Ole Vagn vroevler videre…

Det er ved at blive direkte ynkeligt.

Jeg tager pointerne en for en og forsøger så at gendrive dem:

dalevende C.L. Skjoldbo har beskrevet, at Lenin privatiserede landbruget og små næringsdrivende i slutningen af 1921 – hvorfor jeg betragter oprørerne fra kulakkerne på samme måde som det oprør, der er i Irak mod det bestående styre og lig det oprør, som var på fælleden, hvor mine ”forfædre” var datidens kulakker.

a) At sammenligne oprørerne i Irak i dag med bøndernes opstand i Rusland på daværende tidspunkt er vanvid. USA eller den irakiske regering myrder ikke løs på civilbefolkningen som Lenin gjorde, det er tværtimod terroristerne der gør det.
b) I de områder hvor de oprørske bønder havde overgivet sig, lod han som sagt før ved implementeringen af NEP dem beholde nok af deres høst til at overleve – I de områder hvor bønderne stadig gjorde vrøvl, lod han dem dø af sult. Den proces fortsatte længe efter Sjoldbo’s bog blev udgivet. De fleste bønder ejede stadig ikke den jord de dyrkede. Tværtimod – efter Lenin kom til magten blev Stolypins reformer, som var blevet stoppet som følge af krigsudbruddet i 1914, og som over et årti havde resulteret i mange nye privatejede farme, med øget produktivitet, omgjort og erstattet af “sort jorddeling”: Spontan konfiskation af jordejernes ejendom og jord, som i sidste ende ledte til, at mange af de nye individuelt ejede landbrug forsvandt. Konfiskationerne og den sorte deling har i øvrigt i sig selv kostet mange menneskeliv, pga. incitamentsproblemerne som fulgte, som resulterede i relativt dårligere høstudbytter (og dermed mangel på mad). Dem har Lenin også et ansvar for.

Med Agrarkoden af 22. Oktober, som var der Lenin lagde grunden for de næste års landbrugspolitik, blev land erklæret (stadig) tilhørende staten, men der var nu en garanteret arvefølge af brugsretten (så den i praksis blev i familien). Den indeholdt endda lidt af Stolypins ideer. Den havde positive effekter, men var på mange områder blot en fortsættelse af politikken før 1914 – og at kalde den en privatisering af landbruget er mildt sagt problematisk, eftersom loven netop gjorde klart, at jorden stadig tilhørte staten. Og det er lidt svært ikke at have med i betragtningerne, at en af hovedårsagerne til, at Agrarkoden havde positive effekter var, at Lenin havde ladet alting gå helt til rotterne i perioden 18-22. Hvis der ikke havde været nogen oktoberrevolution, og folkene bag februarrevolutionen havde haft fred og ro til at fortsætte reformarbejdet, ville Rusland have set meget anderledes ud. Der var et alternativ til borgerkrig og massemord efter krigen, men det var ikke den vej Lenin ønskede at gå. Læs Leon Nikulin’s kronik i jp, Den Glemte Revolution, d.21/3-07, for mere information om februarrevolutionen og alternativerne til Lenins rædselsregime. Der var nok af dem.

c) Skjoldbo var ikke den eneste dalevende dansker som beskrev situationen i Rusland. Harald Scavenius’ korrespondance er et sted at starte. Det var blandt andet hans fortjeneste, at der kom udenlandsk hjælp til de sultende russere.

Angående oprøret på fælleden vil jeg tro, at der ligger et brev til det daværende politi og militær fra magthaverne om, hvordan de skulle håndtere oprørerne; jeg har ikke læst, om det kostede nogen livet. Det, jeg har læst, er, at lederen af oprørerne blev landsforvist.

Sammenligningen er vanvittig. Hungerkatastrofen alene sfa. Lenins bondedrab kostede lige så mange mennesker livet som der døde jøder i gaskamre under anden verdenskrig. Der er rigeligt med beviser som underbygger at brevenes ordrer blev fulgt, ellers ville de ikke være særligt interessante. Er det ikke også i sig selv en ret vigtig ting at have med, at Lenin beordrede folk i hundredevis dræbt, selv hvis man vil benægte at henrettelserne fandt sted?

Og nej – henrettelserne fandt sted. Pointen er selvfølgelig at ordrerne om at udføre mordene ikke er det eneste man har på skrift. Der foreligger også rapporter om, hvordan udrensningsprocesserne forløb, hvor mange der blev myrdet og deporteret. Det er bl.a. på denne vis man har dannet sig et overblik over terrorens omfang. Med mindre man vil hævde at alle disse, både før og efter-dokumenter, er tankespind, har man en dårlig sag. Kommunismens sorte bog giver i øvrigt et godt eksempel på en før/efter opgørelse på side 121.

At jeg skulle være leninist, fordi jeg ikke kan tilslutte mig det liberalistiske synspunkt om at skrive historien om Lenin om, kan jeg afvise.

