An interesting observation

This had not crossed my mind.

David Friedman notes:

A recent post on FuturePundit cites some interesting calculations by CalTech professor Dave Rutledge. Using the estimation approach on which current, widespread concerns about running out of petroleum are based, he finds that the IPCC global warming calculations overestimate future hydrocarbon burning by a factor of at least three or four–because the hydrocarbons are not there to be burned.

We have here two different arguments leading to the same conclusion and believed, on the whole, by the same people. One argument is that we are running out of hydrocarbons and should therefore reduce our use of hydrocarbons, reduce energy consumption and switch to alternative energy sources. The other argument is that we are, by burning hydrocarbons, increasing the amount of CO2 in the air and warming the planet, and we should therefore reduce our use of hydrocarbons, reduce energy consumption, and switch to alternative energy sources.

Both arguments claim, with some justification, to be based on scientific calculations. Both are, on the whole, believed by the same people. But, if Rutledge is right, the two sets of calculations are inconsistent with each other. Nobody who believes one ought to believe the other.

Which may reflect the fact that, once you know what conclusion you want to reach, there is always some way of getting there.

Quote of the day

If Michael (Moore) thinks healthcare is expensive now, just wait until it’s free

You gotta love P. J. O’Rourke!

From this reason-article.

HT: Samizdata.

Elitarisme

Er man elitær hvis man er uenig med flertallet?

Tilsyneladende…

Det er i hvert fald en af de “argumenter”, jeg ofte får smidt i hovedet når jeg debatterer politik med ikke-meningsfæller i forskellige sammenhænge. Det er meget trættende at debattere på det niveau, så jeg gør det ikke så tit, men nu og da sker det alligevel. Det jeg ud fra generaliseringer og personlig erfaring efterhånden har konkluderet, er at de fleste mennesker ikke læser blogs, og i øvrigt også sandt at sige meget sjældent har noget, der bare ligner et sammenhængende politisk idesæt. En anden ubehagelig konklusion jeg har måttet drage, er at der i øvrigt er meget lidt jeg kan sige, som på nogen måde vil ændre på dette faktum.

Førnævnte ide, eller “argument” om man vil, er ikke altid udtrykt direkte, men ofte skinner tanken alligevel tydeligt igennem. Nogle gange er det meget tydeligt præsenteret. Et fortegnet eksempel:

Hvis du ikke mener det samme som os andre, så kan det jo kun være fordi, du tror du ved bedre end alle andre, ikke? Det er da elitarisme af værste skuffe. Føj for pokker! Mener du også vi skal have diktatur så?”

Man er med andre ord antidemokrat, hvis man ikke er enig med flertallet. Nej, det er ikke en spøg, jeg er faktisk mere end en gang blevet præsenteret for et argument af denne type.

Argumentet er selvfølgelig forvrøvlet. Pointen med liberale demokratier er netop, at der er plads til mindretallene, dem som ikke mener det samme som alle andre – at der, som Venstre en overgang formulerede det, er frihed til forskellighed. Man kan godt kalde dem, som mener noget andet end flertallet, for elitære. Man kunne også kalde dem ultra-(indsæt selv skældsord efter eget ønske her). Men det er bare etiketter uden indhold. En liberalist bliver ikke elitær, fordi han mener noget andet end flertallet. De fleste liberalister er netop decideret antielitære, fordi de ikke mener _den politiske elite_ skal bestemme over deres, og andres, liv.

Der er intet elitært i at mene noget andet end flertallet, det er ganske naturligt, og det er noget de fleste mennesker gør på en hel del områder.

Argumenter skal dømmes på deres egne meritter. At mange mener det samme gør ikke noget mere sandt eller rigtigt, på det objektive plan. Jorden var ikke universets centrum før Copernicus. Velfærdsstaten bliver ikke en god ide, bare fordi den er populær blandt flertallet. Flertallet kan godt tage fejl.

Hvis det er elitært at tænke sådan, så er jeg elitær.

“Fair trade” revisited

The Fair Trade experiences of Costa Rica and Guatemala leave several lessons for producers, buyers, and consumers to consider:

i) A one-size-fits-all organizational structure, as imposed by Fair Trade rules, discourages competition in the global coffee market.

ii) The rules of Fair Trade, at least in the coffee industry, do nothing to address the situation of the industry’s poorest segment.

iii) Fair Trade may encourage the employment of scarce resources in high-cost, low-quality growing areas that could find better uses than coffee production, thereby limiting the long-term success of the individuals it is attempting to help.

iv) Only a small portion, if any, of the price increase goes directly to poor farmers.

v) Artificially raising the prices for coffee can lead to many unintended consequences, such as creating an incentive to increase supply, which would lead to even lower payments to farmers in the future.

Fair Trade coffee should be commended in so far as it is analogous to the efforts of voluntary private charity. However, if the desired goal is to alleviate poverty, Fair Trade is perhaps not the best way to achieve that goal in the long run. Indeed, it is unclear whether Fair Trade eventually leads to improving the lives of those it intends to help.

From a new mercatus-publication (pdf). HT: Overcomingbias.

Lidt mere om terror

Som lovet.

Der er tale om en kombination af 1 og 2, til dem som skulle være i tvivl.

i) Allerførst det selvfølgelige: Frihandel er godt, og det er altid bedre end alternativet. Men frihandel er ikke noget mirakelmiddel der hurtigt løser alle problemer.

Sandheden er, at der i Mellemøsten produceres meget lidt som vi gider betale for, udover det sorte guld de hiver op af jorden. Det vil ikke ændre sig foreløbigt, og forklaringen er den sædvanlige: Incitamenter. Så længe man bare kan hive penge op af jorden uden besvær, gider man altså ikke det hårde arbejde og den risiko, der er forbundet med at udvikle og producere produkter og services der skal være salgbare på et globalt marked i rivende udvikling. De fleste af landene har haft mere end et halvt århundrede til at opstille og videreudvikle de institutionelle barrierer, den politiske mismanagement, osv. som gør, at de for tiden ikke ligger i toppen på ret mange områder i de internationale statistikker, når der ses bort fra fødselsfrekvenser og terrordræbte. ”Kultur” og religion har betydeligt flere år på bagen.

Situationen ændrer sig kort sagt ikke over en formiddag, og det er også optimisterne naturligvis klar over. Disse ting er ikke et argument for at opportunity costs ikke vil vokse i kraft af større samhandel mellem terrorstater og vestlige demokratier, men de er et argument for, at de næppe vil vokse så meget eller så hurtigt, som nogle måske går og håber.

ii) Relateret til ovenstående kunne man stille spørgsmålet: Hvem har skylden for, at Mellemøsten og Vesten ikke handler mere med hinanden? Det er et ret centralt spørgsmål, hvis man mener samhandel vil mindske risikoen for krig og terror, for det har stor betydning for, hvor og hvordan man skal sætte ind for at ændre på status quo. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg placerer hovedansvaret hos førstnævnte, ikke kun pga. årsagerne nævnt i i).

