Kritikken af Ole Vagn Christensen fortsaetter

Heldigvis da. Arzrounis dokument er et telegram til eksekutivkomiteen i sovjetten i Penza, og er ikke et enestående dokument.

Et lignende telegram blev af Lenin sendt til eksekutivkomiteen i sovjetten i Nizjnij-Novgorod (Kommunismens sorte bog, s.89-90):

“Det er indlysende, at hvidgardisterne er i færd med at forberede en opstand i Nizjnij-Novgorod. Der skal øjeblikkeligt nedsættes en diktatorisk ‘trojka’ (bestående af Dem selv, Markin og en tredje person), der skal på stedet udløses masseterror, alle de hundredevis af prostituerede, der får soldaterne til at drikke, skal henrettes eller deporteres, også alle de tidligere officerer osv. Der er ikke et sekund at spilde [...] Der skal handles beslutsomt: massive husundersøgelser og kropsvisitationer. De, der bærer våben, henrettes. Massive deportationer af mensjevikker og andre mistænkelige individer.

I forbindelse med udrensningen i Sjuja sendte Lenin et brev d. 19. marts 1922 til medlemmerne af Politbureauet, hvor følgende afsnit må siges at være “relevante” for diskussionen (ibid.147-148):

“[...] Således er jeg nået til den kategoriske konklusion, at tiden er inde til at knuse den sorte reaktions præsteskab på den mest resolutte og nådesløse måde, med så stor brutalitet, at de ikke vil glemme det i de næste mange årtier. [...] Jo flere repræsentanter for det reaktionære præsteskab og det reaktionære bourgeoisi, der bliver skudt, desto mere fordelagtigt vil det være for os. [...]“

Ifølge Ole Vagn havde Lenin ikke noget imod kulakker. Så vil indholdet af følgende tale nok overraske ham lidt (fra BJ, Gulag og Glemsel, s.68, som kilde refererer han Pipes, Communism, s.48):

“Kulakken afskyr sindssygt sovjetmagten og er rede til at kvæle, at skære hundredetusinder af arbejdere i strimler [...] Enten vil kulakken opskære et endeløst antal arbejdere, eller også vil arbejderne slå det tyvagtige mindretals oprør mod arbejdernes magt ned [...] Kulakkerne er de mest dyriske, de mest brutale, de mest vilde udbyttere [...] Disse blodsugere er blevet rige under krigen på folkets bekostning [...] Disse vampyrer har taget og fortsætter med at tage godsejernes jord, og de gør de fattige bønder til slaver. Til nådesløs kamp mod disse kulakker. Død over dem!”

Hvem holdt talen? Lenin.

Og jeg har end ikke nævnt kz-lejrene endnu. I 1922 var der iflg. officielle kilder omkring 200 af dem, med 85.000 fanger (ibid. s.68). 7 var oprettet i Tambov-regionen.

Ole Vagn Christensen har en meget dårlig sag. Måske var det på tide han kom videre? Han er mindst 20 år bagefter begivenhedernes gang.

Socialdemokraterne var meget hurtigt ude med kritik af Morten Messerschmidt for en tid siden. Er Ole Vagn Christensens knæfald for en anden massemorderisk diktator så meget anderledes? Ville Messerschmidt kunne slippe afsted med at fordømme Hitler, men i samme åndedrag forsvare Mussolini*?

Næppe. Tavsheden fra Socialdemokraternes top tyder på, at partiet ikke har flyttet sig ret meget siden 80′erne. Apologien, den selvvalgte uvidenhed og de dobbelte standarder hersker stadig.

…

*Nej, det er ikke nogen god analogi, især fordi det er direkte usmageligt at sammenligne Mussolini med Lenin – sidstnævnte var langt værre, både når det kommer til omfanget af repressionen, og – især – antallet af ofre. Det er ikke et forsvar for Mussolini, blot en konstatering. Selvom analogien er dårlig må pointen med den dog alligevel være klar for de fleste.

Update:

Efter at have læst posten igen ser jeg at Messerschmidt-analogien kan misforstås, og at den er noget upræcis. Ole Vagns knæfald er selvfølgelig anderledes: Der er en verden til forskel. De to begivenheder er slet ikke sammenlignelige; det ville de kun være, hvis der var kød på Messerschmidt-historien. Det er der bare ikke. Messerschmidt hyldede ikke nazismen, han sang ikke nazisange, han var blot fuld og uheldig, at der på det tidspunkt var sladderjournalister i nærheden, som tilsyneladende ikke skyede nogen midler for at få en forsideartikel. Socialdemokraterne klarede i øvrigt heller ikke den begivenhed særligt godt, med Torben Lunds vedvarende insisteren på at der var foregået noget grimt, længe efter at slaget var tabt. Ole Vagns forsvar for Lenin er således langt mere ulækker end Messerschmidts tåbeligheder som primært skyldtes for meget alkohol. At der kunne komme så meget blæst omkring Messerschmidt, og at socialdemokraterne og Torben Lund i høj grad var med til at kaste brænde på bålet, selvom der ikke var fugls føde på historien, understreger dog naturligvis blot pointen om de dobbelte standarder hos S.