Min foerste reaktion…

Søvnløshed er en bitch, men når jeg nu alligevel er oppe, kan jeg lige så godt foretage mig noget fornuftigt. RUC-professor Morten Ebbe Juul Nielsen har skrevet et gæsteindlæg ovre på professorvældet, som jeg formoder vil starte en længere debat, og som bl.a. derfor fortjener et link og en kommentar. Jeg kommer til at tænke lidt videre over det, før jeg poster et svar derovre, hvis jeg gør, og dette er også blot en indledende kommentar. Det skal siges før jeg går videre, at jeg hader tekster, hvor der ikke er nogle pointer som relativt simpelt kan opstilles på punktform, og MEJN’s indlæg lader til at være en af dem: Mit indlæg er formodentligt farvet, nu er i advaret.

Der er givetvis mere bag indlægget end jeg umiddelbart bilder mig ind, hvilket er en af grundene til at jeg vil vente med at kommentere derovre. En anden væsentlig grund er, at jeg generelt i den kommende tid vil søge at begrænse antallet af eksterne kommentarer. Når jeg leverer noget vrøvl på dette site falder det kun tilbage på mig selv; når jeg leverer noget vrøvl andetsteds taler vi pludselig eksternaliteter, og med det antal fanatiske Pigouvianere der løber rundt derude, er det noget af en risiko at løbe. Dårlige og uigennemtænkte kommentarer på weblogs kan blive den nye rygning, hvem ved? Derudover er det naturligvis også meget personligt utilfredsstillende at indse alt for sent, at man har leveret en særdeles uigennemtænkt kommentar som den jeg omtaler her, som i øvrigt vil blive stående uændret i al evighed (endnu en af mange grunde til, at jeg skriver under pseudonym) – hvis jeg leverer noget vrøvl her på bloggen, står det mig trods alt frit for efterfølgende at bruge den vidunderlige delete-button…

Det var en afstikker, tilbage til gæsteindlægget. Jeg vil kun berøre en lille del af indlægget, og umiddelbart er mine første tanker relateret til ideen om velfærdsliberalismen, et begreb MEJN introducerer i posten. Jeg bryder mig ikke om det begreb. Det gør jeg ikke fordi begrebet tilsyneladende er en åben mængde, der ikke er passende defineret. MEJNs afgrænsning af begrebet er yderst mangelfuld: Han definerer “velfærdsliberalismen” ud fra, hvad den ikke er, og hvem der ikke er med, frem for hvad den står for og hvem der er med, eller rettere, hvad man skal mene for at være med. Velfærdsliberalismen er ikke venstreliberal egalitarisme (hvorfor fortjener denne størrelse i øvrigt betegnelsen liberal? Nej, spørgsmålet er ikke retorisk, jeg vil have et svar), og den er ikke “højreliberal”. Men hvad er den så?

Argumentet for introduktionen af velfærdsliberalismen er på sin vis analog til mange socialdemokraters standardargument (de logiske nuancer og spidsfindigheder aside): Minimalstaten duer ikke, kommunisme duer ikke – og socialdemokratisme er en tredje vej, det er det eneste der duer, for vi er midt imellem. Fortegnet ganske vist, men det er stadig sådan jeg læser denne del af MEJN’s indlæg.

Jeg må hellere være lidt mere konkret. MEJN skriver:

Da såvel selvejerskabstesen som ideen om de negative rettigheders forrang er tvivlsomme, står den højreliberale med et begrundelsesproblem. Det kan også udtrykkes mere konkret: hvis friheden (som den højreliberale ser udtrykt i og grundlagt ved selvejerskabstesen og de negative rettigheders forrang) er noget vi skal tage alvorligt, er det noget vi må tage alvorligt for alle, medmindre man vil antage bizarre Nietzscheanske overmennesketeorier eller fx kristne prædestinationsteorier (”Hvis fattigdom ikke var retfærdigt, ville Gud ikke have skabt så mange af dem”.) Men da en entydig fokus på selvejerskab, ejendomsrettigheder og negative rettigheder er forenelig med, at friheden – den reelle, konkrete og for personer betydningsfulde frihed – kommer til at sidde på ganske få hænder, medens masserne har ”friheden til at dø af sult under Paris’ broer”, så tager den højreliberale – ligesom den venstreliberale egalitarist – ikke friheden alvorligt nok.