De stater som meget direkte er involveret i terror, såsom Iran, lader generelt set ikke til at være særligt interesseret i at handle med os. Jeg tror ikke det er vores tilbageholdenhed og mangel på (økonomisk) imødekommenhed der er problemet, når det kommer til disse (slyngel)stater. Hvis de ønsker at handle mere med os, er nationale boykots, som dem vi tidligere har set i forbindelse med publiceringen af nogle vittighedstegninger, i al fald en sjov måde at vise det på. At sige at vi unilateralt kan forbedre situationen og mindske risikoen for terror meget, ved at give disse stater mere favorable handelsvilkår, er dels at overvurdere effekten af mere samhandel (jf. i) ), dels at vende tingene på hovedet og tillægge vore egne dispositioner alt for stor vægt – det er igen et udtryk for det skyldkompleks, så mange af os render rundt med.

iii) Jeg køber ikke historien om, at frihandel er ”civiliserende”. Det kommr i al fald stærkt an på, hvad man mener med begrebet. En af Huntington’s væsentlige pointer i Clash…, er at de fleste ikke-vestlige lande bliver på samme tid mere moderne og mindre vestligt indstillede over tid. Det vi generelt ser, er (materiel) modernisering kombineret med en kulturel repositionering som i sin natur er decideret anti-vestligt inspireret. Ungdommen vil gerne have mobiltelefoner og iPods – men de unge er samtidig endnu mere religiøse end deres forældre, og endnu mere opsatte på at identificere kulturelle særtræk, som adskiller dem fra os. Den om man så må sige “civilisatoriske komponent” relateret til identitetsopfattelsen har været voksende i betydning over tid, og denne tendens vil formodentligt fortsætte, frihandel eller ej. Huntingtons argument er at tendensen korrelerer med globaliseringsgraden (jo mere globalisering, jo mere repositionering), men denne effekt står selvfølgelig ikke alene.

Kombinationen af (materiel) modernisering og kulturel repositionering gør i sig selv, at den økonomiske udvikling også kan virke i modsat retning af terrorprævention: Øget religiøsitet i de nye generationer øger eksempelvis i sig selv antallet af potentielle islamistiske jihadister. Upåagtet makroeffekterne af velstandsstigninger mv. er det ligeledes værd at bemærke, at wealth-effekten, forårsaget af øget samhandel, på mikroniveau med en vis sandsynlighed (læs: for nogle grupper) kan vise sig at være negativ, ikke positiv. En fattig islamist har råd til en økse, en rig islamist har råd til en bombe.

iv) Jeg bryder mig, når det så er sagt, ikke meget om antagelsen om, at udenlandske aktører vil være stærkt involveret i en terroraktion på dansk jord. Hvis det ikke er udenlandske terrorister, men derimod en selvstændig, relativt autonom dansk terrorcelle som begår udåden, såsom den PET fik optrevlet for nyligt, er betragtningerne om de internationale effekter af friere handel og deres effekter på terrortruslen mere eller mindre ligegyldige. Så har de kun relevans når det kommer til krigsscenarier.

v) Selv hvis vi antager at terrorhandlingen vil blive begået af jordanske islamister, og vi samtidig erkender (hvad vi bør) at mere samhandel mellem to lande generelt set mindsker risikoen for krig, er det tvivlsomt hvad vi kan bruge denne viden til. Terrorrisiko er efter min opfattelse lidt anderledes fordelt end krigsrisiko, og selvom de er positivt korrelerede, er det nogle andre variable som man bør se på.

Terrorister er enkelt-individer, ikke stater, og en terrorhandling er ikke en krigserklæring. Hvis et land gik til angreb på et andet land, men slog samtlige sine indbyggere ihjel i processen, hvordan skulle det andet land så slå igen? Mange af de mekanismer som gør, at krige mellem stater over tid bliver meget lidt attraktive, når man handler meget med hinanden, gælder simpelthen ikke for den enkelte terrorist. Som terrorist bekymrer jeg mig mest af alt om de mange vindruer deroppe, og min moralske forpligtelse til at gøre det gode og rigtige ifølge min gud. Selvom så mit levebrød alene afhang af, at jeg kunne handle frit med ham, jeg om kort tid havde tænkt mig at slå ihjel, ville det stadig være bedøvende ligegyldigt – martyrdøden er netop formålet med min handling. Handel leder til øget samarbejde, fordi det gør ondt at afvige i et repeated game med mange omgange. Men for en selvmordsterrorist er der ikke tale om et repeated game, og de omkostninger der er forbundet med en afvigelse er ganske simpelt irrelevante for ham.

På det niveau kan man indvende, at det ikke er den enkelte terrorist som påvirkes af de øgede opportunity costs, men derimod at effekten gør sig gældende på finansieringssiden. Den har større legitimitet der. Flere ting spiller dog ind her:

a) det er forbandet billigt at slå en masse mennesker ihjel, hvilket gør finansieringsleddet mindre vigtigt.

b) Hvordan Danmark kan og skal svare, når det kommer til udenlandsk sponsoreret terror, er et meget meget godt spørgsmål.

Vi kan forsøge at få fat i en eller få udenlandske personer, som menes at stå i forbindelse med terroren – men vi vil ikke kunne få fat i de skyldige, hvis ikke terrorstaterne er behjælpsomme, hvad de næppe vil være. Vi kan kort sagt ikke endevende Iran for at finde frem til hr. Ali fra selvmordsterroristens mail, med mindre styret hjælper os.

Det betyder at selvom regimet i sig selv måske ikke har haft noget med selve terrorhandlingen at gøre, vil det være nødt til at forholde sig til det, og det vil formodentligt stå på terroristernes side. Det betyder at selvom terroren er individualiseret, vil retaliation skulle rettes ikke mod enkeltindivider, men mod større grupper eller ligefrem stater. Stakes er asymmetriske her, og taler til terroristernes fordel: Det er let at sponsorere terror, og det er svært at fange en, hvis man gør det fra udlandet, og i øvrigt bor i et land, som vi ikke kan tillade os at gå ind i.

Noget som er væsentligt at bemærke i denne sammenhæng er, at tiden arbejder for terroristerne. Når Iran om 10 år har atommissiler rettet mod Jerusalem, er det udelukket at man vil gå ind i landet for at finde hr. Ali, også selvom han leverede en del af det uran, som blev anvendt i den beskidte bombe som sprang midt i Kbh. Jo længere tid der går, jo flere lande dernede vil få atombomber (nej, ikke kun for at forsvare sig mod vesten). Det gør både, at sandsynligheden for at en terrororganisation får adgang til nukleart materiale vokser, og at det er mindre risikabelt som islamisk fundamentalist bosiddende i disse lande at sponsorere terror på europæisk jord.

vi) Jeg ser til tider, også fra liberal side, præsenteret et argument som går på, at man ved at handle med andre nedbryder fordomme og tilnærmer sig hinanden: Hvis Danmark handler mere med Mellemøsten vil danskerne med andre ord ikke blot øge de (kollektive) omkostninger (som de individuelle terrorister ikke internaliserer) forbundet med terrorisme og krig, vi vil også lære dem bedre at kende, og vil derfor begynde at synes mere om dem. Det samme vil de, og eksempelvis egyptere vil derfor, når de handler med os, pludseligt lære at demokrati er en god ide og at ytringsfrihed egentligt er ganske fornuftigt. Argumentet er en variant af iii), men fortjener en selvstændig uddybning.

