab af en amatørkult er at betragte som overordnet positivt. Men der er mange effekter involveret, og rationelle agenter tænker på marginen. I stedet for at diskutere med en, der allerede er “overbevist” (“med i kulten”), kunne man for eksempel have brugt tiden på at diskutere med en, der ikke var. På den anden side er blogs for eksempel et godt sted at udvikle og prøve nye ideer af, før de præsenteres andetsteds, og i sig selv er selve formidlingen af ideerne også et væsentligt element, som bidrager positivt (/men også negativt; en ukritisk gruppe-tilgangsvinkel internt i “kulten” vil gøre det lettere for ufrugtbare ideer at sprede sig i miljøet).

Hvis nogen har tænkt sig at bemærke i kommentarerne, at jeg da har et ansvar overfor “amatørkultens” medlemmer, der er blevet vænnet til mine posts, så ved både de og jeg nok godt allerede, hvad jeg vil svare.

*Man kunne teoretisk set godt forestille sig en situation, hvor bloggen ydede et negativt nettobidrag til gruppen/”kulten”, men en positiv effekt for bloggeren personligt, og hvor egoisme overrulede bekymringerne relateret til gruppens velbefindende: Hvis bloggeren havde en lav grad af gruppeloyalitet, ville han eller hun måske godt kunne acceptere en situation, hvor bloggen bidrog negativt til “kultens” tilstand, så længe hans personlige afkast relateret til bloggen var højt nok. Hvis der var asymmetrisk information (resten af gruppen opdager aldrig, at det kollektive bidrag er negativt) ville en sådan situation endog være stabil på langt sigt. Bemærkningen er medtaget for at illustrere, hvor farlige ord som “selvfølgelig”, ligesom mange andre pynteord, er. De skjuler ofte indsnegne antagelser, man ikke har udtrykt klart og tydeligt på forhånd.

Mest taabelige saetning jeg har laest i dag

Der er selvfølgelig rigeligt at tage af fra læserbrevet, men jeg tror den her får rekorden:

“Efter 1903 gik Lenin ind for liberalistisk demokratur – flertallets ret til at undertrykke mindretallet, som det skete med bolsjevikkernes undertrykkelse af mindretallet mensjevikkerne.“

Vi andre plejer at kalde “liberalistisk demokratur” for flertalsdiktatur, men Ole Vagn mener åbenbart at det er nødvendigt at tilføje “liberalistisk” for at få de rigtige skældsord med. Udover at være åndssvag, er sætningen selvfølgelig også på kanten af at være direkte løgn. Bolshevikkerne udgjorde ikke et flertal, heller ikke selvom de kaldte sig bolshevikker – det bolshevikiske styre var et mindretalsdiktatur hele vejen igennem. Et mindretalsdiktatur som, uanset om så Ole Vagn vil være ved det eller ej, mens Lenin var ved magten stod bag organiseret terror, massemord, oprettelse af koncentrationslejre og en af de største sultkatastrofer i nyere tid. Det er simpelthen ikke sandt, at introduktionen af NEP i 21 udgør den hårde skillelinje Ole Vagn vil give indtryk af – Lenin udfasede ikke alle de grimme ting da NEP påbegyndtes, tværtimod. Mere økonomisk frie vilkår blev kombineret med en intensivering, ikke et ophør, af den bolshevikiske repression: I slutningen af 1920 havde Sovjet-Rusland 84 koncentrationslejre – tre år senere, dvs. længe efter introduktionen af den nye økonomiske politik, var tallet 315. Antallet af fanger var steget med 20.000 i perioden (Pipes, A Concise history… s.227)

Den her sætning er i øvrigt også guld værd, den fik i hvert fald mig til at smile: “liberalistisk demokratur bliver aldrig socialdemokratisk politik“

Der er selvfølgelig oligarkiske elementer i systemet, men hvis ikke flertalsdiktatur – det andre kalder velfærdsstaten – er socialdemokratisk politik, så har jeg svært ved at se, hvad er (jeg er ikke hjemme hos mig selv, og kan derfor ikke finde et illustrativt citat i Fonsmark).

Jeg ved godt at Ole Vagn er en lost cause, men hans vrøvl må ikke stå uimodsagt. Derfor de mange posts.