Dette leder naturligvis til en tredje position, nemlig hvad jeg vil kalde velfærdsliberalismen. Det er svært at finde den helt rigtige etiket, da selve ordet ”velfærd” i en politisk kontekst får mange ellers udmærkede mennesker til at krympe sig. Pointen i ”velfærd” her er ikke at indikere noget i retning af den socialdemokratiske model. Den er, at indikere, at personers interesser og velfærd er det centrale i en plausibel og robust politisk moralitet. Som velfærdsliberalisme må teorien så endvidere hævde, at den personlige frihed er en central komponent.

Nu er vi lidt tættere på svaret på, hvad velfærdsliberalismen er. Eller er vi? To ting:

1) Når han nu ved hvor betændt begrebet velfærd er, kan jeg ikke lade være med at undre mig over, at han, i og med at han ikke ønsker at associere velfærdsliberalisme med socialdemokratisme, ikke mere metodisk definerer begrebet velfærd som han anvender det. Hvad er velfærd? Pointen i velfærd er, kan jeg forstå, at indikere “at personers interesser og velfærd er det centrale i en plausibel og robust politisk moralitet”. Men det svarer ikke på, hvad velfærd er. “Robust politisk moralitet” – det lyder godt, næsten ligesom “sammenhængskraft”. Men hvad har det med liberalisme at gøre?

2) Afgrænsningsproblemet er ligeså tydelig i anden halvdel af begrebet. Hvor central en komponent er den personlige frihed? Og er det den positive frihed eller den negative, eller er det måske begge dele? Han taler senere om “faktisk” frihed, som formodentligt adskiller sig fra “teoretisk frihed”. Jeg har indtryk af, at det er den negative frihed, der er teoretisk, men jeg forstår stadig ikke helt hvorfor (igen, spørgsmålet er ikke retorisk, jeg vil have lov til at spørge dumt, og jeg vil have et svar. Er der intet “faktisk” i den frihed som består i, at bevæbnede mænd ikke kommer til dit hus og berøver dig en stor del af din indkomst fra tid til anden? At du ikke kan smides i fængsel for at sige din mening?)?

MEJN uddyber efterfølgende den Millske (eller er det i virkeligheden den Nielsen’ske?) vision:

Men, uanset hvor suverænt vi Millianere må synes dette projekt er, kan det som et liberalt projekt ikke lukke sig om sig selv og tilsidesætte alle andre (liberale) positioner. Den liberale familie har både venstreegalitære og højrelibertære tendenser når det drejer sig om den økonomiske politik og det personlige ansvar. Den rummer både statsskeptikere og statsentusiaster, kulturprogressive og kulturkonservative elementer.

Millianere eller perfektionistiske velfærdsliberale mener blot – ganske ubeskedent – at sidde inde med den bedste fortolkning af liberalismen som en teori om det politiske (om staten, om dens rolle, om vores forpligtelser og rettigheder osv., det vil sige, en teori om politisk moralitet) der sikrer frihed og velfærd, hvilket må være pointen i enhver teori, der både er plausibel og liberal.

Men, ingen kan tage patent på begrebet ”liberal”, og det vil være helt i modstrid med teoriens egen ånd at gøre det. Derfor er der plads til alle i familien.

Nu er der igen plads til alle i familien. Før var der ikke plads til VE’ere og ortodokse højreliberale, det var trods alt dem der ikke var velfærdsliberalisterne – det var derfor, vi introducerede begrebet, ikke, fordi de ikke duede? Jeg er forvirret, afgrænsningsproblemet vokser, gør det ikke? Et liberalt projekt med plads til statsentusiaster?

Mange spørgsmål. Få svar.