Effekten er efter min opfattelse stærkt overdrevet. Det er den fordi markedet i høj grad er upersonligt.

Ja, lad mig bare argumentere ud fra personlig erfaring, argumentet kan let generaliseres efterfølgende: Jeg køber fødevarer fra mange steder i verden. Jeg holder meget af ris, og handler derfor næsten hver uge med kineserne, når jeg er i Netto. Jeg handler med brasilianerne når jeg køber kaffe. Sort te fra Indien. Ect. Men disse ting ændrer altså ikke på min opfattelse af kinesere, brasilianere eller indere som folkefærd overhovedet. Jeg skænker ikke den oprindelige producent eller sælger en tanke når jeg køber et kilo ris eller et pund kaffe. Det er netop noget af det fede ved markedet: Om en sælger er tyk, tynd, religiøs, gammel, grim, dum, sort eller gul er mig bedøvende ligegyldigt. Varen er den samme. Hvis jeg mener det gør en forskel hvem der sælger mig varen, kan jeg forsøge at indsamle information om varen og producenten, for at finde det produkt, der bedst tilfredsstiller mine behov og præferencer. Men det tager tid, og tid er penge. Når det kommer til hovedparten af de transaktioner som finder sted på markedet, skænker vi ikke sælgeren eller producenten ret megen opmærksomhed.

Man kan indvende at mere marked betyder mere udpræget materialisme, som i sig selv er et udpræget vestligt fænomen, og at øget samhandel på denne måde vil virke kulturelt homogeniserende. Jeg accepterer ikke forudsætningen om, at marked = materialisme, og bemærker i øvrigt, at landenes indbyggere på egen hånd gør meget for at modvirke denne potentielle effekt, selv hvis der skulle være hold i den, jf. iii).

Selv hvis der er en interaktionseffekt af betydning, hvad jeg som sagt tvivler på, står en væsentlig indvending tilbage: Jeg bryder mig slet ikke om det ”derfor”, som jeg bevidst havde med i det præsenterede argument. Jo mere jeg læser om kommunister, jo mere usympatiske fremstår de. Viden om og sympati for noget går ikke automatisk hånd i hånd. Det er ikke givet, at alle fordomme er af det onde. I samme åndedrag kan nævnes, at det da ville være besynderligt, hvis det kun er egypteren, som påvirkes til at skifte opfattelse. Effekten kunne lige så godt gå den modsatte vej, så danskerne blev mere kritiske overfor det liberale demokrati end de er i dag.

vii) Jeg har tidligere rettet opmærksomheden mod dette indlæg, og dette berører samme emne. Mark Steyn berører som bekendt også dette emne fra tid til anden. Jeg mener demografi betyder forfærdeligt meget mere end de 2. eller 3. ordenseffekter, der er forbundet med øget samhandel og interaktion.

Historien om den danske utopi

Henning Fonsmark oplevede det lange sigt personligt sent sidste år, og jeg besluttede mig i den anledning for at genlæse hans mesterværk, Historien om den danske utopi – det har jeg så endeligt fået taget mig sammen til nu. Første gang jeg læste bogen er et halvt årti siden, og anden gennemlæsning var bestemt umagen værd – mange ting står mere klart nu end de gjorde dengang, og en hel del af det kan jeg i øvrigt heller ikke sige mig fri for at have fuldstændig glemt i den mellemliggende periode. Bogen som helhed gør et uforglemmeligt indtryk – men den er samtidig så nuanceret og detaljerig, at den tåler både en anden og formodentlig også en tredje gennemlæsning.

Bogen er kort sagt et must read, ingen tvivl om det. Hvis man ikke har læst bogen, eller har glemt hvad den handler om, skal man selvfølgelig (gen)læse den. Men til de dovne slamberter ( ) der ikke får det gjort (kun 2/3 af de læsere, som læste posten om Flemming Roses nye blog, fulgte linket til bloggen…), følger her et længere citat fra siderne 196-97, hvor bogens ide og formål fremgår klart og tydeligt:

“Hvis man nærer den opfattelse, at næsten al dårligdom er ’samfundets skyld’, så må dette samfund, organiseret i nutidens stærke stat, også som gode forældre tage sig kærligt af hvert eneste barn.
Det er muligt, at de pædagoger, økonomer, kriminologer og politikere, der docerer dette synspunkt, har ret. Jeg håber det ikke, for jeg tror ikke det kan forenes med drømmen om et nyt frit samfund. Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.
Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarligt for sin skæbne.
Det lader sig simpelthen ikke gøre at bygge et retssamfund og et demokrati på et andet ansvarsgrundlag end dette, der af mange kaldes primitivt og af andre endog reaktionært. Et hvilketsomhelst andet grundlag vil – om ikke formelt – så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers ‘Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst’ bliver folkestyrets svanesang.”

Dette er gengivet så udførligt, fordi det – i al sin gribende enkelhed – fortæller næsten alt om, hvad der er baggrunden for denne bogs fremstilling af demokratiets vilkår i Danmark efter 1945. Det enkle, for alle forståelige budskab om folkestyrets væsen i forhold til sit folk kan formuleres i det antal linjer, som Poul Møller [en konservativ politiker og forfatteren af citatet herover. Lidt mere om ham her] her har brugt. Resten af bogens hundredevis af sider er en løbende, glædesløs dokumentation for, at denne enkelthed forblev uforstået, og for mange gode formåls skyld i stor stil forvansket i et par generationer af danske velfærdsdemokratiske politikere i efterhånden alle partimæssige afskygninger.

This is interesting…

Apparently firstborn kids are just plain smarter, on average. At least according to a new Norwegian study.

Incidentally, I quite like counterpoint #5 in the article: I’ll take confort in the fact that even though I’m more stupid than my smart big brother (and this I am, no matter what the study says…), at least I’m “interesting”.

…remind me again: Just how do you measure how “interesting” someone is … and make an objective interpersonal comparison on this variable?

This point is (fortunately) not put forth by any of the researchers in the article that slate links to. The only thing slightly resembling this point is the last part of the article:

Sulloway also cautioned against defining firstborns as winners and everyone else as losers.

The author of “Born to Rebel,” a 1996 book examining birth order, he said younger siblings develop talents and abilities not demonstrated by older siblings.