Progressivity

A while ago, Greg Mankiw made a simple point:

I just stumbled upon this rather interesting study (pdf) on the same subject. If you include local taxes and the public spending part as well, the picture looks like this:

The study notes that “overall, households in the bottom quintile receive $8.21 in government spending for every dollar of tax, while households in the third quintile receive $1.30, and households in the top quintile receive $0.41.“

A concise history of the Russian Revolution

I have hinted to the contents of the book a few times, now I’ve finally completed it.

Even if it is just a précis of The Russian Revolution and Russia under the Bolshevik regime, it is a long book, 400+ pages. I liked most of it, a lot of new stuff and only a few things I don’t yet know if I agree with (to the untrained eye they would appear to be nothing but insignificant technicalities; ie. I am not sure if I agree with Pipes evaluation of the impact of Stolypin’s reforms before the Revolution) – however one horrible thing really, really annoyed me: Sources! He pretty much doesn’t tell us anything about his sources in the book, there are only 13 references altogether. I assume they are saved for those who read the two aforementioned books – according to the introduction, they have a combined 1300 pages and 4500 references. But it is still very annoying if you don’t have them at hand and wish to dig a little deeper. I shall have to buy the other two…

If you don’t care about this, then the book is just great. I would say that some knowledge about World War One is an advantage (I have already mentioned where to start – by reading both you get more of “the full picture”), but it is not absolutely necessary.

James Waterton on Global Warming

The samizdatist James Waterton:

Like most who contribute and comment here, l classify myself as a “global warming skeptic”, due to the evangelical, anti-science and frequently absurd rhetoric that typifies global warming activists of all stripes. I am not a complete denialist – I have not written off the theory of anthropogenic global warming entirely. I simply believe there is an awful lot we do not yet know, and it is rash to be making grand predictions about impending weather-related catastrophes, and demanding action based on such flawed predictions. If, however, I was to reconsider my position and embrace the concept of AGW, I would still not champion the Kyoto Protocol or any other effort to reduce carbon dioxide emissions.

The fact is that if AGW is a genuine phenomenon, it is inevitable. There is absolutely no point in the rich world winding back its CO2 output, because China, India and the rest of the developing world will replace any first world CO2 reductions several times over. Despite the occasionally placatory noises about limiting CO2 emissions heard from the likes of the Chinese central government, the fact is that the Chinese, the Indians, the Russians, the Brazilians, nor anyone else from the developing world will ever stymy their nations’ opportunity to develop by hobbling their industrial output via significant CO2 emissions controls. Nor are the leaders of these countries likely to do anything to incur the wrath of their citizens by curtailing their perfectly reasonable aspirations to own motorcars, motorcycles, air conditioners and enjoy the convenience of air travel – all enormous direct or indirect sources of CO2 emissions. If significant CO2 reduction could be achieved with minimal economic and social cost, then perhaps the developing world would cooperate. However, large-scale CO2 reduction is an extremely expensive and socially disruptive exercise, and this reality will persist for several decades.

And it is too late to roll back the clock – too many people in the developing world have tasted the fruits of development, and quite legitimately demand more. Those governing the aspirational billions are far more likely to be influenced by them than An Inconvenient Truth. Global CO2 emissions are going to continue to grow for many years, there is no doubt about it. The “global warmenists”, as the mighty Tim Blair calls them, need to re-evaluate their positions, because what they propose at present is simply an exercise in developed-world wealth destruction on an epic scale.

Basically, I agree with all of the above.

Obesity and choice

A nice anti-PC piece here, discussing a new obesity study and the media response to it. Saletan’s conclusion:

Come on. Everything in the study belies these mealy-mouthed conclusions. To resist a fattening norm, you need willpower. To reverse it, you need to promote responsibility, which implies blame. You almost certainly need stigma. And realistically, to add normal or underweight friends to your circle, you have to relegate others who are overweight. That may be bad for your fat ex-friends, who will lose your friendship as well as your thinness. But it’s fine for you, since you’ll have just as many friends as before.

Maybe it’s not nice to speak these truths. But maybe being nice, when you should be speaking the truth—especially to your friends—is the problem.