En af de folk som mener du tager fejl, når du siger at det er at forsøge at skrive historien om at holde Lenin ansvarlig for det han foretog sig, er Erik Kulavig. Kulavig er ikke liberalist, han er forsker. Og når han hævder, at konsensus på området i dag er, at Lenin var en massemorder, så er det altså dig Ole Vagn som står med bevisbyrden, hvis du vil sandsynliggøre, at Kulavig tager fejl eller lyver. Kulavig har forsket på området og må formodes at vide mere om det end du gør. Jeg må hellere tilføje, at bare fordi der, når når det kommer til et givet historisk emne, er en bred konsensus og dermed en “officiel historie”, gør selvfølgelig ikke denne historie sand. Men Ole Vagns påstand er ikke, at Lenin var god. Ole Vagns påstand er, at Lenin var god, og at der er generel konsensus på området om, at dette udsagn er korrekt. Det har han bare ikke belæg for at sige, for det er simpelthen ikke rigtigt.

Jeg ved udmærket, hvad Lenin gjorde ved det russiske socialdemokrati, hvor bolsjevikkerne tog magten og gennemførte proletariatets diktatur.

Dette er ikke mit grundlag; mit grundlag er det socialdemokratiske, det grundlag, som skabte det sociale demokrati med en humanistisk holdning, hvilket førte til oprettelsen af det socialdemokratiske velfærdssamfund; derfor bliver jeg aldrig leninist.

Måske tager jeg fejl, jeg er doven og gider ikke til at kigge dem alle igennem, men jeg mener ikke nogen af læserbrevsskribenterne kalder Ole Vagn leninist. Når det er sagt; hvis man forsvarer en kommunistisk massemorder er jeg sandt at sige ret ligeglad med, hvad man kalder sig selv.

Men er det ikke lidt tidstypisk, at når ikke man kan lide at blive modsagt, så kan man altid stemple et menneske og forlange ham udrenset.

Måske. Du mener lidt ligesom når du stempler Kulavig og alle andre som er uenige med dig som liberalister?

Jeg kan fortsat ikke forstå, hvad der var Lenins mening med privatiseringen af landbruget og små næringsdrivende i 1921, en handling, som jeg kan forstå, at også Jørgen Grimstrup anerkender som Lenins, hvis Lenin i virkeligheden, som Stalin gjorde efter 1927, ville have dem udryddet.

Du vrøvler videre med din privatisering. Lad mig fortælle dig hvad Lenin ville: Lenin ville ligesom alle andre diktatorer beholde magten på egne hænder. Det kunne han kun hvis han ikke havde alle bønderne imod sig – Rusland var et bondesamfund dengang. Derfor stoppede han efterhånden med at myrde løs på dem, så han kunne konsolidere sin magt og løse problemet senere hen. Det giver god mening; hvis jeg var en gal kommunistisk diktator ville jeg nok have gjort det samme. Rusland havde været i krig i syv år, og det var ved at sætte sine spor. Det var nok at foretrække at nøjes med at myrde dem, der gjorde aktiv modstand – det, må vi jo ikke glemme, fortsatte han med indtil ind i 23 – fremfor at tage alle på en gang. At der blandt dem som efter Lenins opfattelse stadig gjorde aktiv modstand så også var spædbørn og gamle tandløse pensionister, er en anden sag.

Der mangler logik, ligesom der mangler logik i, at brevet af 1922 kan bruges til andet end at bekæmpe oprørere med.

Pointen er, at de fleste af disse oprørere var almindelige bønder, som var trætte af at en diktator stjal deres mad, dikterede hvordan de skulle drive landbrug, og generelt myrdede løs til højre og venstre.

Jeg har svært ved at se andet, end at de liberalistiske debattører går oprørernes ærinde for at nedgøre Lenins gerning med at få det russiske rige samlet og få gang i en nedslidt industri og landbrugsproduktion og give arbejderne mad på bordet, efter at de var blevet forarmet af krigen og borgerkrigen.

Det er trættende at gentage sig selv, men det er åbenbart nødvendigt: Bønderne manglede mad på bordet fordi Lenin stjal det fra dem og gav det til sine soldater og bolchevikiske venner i byerne. Borgerkrigen var Lenins kamp mod alle dem, der ikke brød sig om at have en kommunistisk diktator bag roret. Den kunne han have stoppet længe før, det stod ham frit for.
Og i øvrigt: “Få det russiske rige samlet og få gang i en nedslidt industri”. Du mener ligesom Mao samlede Kina og fik gang i en nedslidt industri? Der er ikke noget problem med store spring fremad, så længe intentionerne er i orden?

Jeg har forståelse for, at Kravtjenkos benævner, at Stalins regime var et kommunistisk rædselsregime. For det kender jeg ingen, som ikke mener, og havde jeg været i hans sted, ville jeg være flygtet, da regimet udviklede sig til et rædselsregime, særligt efter 1927 med offentlige processer for at udrydde modstandere.

Pointen er, at der er tonsvis af beviser for, at regimet ikke “udviklede sig” til et rædselsregime. Det var det hele vejen igennem, nærmest fra dag 1. Tjeka’en blev oprettet allerede 20. december 1917.

Men at det skulle kunne bruges til at skrive historien om Lenin om, kan jeg ikke finde belæg for i hidtidige argumenter.

Det er dig der forsøger at skrive historien om. Stop med det, det er både trættende og ynkeligt.

Som et lille postscript kan nævnes, at Kulavig også siger fra i dag.
Det samme gør Poul Erik Andersen.