Revolutionary thinkers, such as Charles Darwin and Isaac Newton, had older siblings, he said.

These considerations has very little to do with point #5 of course. #5 is only in the slate article because the article is a case study on popular science mixed up with mediocre journalism, even if the latter is well hidden. How did the journalist come from Darwin and Newton and “talents and abilities not demonstrated by older siblings” to “the young ones are more interesting”? Inquiring minds want to know…

Come to think of it, I’m not quite sure if the study is all that interesting after having read the LA-times article. This sentence in particular is a bit annoying if you want to believe that what the Norwegian study has found is true (I assume it is mr. Turkheimer’s opinion, not the journalist’s, even if I can’t be sure about it):

After years of research, there is no consensus on the effect — or that it even exists.

Paa min to-do list

1) Jeg har tidligere lovet at dele mine tanker om Huntington’s værk, The Clash of Civilizations. Det blev lidt mere komplekst end jeg havde regnet med, og det bliver næppe mere end en kort præsentation af nogle hovedideer. Der kan som bekendt skrives tykke bøger om dette emne.

2) Relateret til 1: Peter Kurrild Klitgaard brokkede sig i en kommentar (som desværre var en af de få kommentarer, sammen med mit svar til ham, som ikke overlevede flytningen til wordpress) til et af mine første indlæg, Terror og frihed, over at jeg tillagde ham holdninger han ikke havde. Mere præcist, PKK mente ikke – og mener stadig ikke – at fattigdom er årsag til terrorisme. Han har tværtimod netop forsøgt at gøre op med denne misforståelse…

Forklaringen på hvorfor øget samhandel virker (som terrorismepræventionsstrategi), skal iflg. PKK baseres på øgede opportunity costs snarere end på den wealth effekt, der også vil være et resultat af øget samhandel, hvad han gjorde opmærksom på i sin kommentar.

Jeg er skeptisk overfor, hvor stor effekten af de øgede opportunity costs vil være, jeg mener der er mange ting der trækker i den modsatte retning, og jeg vil en af de nærmeste dage forsøge at begrunde min skepsis.

3) Jeg skal have læst et værk om østrigsk økonomi og fortælle om det her på bloggen. Hvilket værk skal det være Jan?

Hvis læserne har yderligere emneforslag er de selvfølgelig velkomne. Jeg vil ikke love jeg tager dem op, men det er altid rart at have noget at vælge imellem

Quote of the day

No sensible voter would think less of a candidate who has advisers who sometimes disagree with him. But a sensible voter should think less of a candidate who has no advisers who ever disagree with him.

Greg Mankiw.

Of course the wisdom of this sentence is conditional on how much you believe a politician actually listens to his advisors and follow their advice…

That said, there’s a lot of problems with consensus-based approaches to politics like the one most Scandinavians seem to subscribe to. The best of all worlds to many Danes is one in which everybody agree about everything. Most often this ambition just leads to stupid, stupid policies. To mask disagreement does not make it go away. To me there’s nothing inherently good about agreement and consensus, quite the opposite: Politics is about tradeoffs, it’s about making tough decisions, it’s about prioritizing – in short, it’s a lot like economics. Or rather – it should be.

Some people think politics in and of itself is a mind killer. Maybe. But one thing’s for sure: Consensus is a mind killer in politics. Just take a good long look at Venstre.

Flemming Rose has a blog

Glenn Reynolds made me aware of it. Here it is. This post in particular deserves mentioning.

Ole Vagn vroevler videre…

Det er ved at blive direkte ynkeligt.

Jeg tager pointerne en for en og forsøger så at gendrive dem:

dalevende C.L. Skjoldbo har beskrevet, at Lenin privatiserede landbruget og små næringsdrivende i slutningen af 1921 – hvorfor jeg betragter oprørerne fra kulakkerne på samme måde som det oprør, der er i Irak mod det bestående styre og lig det oprør, som var på fælleden, hvor mine ”forfædre” var datidens kulakker.

a) At sammenligne oprørerne i Irak i dag med bøndernes opstand i Rusland på daværende tidspunkt er vanvid. USA eller den irakiske regering myrder ikke løs på civilbefolkningen som Lenin gjorde, det er tværtimod terroristerne der gør det.
b) I de områder hvor de oprørske bønder havde overgivet sig, lod han som sagt før ved implementeringen af NEP dem beholde nok af deres høst til at overleve – I de områder hvor bønderne stadig gjorde vrøvl, lod han dem dø af sult. Den proces fortsatte længe efter Sjoldbo’s bog blev udgivet. De fleste bønder ejede stadig ikke den jord de dyrkede. Tværtimod – efter Lenin kom til magten blev Stolypins reformer, som var blevet stoppet som følge af krigsudbruddet i 1914, og som over et årti havde resulteret i mange nye privatejede farme, med øget produktivitet, omgjort og erstattet af “sort jorddeling”: Spontan konfiskation af jordejernes ejendom og jord, som i sidste ende ledte til, at mange af de nye individuelt ejede landbrug forsvandt. Konfiskationerne og den sorte deling har i øvrigt i sig selv kostet mange menneskeliv, pga. incitamentsproblemerne som fulgte, som resulterede i relativt dårligere høstudbytter (og dermed mangel på mad). Dem har Lenin også et ansvar for.

Med Agrarkoden af 22. Oktober, som var der Lenin lagde grunden for de næste års landbrugspolitik, blev land erklæret (stadig) tilhørende staten, men der var nu en garanteret arvefølge af brugsretten (så den i praksis blev i familien). Den indeholdt endda lidt af Stolypins ideer. Den havde positive effekter, men var på mange områder blot en fortsættelse af politikken før 1914 – og at kalde den en privatisering af landbruget er mildt sagt problematisk, eftersom loven netop gjorde klart, at jorden stadig tilhørte staten. Og det er lidt svært ikke at have med i betragtningerne, at en af hovedårsagerne til, at Agrarkoden havde positive effekter var, at Lenin havde ladet alting gå helt til rotterne i perioden 18-22. Hvis der ikke havde været nogen oktoberrevolution, og folkene bag februarrevolutionen havde haft fred og ro til at fortsætte reformarbejdet, ville Rusland have set meget anderledes ud. Der var et alternativ til borgerkrig og massemord efter krigen, men det var ikke den vej Lenin ønskede at gå. Læs Leon Nikulin’s kronik i jp, Den Glemte Revolution, d.21/3-07, for mere information om februarrevolutionen og alternativerne til Lenins rædselsregime. Der var nok af dem.

c) Skjoldbo var ikke den eneste dalevende dansker som beskrev situationen i Rusland. Harald Scavenius’ korrespondance er et sted at starte. Det var blandt andet hans fortjeneste, at der kom udenlandsk hjælp til de sultende russere.

Angående oprøret på fælleden vil jeg tro, at der ligger et brev til det daværende politi og militær fra magthaverne om, hvordan de skulle håndtere oprørerne; jeg har ikke læst, om det kostede nogen livet. Det, jeg har læst, er, at lederen af oprørerne blev landsforvist.