I agree with most of what he writes. In short, obesity is not a disease, it is not contagious. Culture matters, but it doesn’t overrule personal choice: The main reason why most people are fat is simply because they eat too much and exercise too little.

However, his conclusion does raise some questions. Does responsibility imply blame and stigma? Should fat people be punished for their behaviour, that is, for being overweight? These are different questions altogether, and I think the answer to these questions is no. Being overweight should not be without consequences, as being overweight has consequences. But people should not be punished for being fat. Granted, Saletan argues solely on an individual level (ditch your fat friends), he does not talk about collective action, but I still think he’s wrong. Fat friends don’t force you to eat that second hamburger. Even if you have a weight-”problem”, you are strong enough to overcome it without ditching your fat friends. Of course you are.

On an institutional level it’s quite easy to argue how the market system is, when it comes to what might be called “fairness”, superior to a socialized system: In a non-socialized healthcare-system you pay a price for being fat, in that price and personal responsibility go hand in hand. In a market driven system, obese people would be required to pay higher insurance premiums to cover the costs related to their obesity. In a socialized system everyone is required to pay for them.

As it is, if you want fewer people to be fat, there’s no denying that punishment, social stigma ect. is a way to achieve this end. But why do so many people think of this end as inherently better than the alternative? Why are so many people, who are in other areas very tolerant, so intolerant when it comes to people who weigh too much?

The “disease angle” is often used when the nanny state wants to create new “victims” that “require” (or “demand”) government “aid”. It can’t be because some people prefer to eat that extra piece of pie, even if it does cost a half an hour of their life in the end – no, it has to be because they are hoodwinked, it has to have something to do with lack of information, it has to be because people don’t know what’s good for themselves.

Health fascists would like everyone to be as healthy as they are, and they don’t think this can be accomplished without government “aid”. These people treat obesity as yet another “disease” that the government needs to take care of, because they perceive most people as small children that cannot and should not be allowed to take choose for themselves and take responsibility for their own actions.

If anything, they are the ones to be pitied.

[partial disclosure; no, I don't weigh "too much"]

Update:

Here’s Russ Roberts’ take on the study.

Poul Erik Andersens klumme

…er at læse her.

På nogle områder var Lenin en stor organisator. At han med et lille, militant mindretal formåede ikke blot at gennemføre et succesfuldt statskup (som nogle forvirrede mennesker kaldte for en “revolution”, et navn som desværre hang ved), men endog formåede at blive ved magten i de efterfølgende år, var i sig selv et udtryk for hans evner. Desværre må det også stå ret klart, at når det kommer til de fleste andre områder, var hans organisatoriske evner, mindre overbevisende, som Poul Andersen også illustrerer.

Et eksempel mere (fra Pipes) på Lenin’s “organisatoriske evner” skal føjes til her: Den 22 oktober 1919, hvor Iudenich’ styrker stod ved Petrograds forstæder, var en af Lenin’s ordrer således at mobilisere: “10 thousand or so of the bourgeoisie, post machine guns in their reir, [have] a few hundred shot and assure a real mass assault on Iudenich.” Saml 10.000, pløk et par hundrede af dem ned, og send resten afsted mod den hvide hær. Skyd dem der vender om. Jep, fremragende ide – lidt ligesom den tyske Volkssturm under slaget om Berlin (hvis man har set Der Untergang, vil man næppe have glemt denne del af krigen). Så sandelig ideer værdige for “en stor organisator”.

Jo mere jeg læser om Lenin, jo mindre bryder jeg mig om ham.

The last Potter-book (no spoilers)

Got it yesterday and now I’ve finished it. So Pipes have had to wait a bit.

I agree on what has been stated here, as well as most of what has been stated here.

