Lidt mere om rygning og principper

Denne bemærkning fik mig til at studse lidt:

Personligt er jeg også glad for rygeforbudet, da jeg hader røg, så jeg har ikke tænkt mig at løfte en finger.

Her. Ikke fordi sætningen er mærkværdig, usammenhængende eller lignende. Men fordi afsenderen i samme afsnit kalder rygeforbuddet for et udtryk for flertalsfascisme.

Her er situationen: 1) Whiteberg bryder sig ikke om rygeforbuddet af principielle årsager. 2) Men fordi rygeforbuddet gavner Whiteberg på det personlige plan, har han ikke tænkt sig at sætte himmel og jord i bevægelse for at få loven afskaffet igen.

Det er ikke en sjælden situation at være placeret i i Danmark som liberal. Altså en situation hvor man af principielle årsager ikke bryder sig om en bestemt lov, men hvor loven på samme tid gavner en personligt, eksempelvis økonomisk. Jeg har tænkt lidt over det, og her er mit generelle råd, når man befinder sig i en sådan situation:

Dit politiske engagement, når det kommer til at modarbejde lovgivning du principielt ikke bryder dig om, bør være direkte proportional med omkostningerne forbundet med at sige fra.

Kald det US’ (1. – jeg ved ikke om der kommer flere) lov.

Med andre ord: Jo mere det koster dig at sige fra, jo vigtigere er det, at du gør det. Jeg vil gerne indrømme at jeg ikke har brugt lang tid på den konkrete formulering af loven, så hvis dens pointe kan udtrykkes bedre eller mere præcist, er andre bud bestemt velkomne i kommentarsektionen. Argumentet er utvivlsomt bedre præsenteret og behandlet i et eller andet obskurt liberalistisk filosofisk værk jeg ikke har læst, men indtil videre må min argumentation altså række.

Jeg må hellere gøre det helt klart før jeg går videre, at Lars siger fra. Ingen tvivl om det. Mit problem er, at han er lidt lunken i det. Hvilket argument er det mest overbevisende:
a) Jeg vil ikke have at man forbyder rygning, fordi jeg holder af at ryge og det skal staten ikke blande sig i.
Eller:
b) Jeg vil ikke have at man forbyder rygning, fordi det er et indgreb i den personlige frihed som jeg ikke kan acceptere. Jeg ryger ikke selv, og et forbud vil derfor gavne mig personligt, men jeg vil alligevel ikke finde mig i at staten overtrumfer individets ret til selv at vælge om de ønsker at ryge eller ikke ryge (på offentlige steder – men her er der også problemer med rygeloven, som jeg har bemærket andetsteds.).

b) er et langt stærkere signal at sende end a) – og derfor er det pokkers vigtigt, at der er nogen til at fremføre den del af argumentet imod regulering. Jeg bør i samme åndedrag tilføje, at jeg ikke ryger selv og aldrig har gjort det; noget jeg måske i retrospekt burde have gjort mere for at fremhæve i tidligere debatter jeg har deltaget i.

Det system en sådan politisk beslutningsregel vil resultere i, ifald den blev efterlevet, har vi faktisk allerede et ret godt billede af. Overvej hvem der forsvarer hvem når ytringsfriheden er truet. Tænk over det i ti sekunder, før du går videre i teksten.

Der er intet interessant i at forsvare Helle Thornings ytringsfrihed i Danmark i dag. Den er ikke truet. Truslen er altid mod de marginale grupper, hvor ens personlige følelser mildt sagt er blandede. Tag Glistrup, eller Abu Laban. Eller for at tage et udenlandsk eksempel: David Irving. Jeg bryder mig overhovedet ikke om det de siger, jeg nærer en personlig afsky for dem som mennesker – men det er i disse grænsetilfælde, at det er allervigtigst at slå fast, at ytringsfrihed er for alle. Det har de fleste danskere forstået. Og det er faktisk netop derfor Thornings ytringsfrihed er sikret, fordi princippet er hævet over personen og de konkrete omstændigheder. Folk siger ikke fra selvom det har omkostninger, selvom de ikke bryder sig om det de giver folk på grænsen lov til at sige – de siger fra fordi det har omkostninger. De ved at omkostningerne betyder noget. De har indset at frihed koster. At frihed ALDRIG er gratis. Og at det kun er den frihed, der virkelig koster noget, som er værd at kæmpe for.

Mange vil nok indvende: “Jeg har ikke råd til at følge loven. Hvis politikerne tager min argumentation alvorligt og fjerner alle de positive særordninger for mig, men bevarer dem for alle andre, så vil jeg være langt dårligere stillet end jeg er nu.” Der er en vis sandhed i indvendingen. Men US’ 1. lov er alligevel et godt personligt udgangspunkt. Jo flere der efterlever den, jo vanskeligere vil det være for staten at ekspandere.

Mit modspørgsmål til de tvivlsomme vil være dette: Du siger du ikke har råd til at følge loven. Har du råd til at lade være?

(Ja, hvorfor ikke nu jeg er i gang: I øvrigt mener jeg statslig SU skal afskaffes, og at man selv skal finansiere sin videregående uddannelse. Ikke at det burde komme som en overraskelse…)