Sammenligningen er vanvittig. Hungerkatastrofen alene sfa. Lenins bondedrab kostede lige så mange mennesker livet som der døde jøder i gaskamre under anden verdenskrig. Der er rigeligt med beviser som underbygger at brevenes ordrer blev fulgt, ellers ville de ikke være særligt interessante. Er det ikke også i sig selv en ret vigtig ting at have med, at Lenin beordrede folk i hundredevis dræbt, selv hvis man vil benægte at henrettelserne fandt sted?

Og nej – henrettelserne fandt sted. Pointen er selvfølgelig at ordrerne om at udføre mordene ikke er det eneste man har på skrift. Der foreligger også rapporter om, hvordan udrensningsprocesserne forløb, hvor mange der blev myrdet og deporteret. Det er bl.a. på denne vis man har dannet sig et overblik over terrorens omfang. Med mindre man vil hævde at alle disse, både før og efter-dokumenter, er tankespind, har man en dårlig sag. Kommunismens sorte bog giver i øvrigt et godt eksempel på en før/efter opgørelse på side 121.

At jeg skulle være leninist, fordi jeg ikke kan tilslutte mig det liberalistiske synspunkt om at skrive historien om Lenin om, kan jeg afvise.

En af de folk som mener du tager fejl, når du siger at det er at forsøge at skrive historien om at holde Lenin ansvarlig for det han foretog sig, er Erik Kulavig. Kulavig er ikke liberalist, han er forsker. Og når han hævder, at konsensus på området i dag er, at Lenin var en massemorder, så er det altså dig Ole Vagn som står med bevisbyrden, hvis du vil sandsynliggøre, at Kulavig tager fejl eller lyver. Kulavig har forsket på området og må formodes at vide mere om det end du gør. Jeg må hellere tilføje, at bare fordi der, når når det kommer til et givet historisk emne, er en bred konsensus og dermed en “officiel historie”, gør selvfølgelig ikke denne historie sand. Men Ole Vagns påstand er ikke, at Lenin var god. Ole Vagns påstand er, at Lenin var god, og at der er generel konsensus på området om, at dette udsagn er korrekt. Det har han bare ikke belæg for at sige, for det er simpelthen ikke rigtigt.

Jeg ved udmærket, hvad Lenin gjorde ved det russiske socialdemokrati, hvor bolsjevikkerne tog magten og gennemførte proletariatets diktatur.

Dette er ikke mit grundlag; mit grundlag er det socialdemokratiske, det grundlag, som skabte det sociale demokrati med en humanistisk holdning, hvilket førte til oprettelsen af det socialdemokratiske velfærdssamfund; derfor bliver jeg aldrig leninist.

Måske tager jeg fejl, jeg er doven og gider ikke til at kigge dem alle igennem, men jeg mener ikke nogen af læserbrevsskribenterne kalder Ole Vagn leninist. Når det er sagt; hvis man forsvarer en kommunistisk massemorder er jeg sandt at sige ret ligeglad med, hvad man kalder sig selv.

Men er det ikke lidt tidstypisk, at når ikke man kan lide at blive modsagt, så kan man altid stemple et menneske og forlange ham udrenset.

Måske. Du mener lidt ligesom når du stempler Kulavig og alle andre som er uenige med dig som liberalister?

Jeg kan fortsat ikke forstå, hvad der var Lenins mening med privatiseringen af landbruget og små næringsdrivende i 1921, en handling, som jeg kan forstå, at også Jørgen Grimstrup anerkender som Lenins, hvis Lenin i virkeligheden, som Stalin gjorde efter 1927, ville have dem udryddet.

Du vrøvler videre med din privatisering. Lad mig fortælle dig hvad Lenin ville: Lenin ville ligesom alle andre diktatorer beholde magten på egne hænder. Det kunne han kun hvis han ikke havde alle bønderne imod sig – Rusland var et bondesamfund dengang. Derfor stoppede han efterhånden med at myrde løs på dem, så han kunne konsolidere sin magt og løse problemet senere hen. Det giver god mening; hvis jeg var en gal kommunistisk diktator ville jeg nok have gjort det samme. Rusland havde været i krig i syv år, og det var ved at sætte sine spor. Det var nok at foretrække at nøjes med at myrde dem, der gjorde aktiv modstand – det, må vi jo ikke glemme, fortsatte han med indtil ind i 23 – fremfor at tage alle på en gang. At der blandt dem som efter Lenins opfattelse stadig gjorde aktiv modstand så også var spædbørn og gamle tandløse pensionister, er en anden sag.

Der mangler logik, ligesom der mangler logik i, at brevet af 1922 kan bruges til andet end at bekæmpe oprørere med.

Pointen er, at de fleste af disse oprørere var almindelige bønder, som var trætte af at en diktator stjal deres mad, dikterede hvordan de skulle drive landbrug, og generelt myrdede løs til højre og venstre.

Jeg har svært ved at se andet, end at de liberalistiske debattører går oprørernes ærinde for at nedgøre Lenins gerning med at få det russiske rige samlet og få gang i en nedslidt industri og landbrugsproduktion og give arbejderne mad på bordet, efter at de var blevet forarmet af krigen og borgerkrigen.

Det er trættende at gentage sig selv, men det er åbenbart nødvendigt: Bønderne manglede mad på bordet fordi Lenin stjal det fra dem og gav det til sine soldater og bolchevikiske venner i byerne. Borgerkrigen var Lenins kamp mod alle dem, der ikke brød sig om at have en kommunistisk diktator bag roret. Den kunne han have stoppet længe før, det stod ham frit for.
Og i øvrigt: “Få det russiske rige samlet og få gang i en nedslidt industri”. Du mener ligesom Mao samlede Kina og fik gang i en nedslidt industri? Der er ikke noget problem med store spring fremad, så længe intentionerne er i orden?

Jeg har forståelse for, at Kravtjenkos benævner, at Stalins regime var et kommunistisk rædselsregime. For det kender jeg ingen, som ikke mener, og havde jeg været i hans sted, ville jeg være flygtet, da regimet udviklede sig til et rædselsregime, særligt efter 1927 med offentlige processer for at udrydde modstandere.

Pointen er, at der er tonsvis af beviser for, at regimet ikke “udviklede sig” til et rædselsregime. Det var det hele vejen igennem, nærmest fra dag 1. Tjeka’en blev oprettet allerede 20. december 1917.

Men at det skulle kunne bruges til at skrive historien om Lenin om, kan jeg ikke finde belæg for i hidtidige argumenter.

Det er dig der forsøger at skrive historien om. Stop med det, det er både trættende og ynkeligt.

Som et lille postscript kan nævnes, at Kulavig også siger fra i dag.
Det samme gør Poul Erik Andersen.