On the first part, I don’t necessarily think the book is too long, it’s just that too much unnecessary stuff has been included, that take up valuable space that could have been put to better use. Ockham’s razor and all that…

As to the “economics of magic” part, this has been a source of some annoyance to me throughout the series, even if I liked most of the books. I think the “magic” part of the series is too unstructured, it simply needs a firmer foundation in order to make the story (a little more) credible. Even when specific laws are spelled out, there are many places throughout the books where “the standard laws”, of which we are often not even told before they break down, conveniently enough do not apply. A “laws of magic” compendium would have been nice, but this alone would not solve the problem. As it is, the problem of scarcity and the influence and implications of magic on this very important subject is not convincingly addressed. For instance, how does convertibility between muggle-money and wizard-money work? Just think of the implications if there were no restrictions… Also, why do wizards have to buy cauldrons in a shop, when they can make one themselves with a wave of a wand? Even if it does not last, most of the time it needs only to work for one or two school-lessons at a time, right? There are other problems of course, many of them, like this one: If secrecy is paramount to the magic community, why aren’t students taught how to dress like muggles in school?

One other general problem I have had, though not directly related to the problem above still related to economic concepts, which I incidentally have found was a problem most peculiar, given the general setting, is also this: Is the supply of total spells fixed or not?

It probably is not (we are told that there were wizards a very, very long time ago, but ie. alohomora hardly came about before doors with locks, right?). But then how are new spells invented – Hogwarts-teachers do not seem to use much time (if any) developing new spells, they use most of the time reading old books, as everything seems already to have been written down? If top academics do not spend time developing new spells, who are? The point is, the magic part is supposed to be a flow-variable in order for us to believe in it as it works in the books, but it is at the same time to a very large extent treated as a stock-variable throughout the series.

I’d like it if more economists started writing fiction. That said, even if some parts of the last book are too long and there are obvious problems with the setting, it is all right. Rowling knows how to tell a good story, and on the whole this she does.

Quote of the day

of the foodstuffs consumed in Russian cities in the winter of 1919-20, as measured by their caloric value, the free market furnished between 66 and 80 percent.

From “A concise history of the Russian Revolution”.

Fortael mig hvad du laeser, og jeg skal fortaelle dig, hvem du er…

Et udsnit fra min ønskeseddel:

Kritik af den negative opbyggelighed, Frederik Stjernfeldt og Søren Ulrik Thomsen
Myth of the rational voter, Bryan Caplan
Do androids dream of electric sheep?, Philip K. Dick
Hitler’s Willing Executioners, Daniel Goldhagen
IQ and the Wealth of Nations, Richard Lynn
Taberfabrikken, Ole Birk Olesen
Endless universe: Beyond the big bang, Steinhardt & Turok
Velstandens Kilder, David Gress

Udsnittet fortæller lidt om mig, men næppe meget man ikke allerede ville vide, hvis man har læst med her. Jeg har i øvrigt fået fortalt, at vi generelt i min familie ønsker os ret mange bøger i forhold til så mange andre. Det er nok rigtigt. Lidt udenlandske stats:

One-third of high school graduates never read another book for the rest of their lives [...]
58% of the US adult population never reads another book after high school.
42% of college graduates never read another book.
80% of US families did not buy or read a book last year.
70% of US adults have not been in a bookstore in the last five years.
57% of new books are not read to completion.

Mennesker er så sandelig forskellige. At forestille sig et liv uden bøger…

Besøg i en moderne brilleforretning…

(Nej, jeg er ikke pludselig blevet vred på min optiker, sigtet, om man så må sige, er et lidt andet…)

Ekspedient: Velkommen.

Kunde: Jeg vil gerne klage.

Ekspedient: Ja så, ser man det. Over hvad da?

Kunde: Jeg fik den her regning fra Jer for nyligt. 5000 kroner.

Ekspedient: Aha. Hvad er problemet?

Kunde: Jo, ser du, jeg har aldrig købt noget i Jeres butik. Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor I kræver penge fra mig?

Ekspedient: Har du ikke købt noget i butikken? Så er det da bare med at komme i gang. Jeg må hellere vise dig rundt:

I den her afdeling sælger vi læsebriller, var det noget?

Kunde: Undskyld, jeg forstår ikke?

Ekspedient: Eller hvad med det nye tilbud her; en rigtig fin brille, meget moderne, især god til den stærkt nærsynede, det ligner da lige noget for dig?

Kunde: Hør nu her, jeg kom ikke for at købe købe briller, jeg kom for at klage over en regning…

Ekspedient: Nå, du kom ikke for at købe briller. Hvad så med de her kontaktlinser, de er meget populære for tiden?

Kunde: Nej, jeg har allerede sagt… Vent lidt, hvordan kan det være at der ikke er nogen kasse her i butikken?

Ekspedient: Kasse?

Kunde: Ja, til at betale for varen?

Ekspedient: Åh, det har vi skam ikke brug for.

Kunde: … ikke brug for?

Ekspedient: Nej, for vores varer de er såmænd gratis.

Kunde: Gratis?

Ekspedient: Ja.

Kunde: Hvad mener du – jeg forstår ingenting nu? Jeg fik den her regning på 5000 kroner, hvordan hænger det sammen? Hvorfor sender I mig regninger, hvis jeres varer er gratis?

… hvis de 5000 kroner er for et par kontaktlinser, så er det da ret meget, er det ikke?

Ekspedient: Jeg er bange for jeg ikke helt forstår det med de 5000 kroner, kontaktlinserne er gratis, dem skal du ikke betale for.
Måske kontaktlinser ikke er noget for dig? Hvis du hellere vil have et par af de smarte briller jeg viste dig før, kan vi da godt gå tilbage til den hylde.

Kunde: Prøv lige at høre her: Jeres varer er gratis, men alligevel har I sendt mig en regning? Den kræver I vel jeg betaler, ikke?

Ekspedient: Jo, selvfølgelig.

Kunde: Kunne man så ikke godt opfatte det sådan, at beløbet der står på regningen, er prisen på kontaktlinserne?

Ekspedient: Nej, på ingen måde. Det har du helt misforstået. Regningen, det er ikke for kontaktlinserne. Det er det, du betaler for at få lov til at handle i brillebutikkerne. Alle varerne du kan se på vores hylder, de er skam gratis.

Kunde: Men I kræver alligevel at jeg betaler 5000 kroner for dem, gør I ikke?

Ekspedient: Nej, de 5000 kroner, det er for at handle i butikken, det har jeg allerede sagt. Jeg kan ikke se, hvor du vil hen med det her?

Kunde: 5000 kroner for et par kontaktlinser er da helt vildt. Og hvordan mener I egentlig, at I kan tillade Jer at sende en regning af sted, før jeg har købt noget i Jeres butik?

Ekspedient: Jeg kan ikke se problemet? Om vi sender regningen før eller efter du har købt ind her, det er da lige meget.
Hør nu her, jeg har allerede brugt meget tid på dig. Er du interesseret i at se nærmere på et par briller nu, eller vil du komme igen en anden dag?

Kunde: Jeg har perfekt syn og jeg har ikke brug for briller.

Vent lidt, nu jeg er her – min far har lidt problemer med øjnene. Vi har haft en masse bøvl med at få ham et par gode briller, måske I har en brille eller linse som kan gøre et eller andet for at mildne hans grå stær? Lægen sagde at briller næppe ville hjælpe meget, men nu jeg er her – måske har I et nyt produkt, der kan hjælpe?

Ekspedient: Ah, men den slags gør vi slet ikke i, vi er en moderne virksomhed, og vi forsøger kun at levere de mest populære og efterspurgte mærker. Vi har ikke råd til at udvikle briller til folk som har grå stær, det kan ikke betale sig at udvikle en brille til dem.

Kunde: Hvad mener du med at ”det ikke kan betale sig”? Jeg troede lige du sagde at brillerne var gratis?

Ekspedient: Hør nu her, jeg er ved at være godt træt af dig! Du er tilsyneladende slet ikke er i vores målgruppe, og du er ikke engang kommet for at købe noget, men kun for at brokke dig over vores forretningsmodel.

Du har bare at betale din regning, ellers falder der brænde ned! Kan du så komme ud!

Kan du se pointen, eller skal jeg stave det for dig?

Update på sommerlaesning

Jeg vil genoptage bloggingen de næste dage, fra starten af august holder jeg en pause igen.