US er tilbage

Han har ganske vist været her hele tiden, men nu vil han igen blogge under det mundrette pseudonym. Jeg er ikke så hurtig, så jeg fandt først nu ud af, at ens wordpress displaynavn og bruger/log-on navn ikke behøver at være identiske, og at displaynavnet ikke har nogen 3-tegnsbegrænsning.

Fra nu af hedder jeg igen alle steder US, ikke USfromDK.

Min foerste reaktion…

Søvnløshed er en bitch, men når jeg nu alligevel er oppe, kan jeg lige så godt foretage mig noget fornuftigt. RUC-professor Morten Ebbe Juul Nielsen har skrevet et gæsteindlæg ovre på professorvældet, som jeg formoder vil starte en længere debat, og som bl.a. derfor fortjener et link og en kommentar. Jeg kommer til at tænke lidt videre over det, før jeg poster et svar derovre, hvis jeg gør, og dette er også blot en indledende kommentar. Det skal siges før jeg går videre, at jeg hader tekster, hvor der ikke er nogle pointer som relativt simpelt kan opstilles på punktform, og MEJN’s indlæg lader til at være en af dem: Mit indlæg er formodentligt farvet, nu er i advaret.

Der er givetvis mere bag indlægget end jeg umiddelbart bilder mig ind, hvilket er en af grundene til at jeg vil vente med at kommentere derovre. En anden væsentlig grund er, at jeg generelt i den kommende tid vil søge at begrænse antallet af eksterne kommentarer. Når jeg leverer noget vrøvl på dette site falder det kun tilbage på mig selv; når jeg leverer noget vrøvl andetsteds taler vi pludselig eksternaliteter, og med det antal fanatiske Pigouvianere der løber rundt derude, er det noget af en risiko at løbe. Dårlige og uigennemtænkte kommentarer på weblogs kan blive den nye rygning, hvem ved? Derudover er det naturligvis også meget personligt utilfredsstillende at indse alt for sent, at man har leveret en særdeles uigennemtænkt kommentar som den jeg omtaler her, som i øvrigt vil blive stående uændret i al evighed (endnu en af mange grunde til, at jeg skriver under pseudonym) – hvis jeg leverer noget vrøvl her på bloggen, står det mig trods alt frit for efterfølgende at bruge den vidunderlige delete-button…

Det var en afstikker, tilbage til gæsteindlægget. Jeg vil kun berøre en lille del af indlægget, og umiddelbart er mine første tanker relateret til ideen om velfærdsliberalismen, et begreb MEJN introducerer i posten. Jeg bryder mig ikke om det begreb. Det gør jeg ikke fordi begrebet tilsyneladende er en åben mængde, der ikke er passende defineret. MEJNs afgrænsning af begrebet er yderst mangelfuld: Han definerer “velfærdsliberalismen” ud fra, hvad den ikke er, og hvem der ikke er med, frem for hvad den står for og hvem der er med, eller rettere, hvad man skal mene for at være med. Velfærdsliberalismen er ikke venstreliberal egalitarisme (hvorfor fortjener denne størrelse i øvrigt betegnelsen liberal? Nej, spørgsmålet er ikke retorisk, jeg vil have et svar), og den er ikke “højreliberal”. Men hvad er den så?

Argumentet for introduktionen af velfærdsliberalismen er på sin vis analog til mange socialdemokraters standardargument (de logiske nuancer og spidsfindigheder aside): Minimalstaten duer ikke, kommunisme duer ikke – og socialdemokratisme er en tredje vej, det er det eneste der duer, for vi er midt imellem. Fortegnet ganske vist, men det er stadig sådan jeg læser denne del af MEJN’s indlæg.

Jeg må hellere være lidt mere konkret. MEJN skriver:

Da såvel selvejerskabstesen som ideen om de negative rettigheders forrang er tvivlsomme, står den højreliberale med et begrundelsesproblem. Det kan også udtrykkes mere konkret: hvis friheden (som den højreliberale ser udtrykt i og grundlagt ved selvejerskabstesen og de negative rettigheders forrang) er noget vi skal tage alvorligt, er det noget vi må tage alvorligt for alle, medmindre man vil antage bizarre Nietzscheanske overmennesketeorier eller fx kristne prædestinationsteorier (”Hvis fattigdom ikke var retfærdigt, ville Gud ikke have skabt så mange af dem”.) Men da en entydig fokus på selvejerskab, ejendomsrettigheder og negative rettigheder er forenelig med, at friheden – den reelle, konkrete og for personer betydningsfulde frihed – kommer til at sidde på ganske få hænder, medens masserne har ”friheden til at dø af sult under Paris’ broer”, så tager den højreliberale – ligesom den venstreliberale egalitarist – ikke friheden alvorligt nok.

Dette leder naturligvis til en tredje position, nemlig hvad jeg vil kalde velfærdsliberalismen. Det er svært at finde den helt rigtige etiket, da selve ordet ”velfærd” i en politisk kontekst får mange ellers udmærkede mennesker til at krympe sig. Pointen i ”velfærd” her er ikke at indikere noget i retning af den socialdemokratiske model. Den er, at indikere, at personers interesser og velfærd er det centrale i en plausibel og robust politisk moralitet. Som velfærdsliberalisme må teorien så endvidere hævde, at den personlige frihed er en central komponent.

Nu er vi lidt tættere på svaret på, hvad velfærdsliberalismen er. Eller er vi? To ting:

1) Når han nu ved hvor betændt begrebet velfærd er, kan jeg ikke lade være med at undre mig over, at han, i og med at han ikke ønsker at associere velfærdsliberalisme med socialdemokratisme, ikke mere metodisk definerer begrebet velfærd som han anvender det. Hvad er velfærd? Pointen i velfærd er, kan jeg forstå, at indikere “at personers interesser og velfærd er det centrale i en plausibel og robust politisk moralitet”. Men det svarer ikke på, hvad velfærd er. “Robust politisk moralitet” – det lyder godt, næsten ligesom “sammenhængskraft”. Men hvad har det med liberalisme at gøre?

2) Afgrænsningsproblemet er ligeså tydelig i anden halvdel af begrebet. Hvor central en komponent er den personlige frihed? Og er det den positive frihed eller den negative, eller er det måske begge dele? Han taler senere om “faktisk” frihed, som formodentligt adskiller sig fra “teoretisk frihed”. Jeg har indtryk af, at det er den negative frihed, der er teoretisk, men jeg forstår stadig ikke helt hvorfor (igen, spørgsmålet er ikke retorisk, jeg vil have lov til at spørge dumt, og jeg vil have et svar. Er der intet “faktisk” i den frihed som består i, at bevæbnede mænd ikke kommer til dit hus og berøver dig en stor del af din indkomst fra tid til anden? At du ikke kan smides i fængsel for at sige din mening?)?

MEJN uddyber efterfølgende den Millske (eller er det i virkeligheden den Nielsen’ske?) vision:

Men, uanset hvor suverænt vi Millianere må synes dette projekt er, kan det som et liberalt projekt ikke lukke sig om sig selv og tilsidesætte alle andre (liberale) positioner. Den liberale familie har både venstreegalitære og højrelibertære tendenser når det drejer sig om den økonomiske politik og det personlige ansvar. Den rummer både statsskeptikere og statsentusiaster, kulturprogressive og kulturkonservative elementer.

Millianere eller perfektionistiske velfærdsliberale mener blot – ganske ubeskedent – at sidde inde med den bedste fortolkning af liberalismen som en teori om det politiske (om staten, om dens rolle, om vores forpligtelser og rettigheder osv., det vil sige, en teori om politisk moralitet) der sikrer frihed og velfærd, hvilket må være pointen i enhver teori, der både er plausibel og liberal.

Men, ingen kan tage patent på begrebet ”liberal”, og det vil være helt i modstrid med teoriens egen ånd at gøre det. Derfor er der plads til alle i familien.

Nu er der igen plads til alle i familien. Før var der ikke plads til VE’ere og ortodokse højreliberale, det var trods alt dem der ikke var velfærdsliberalisterne – det var derfor, vi introducerede begrebet, ikke, fordi de ikke duede? Jeg er forvirret, afgrænsningsproblemet vokser, gør det ikke? Et liberalt projekt med plads til statsentusiaster?

Mange spørgsmål. Få svar.

Who is most important III

“Paris Hilton”: 84.700.000 google hits.

“George W Bush”: 71.600.000 google hits.

On a related matter, I still can’t believe Christopher Hitchens would choose to write about Paris Hilton, but any way he did. If you haven’t already read the piece here it is.

Harry Potter is btw. not that far behind the two (62.200.000 hits). He has now surpassed Star Wars (55.200.000). The Lord of the Rings are way behind both.

I have only been able to find one person who beats miss Hilton’s hitcount. His name is Jesus – but if you include the Christ-part, he’s not even close. There simply are no one else, no matter where you look: Plato, Aristotle, Kant, Einstein, Mohammed, Confucius, Hitler, Stalin, Mao, Julius Caesar, Adam Smith, Abraham Lincoln, Leibnitz, Hitchcock, Yuri Gagarin, Schwarzenegger, Peyton Manning, Bill (& Hillary) Clinton…

If one uses google-hits as a rough way to measure brand value, the Hilton brand is worth more than Pepsi, Coca Cola and McDonalds together.

It’s a strange, strange world…

A picture is worth a thousand words…

An easier way to state my point. I found the picture here.

En stor fed myte

DET ER ET sejlivet mantra i den internationale debat, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne er den grundlæggende årsag til uroen ikke alene i Mellemøsten, men i hele den arabiske verden som sådan. Hvis bare denne konflikt blev bilagt – på den ene eller anden måde – ville regionen falde til ro og verden være befriet for en permanent, ulykkelig krigstilstand.

Det er en stor og fed myte.

Mere her.

Lidt mere om rygning og principper

Denne bemærkning fik mig til at studse lidt:

Personligt er jeg også glad for rygeforbudet, da jeg hader røg, så jeg har ikke tænkt mig at løfte en finger.

Her. Ikke fordi sætningen er mærkværdig, usammenhængende eller lignende. Men fordi afsenderen i samme afsnit kalder rygeforbuddet for et udtryk for flertalsfascisme.

Her er situationen: 1) Whiteberg bryder sig ikke om rygeforbuddet af principielle årsager. 2) Men fordi rygeforbuddet gavner Whiteberg på det personlige plan, har han ikke tænkt sig at sætte himmel og jord i bevægelse for at få loven afskaffet igen.

Det er ikke en sjælden situation at være placeret i i Danmark som liberal. Altså en situation hvor man af principielle årsager ikke bryder sig om en bestemt lov, men hvor loven på samme tid gavner en personligt, eksempelvis økonomisk. Jeg har tænkt lidt over det, og her er mit generelle råd, når man befinder sig i en sådan situation:

Dit politiske engagement, når det kommer til at modarbejde lovgivning du principielt ikke bryder dig om, bør være direkte proportional med omkostningerne forbundet med at sige fra.

Kald det US’ (1. – jeg ved ikke om der kommer flere) lov.

Med andre ord: Jo mere det koster dig at sige fra, jo vigtigere er det, at du gør det. Jeg vil gerne indrømme at jeg ikke har brugt lang tid på den konkrete formulering af loven, så hvis dens pointe kan udtrykkes bedre eller mere præcist, er andre bud bestemt velkomne i kommentarsektionen. Argumentet er utvivlsomt bedre præsenteret og behandlet i et eller andet obskurt liberalistisk filosofisk værk jeg ikke har læst, men indtil videre må min argumentation altså række.

Jeg må hellere gøre det helt klart før jeg går videre, at Lars siger fra. Ingen tvivl om det. Mit problem er, at han er lidt lunken i det. Hvilket argument er det mest overbevisende:
a) Jeg vil ikke have at man forbyder rygning, fordi jeg holder af at ryge og det skal staten ikke blande sig i.
Eller:
b) Jeg vil ikke have at man forbyder rygning, fordi det er et indgreb i den personlige frihed som jeg ikke kan acceptere. Jeg ryger ikke selv, og et forbud vil derfor gavne mig personligt, men jeg vil alligevel ikke finde mig i at staten overtrumfer individets ret til selv at vælge om de ønsker at ryge eller ikke ryge (på offentlige steder – men her er der også problemer med rygeloven, som jeg har bemærket andetsteds.).

b) er et langt stærkere signal at sende end a) – og derfor er det pokkers vigtigt, at der er nogen til at fremføre den del af argumentet imod regulering. Jeg bør i samme åndedrag tilføje, at jeg ikke ryger selv og aldrig har gjort det; noget jeg måske i retrospekt burde have gjort mere for at fremhæve i tidligere debatter jeg har deltaget i.

Det system en sådan politisk beslutningsregel vil resultere i, ifald den blev efterlevet, har vi faktisk allerede et ret godt billede af. Overvej hvem der forsvarer hvem når ytringsfriheden er truet. Tænk over det i ti sekunder, før du går videre i teksten.

Der er intet interessant i at forsvare Helle Thornings ytringsfrihed i Danmark i dag. Den er ikke truet. Truslen er altid mod de marginale grupper, hvor ens personlige følelser mildt sagt er blandede. Tag Glistrup, eller Abu Laban. Eller for at tage et udenlandsk eksempel: David Irving. Jeg bryder mig overhovedet ikke om det de siger, jeg nærer en personlig afsky for dem som mennesker – men det er i disse grænsetilfælde, at det er allervigtigst at slå fast, at ytringsfrihed er for alle. Det har de fleste danskere forstået. Og det er faktisk netop derfor Thornings ytringsfrihed er sikret, fordi princippet er hævet over personen og de konkrete omstændigheder. Folk siger ikke fra selvom det har omkostninger, selvom de ikke bryder sig om det de giver folk på grænsen lov til at sige – de siger fra fordi det har omkostninger. De ved at omkostningerne betyder noget. De har indset at frihed koster. At frihed ALDRIG er gratis. Og at det kun er den frihed, der virkelig koster noget, som er værd at kæmpe for.