Jeg har læst Mises nu, men jeg har ikke lyst til at tale om Human Action, før jeg har nærlæst ham. Jeg ved ærligt talt ikke rigtigt hvad jeg skal sige til det lige nu, og så må man hellere lade være med at sige noget…

Jeg har også fået læst min signerede kopi af Tyler Cowens Creative Destruction, en bog jeg helt glemte at inkludere på min liste over sommerferielæsning (som for mit vedkommende i øvrigt varer indtil september…) andetsteds. Bogen er udmærket, men mindre teoretisk og økonomisk inspireret end jeg havde troet. Det er altid lettere at tilegne sig ny viden, som man kan relatere til viden man allerede har tilegnet sig, så bogen tog længere tid end jeg havde regnet med, fordi genren er helt ny for mig. Hvorom alting er: Bogen er et forsvar for globalisering ud fra et kulturelt perspektiv, og selvom Cowen ikke er libertær, kan jeg erklære mig enig i en hel del af det han skriver. En af bogens væsentligste pointer, det forhold at kulturel homogenisering og -heterogenisering ikke er alternativer, men har det med at følges ad, har jeg i al fald taget til mig.

Jeg modtog for nyligt “A concise history of the Russian Revolution” fra Amazon, og det selvom jeg troede, jeg havde bestilt “The Russian Revolution”… Jeg spurgte sælgeren først om der var tale om en fejl, men efter at have kigget nærmere efter i mails fra amazon kan jeg se, at det bare har været mig, der har været uopmærksom da jeg bestilte værket, så jeg fik kørt en forkert bestilling igennem. Det er for så vidt slet ikke et problem, i og med at denne bog er et sammenkog af “The Russian Revolution” og “Russia under the Bolchevik regime”, og jeg gad ærlig talt ikke til at bytte (heller ikke økonomer er upåvirkede af endowment effects…). Så lige nu læser jeg “A concise history…”, og den er slet ikke dårlig. Bliver nok færdig i morgen eller overmorgen, og så vil jeg skrive lidt mere.

Jeg venter stadig på den sidste Potter-bog, endnu et værk jeg glemte at inkludere på listen…

Dagens citat

Jeg havde egentlig besluttet mig for at lade sommerferie være sommerferie, men så kom jeg til at tænde for tv2-nyhederne. Kommentarer vedr. sommerlæsning og andre fornuftige ting må vente nogen dage endnu, men jeg kunne ikke lade være med at kommentere på den pågældende udsendelse her. Fra udsendelsen kl.19.00:

99.9% af alle muslimer er imod terror, lige så meget som alle andre her i landet.

Det er løst citeret, men så vidt jeg husker er ordlyden korrekt (der må være en version på nettet et eller andet sted, right? Hvis nogen har et link, tilføj endelig i kommentarspalten). Bemærkningen blev indsneget i Ulla Terkelsens kommentar på de lange fængselsstraffe, som flere britiske muslimer i dag har fået for at opfordre til vold og mord under Muhammedkrisen.

99.9%…

På en eller anden måde er det ret paradoksalt, at en af de væsentlige årsager til, at briterne netop har de problemer, de har, skyldes den politiske korrekthed, berøringsangst og manglende erkendelse af problemets omfang, som Ulla Terkelsen på glimrende vis udstiller i sin kommentar.

Og nej, jeg mener ikke at man skal kunne sættes bag lås og slå i et halvt årti eller mere for at opfordre til vold og mord. De pågældende straffe er, i et dansk perspektiv, ekstremt lange, forbrydelsens karakter taget i betragtning. I 2004 var medianstraffen for voldtægt for folk med ren straffeattest 9 måneder. Det tilsvarende tal for vold med døden til følge var 4 år.

Lange straffe som disse, vil proponenterne hævde, vil sende et “signal”. Det kan der næppe være tvivl om. Spørgsmålet er, om det signal er noget værd – og om det er det rigtige signal, de sender: Det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det er morderne og terroristerne som begår udåderne, ikke dem som tilskynder dem til det.

En konkret dødstrussel mod et eller flere specifikke individer skal IMHO være strafbar, og det er formodentligt, for de tres vedkommende i al fald, hvad der er tale om her, selvom det ikke fremgår klart af det jeg har googlet mig frem til. Så hvis sådanne er blevet fremført – det er de helt sikkert for en af de straffedes vedkommende, er en straf (af mindre længde) på sin plads.

At sige “død over vesten” e.l. skal derimod ikke være strafbart, ligesom “racisme” heller ikke skal være det.
Selvfølgelig har det åbne samfund ret til at være intolerant overfor de intolerante. Men ideer forsvinder ikke, bare fordi man forbyder dem, og de vestlige idealer er om nogen stærke nok til at blive konfronteret åbent i en fri og ucensureret debat. Kritik gør stærk. Det er en dans på glasskår, hvor grænsen skal gå. Men når man sender en mand i fængsel i 4 år for “racistiske ytringer”, så er min grænse overskredet.

I de øvrige tilfælde ville jeg have foretrukket udvisning og tab af statsborgerskab, en mulighed der måtte være oplagt, når det kommer til intolerante individer, der åbent giver udtryk for, at de ikke ønsker at leve i et frit, demokratisk samfund, og ønsker at slå dem, der gør, ihjel, og opfordrer andre til at gøre det samme. Ikke fængsel – bare få dem ud af landet. De har intet at gøre i hverken England eller Danmark.

Update:

Fra 180-grader kan jeg læse, at nogle af de ytringer, de blev dømt for, var: “bomb, bomb Danmark” og “Vi vil se deres blod løbe i Bagdads gader”.

A few good sentences

1. From free-exchange:

Becoming an economist while denying the benefits, and beauty, of the overwhelming majority of markets that works, seems rather like becoming a physicist while refusing to believe in gravity.

2. Greg Mankiw on taxes:

[...] for the richest Americans — those in the top 0.01 percent of the distribution — the percentage of income derived from capital fell to 25 percent in 2004 from 70 percent in 1929.

If your image of the typical rich person is someone who collects interest and dividend checks and spends long afternoons relaxing on his yacht, you are decades out of date. The leisure class has been replaced by the working rich.

3. This one (from the comments) made me smile:

Q:Why do universities like mathematicians?
A:Because they’re cheap. They only need pencils, paper and a waste paper basket.

Q:Why do they like sociologists even more?
A: Because they don’t need the waste paper basket.

This is very ugly

Islamic Society of Copenhagen can’t accept the secular laws of Denmark, and therefore they plan to seek support in the Middle East for a fatwa against Jyllands-Posten, if the newspaper is acquitted in a pending civic case, which a number of Muslim organizations has initiated against the paper, and if the European Human Rights Court also makes a decision that goes against the legal demands of the Muslims.

This is tomorrows top story in Jyllands-Posten.

”Until now nobody has had to answer for insulting our prophet. We have no choice but to ask for a fatwa,” says Kasem Ahmad, spokesman for Islamic Society, referring to the publication of the 12 cartoons of Mohammed in Jyllands-Posten September 30, 2005.

[...]

An unveiled threat. Will supporters of secular law meet the challenge?

Well, I will do my best.

The snap is from Flemming Rose’s blog. More (in Danish) here and here.

SU

Hvis jeg skal følge US’ 1. lov, og hvem skulle ellers gøre det hvis ikke mig selv, bør jeg selvfølgelig erklære min principielle støtte til Fortuna’s forslag, som var forbigået min opmærksomhed. Jeg bakker 100% op om en afskaffelse, jo før jo bedre. Uanset hvordan systemet reformeres vil man putte noget andet i stedet, så alternativerne bekymrer mig ikke så meget. SU’en er et symbol på lommepengesamfundet, og den skal væk.

Hvis vi skal tale konkrete løsningsmodeller, er Liberalisternes forslag slet ikke så dårligt.

Why mix faith into this?

Like Don Boudreax, I have no “faith” in free markets. Faith has nothing to do with it: Capitalism and free markets bloody work.

If we are to identify anyone who are religious here, it’s the people that are crazy about more government intervention in trade; they’re the ones ignoring the evidence, not the free-traders.

Quote of the day

In Kentucky, prosecutors offered a plea deal to a man they accused of murder because the statute was too confusing to explain to jurors.

From this article, HT: instapundit.

If jurors, before a trial begins, don’t know the law in question, something is just horribly wrong. Now, if you can’t even explain the law to them…

Is McCain going to withdraw from the presidential primaries?

It doesn’t look too good.

According to intrade’s odd’s, right now he’s almost 10 times more likely to withdraw from the race within the end of the year, than he is to get the nomination.

To support McCain now would look like a very risky investment with low expected returns to me. Even if he would manage to get the nomination, he’d probably just loose to Hillary or Obama.