Mange vil nok indvende: “Jeg har ikke råd til at følge loven. Hvis politikerne tager min argumentation alvorligt og fjerner alle de positive særordninger for mig, men bevarer dem for alle andre, så vil jeg være langt dårligere stillet end jeg er nu.” Der er en vis sandhed i indvendingen. Men US’ 1. lov er alligevel et godt personligt udgangspunkt. Jo flere der efterlever den, jo vanskeligere vil det være for staten at ekspandere.

Mit modspørgsmål til de tvivlsomme vil være dette: Du siger du ikke har råd til at følge loven. Har du råd til at lade være?

(Ja, hvorfor ikke nu jeg er i gang: I øvrigt mener jeg statslig SU skal afskaffes, og at man selv skal finansiere sin videregående uddannelse. Ikke at det burde komme som en overraskelse…)

This is very, very bad

That is, this is. A little more info here.

I think the worst part is that there does not seem to be any public outcry about it at all. Freedom just slips away while nobody is paying attention.

Well, perhaps that’s not the worst part. On a personal level, I feel the worst part of course is that I expect the exact same thing to happen here in DK within a decade. After all, we’re already half way there (§114).

Best sentence I’ve read today (so far)

James, if the universe doesn’t exist, it would still be nice to know whether it’s an infinite or a finite universe that doesn’t exist.

Eliezer Yudkowsky, here. This is meta-thinking on a level I’m not accustomed to…

Kritikken af Ole Vagn Christensen fortsaetter

Heldigvis da. Arzrounis dokument er et telegram til eksekutivkomiteen i sovjetten i Penza, og er ikke et enestående dokument.

Et lignende telegram blev af Lenin sendt til eksekutivkomiteen i sovjetten i Nizjnij-Novgorod (Kommunismens sorte bog, s.89-90):

“Det er indlysende, at hvidgardisterne er i færd med at forberede en opstand i Nizjnij-Novgorod. Der skal øjeblikkeligt nedsættes en diktatorisk ‘trojka’ (bestående af Dem selv, Markin og en tredje person), der skal på stedet udløses masseterror, alle de hundredevis af prostituerede, der får soldaterne til at drikke, skal henrettes eller deporteres, også alle de tidligere officerer osv. Der er ikke et sekund at spilde [...] Der skal handles beslutsomt: massive husundersøgelser og kropsvisitationer. De, der bærer våben, henrettes. Massive deportationer af mensjevikker og andre mistænkelige individer.

I forbindelse med udrensningen i Sjuja sendte Lenin et brev d. 19. marts 1922 til medlemmerne af Politbureauet, hvor følgende afsnit må siges at være “relevante” for diskussionen (ibid.147-148):

“[...] Således er jeg nået til den kategoriske konklusion, at tiden er inde til at knuse den sorte reaktions præsteskab på den mest resolutte og nådesløse måde, med så stor brutalitet, at de ikke vil glemme det i de næste mange årtier. [...] Jo flere repræsentanter for det reaktionære præsteskab og det reaktionære bourgeoisi, der bliver skudt, desto mere fordelagtigt vil det være for os. [...]“

Ifølge Ole Vagn havde Lenin ikke noget imod kulakker. Så vil indholdet af følgende tale nok overraske ham lidt (fra BJ, Gulag og Glemsel, s.68, som kilde refererer han Pipes, Communism, s.48):

“Kulakken afskyr sindssygt sovjetmagten og er rede til at kvæle, at skære hundredetusinder af arbejdere i strimler [...] Enten vil kulakken opskære et endeløst antal arbejdere, eller også vil arbejderne slå det tyvagtige mindretals oprør mod arbejdernes magt ned [...] Kulakkerne er de mest dyriske, de mest brutale, de mest vilde udbyttere [...] Disse blodsugere er blevet rige under krigen på folkets bekostning [...] Disse vampyrer har taget og fortsætter med at tage godsejernes jord, og de gør de fattige bønder til slaver. Til nådesløs kamp mod disse kulakker. Død over dem!”

Hvem holdt talen? Lenin.

Og jeg har end ikke nævnt kz-lejrene endnu. I 1922 var der iflg. officielle kilder omkring 200 af dem, med 85.000 fanger (ibid. s.68). 7 var oprettet i Tambov-regionen.

Ole Vagn Christensen har en meget dårlig sag. Måske var det på tide han kom videre? Han er mindst 20 år bagefter begivenhedernes gang.

Socialdemokraterne var meget hurtigt ude med kritik af Morten Messerschmidt for en tid siden. Er Ole Vagn Christensens knæfald for en anden massemorderisk diktator så meget anderledes? Ville Messerschmidt kunne slippe afsted med at fordømme Hitler, men i samme åndedrag forsvare Mussolini*?

Næppe. Tavsheden fra Socialdemokraternes top tyder på, at partiet ikke har flyttet sig ret meget siden 80′erne. Apologien, den selvvalgte uvidenhed og de dobbelte standarder hersker stadig.

…

*Nej, det er ikke nogen god analogi, især fordi det er direkte usmageligt at sammenligne Mussolini med Lenin – sidstnævnte var langt værre, både når det kommer til omfanget af repressionen, og – især – antallet af ofre. Det er ikke et forsvar for Mussolini, blot en konstatering. Selvom analogien er dårlig må pointen med den dog alligevel være klar for de fleste.

Update:

Efter at have læst posten igen ser jeg at Messerschmidt-analogien kan misforstås, og at den er noget upræcis. Ole Vagns knæfald er selvfølgelig anderledes: Der er en verden til forskel. De to begivenheder er slet ikke sammenlignelige; det ville de kun være, hvis der var kød på Messerschmidt-historien. Det er der bare ikke. Messerschmidt hyldede ikke nazismen, han sang ikke nazisange, han var blot fuld og uheldig, at der på det tidspunkt var sladderjournalister i nærheden, som tilsyneladende ikke skyede nogen midler for at få en forsideartikel. Socialdemokraterne klarede i øvrigt heller ikke den begivenhed særligt godt, med Torben Lunds vedvarende insisteren på at der var foregået noget grimt, længe efter at slaget var tabt. Ole Vagns forsvar for Lenin er således langt mere ulækker end Messerschmidts tåbeligheder som primært skyldtes for meget alkohol. At der kunne komme så meget blæst omkring Messerschmidt, og at socialdemokraterne og Torben Lund i høj grad var med til at kaste brænde på bålet, selvom der ikke var fugls føde på historien, understreger dog naturligvis blot pointen om de dobbelte standarder hos S.