Democracy or oligarchy?

From a comment at cafehayek by David White, I learn:

The Constitution was framed for three million people in thirteen sovereign states. When the first Congress met in 1790, there was one representative for every 30,000 people. By 1920, the U.S. population was 90 million, and Congress capped representation in the house at 435, where it remains today. Now, however, there are 300 million Americans, yielding a ratio of one representative for every 690,000 people. If we apply this ratio to 1790, there would have been only four members in the House of Representatives. Or, to put it another way, if the ratio of the framers existed today, there would be 10,000 members in the House.

The Danish development has been similar, if somewhat less extreme. In 1849 the Danish Rigsdag had 151 members, 100 in the Folketing, 51 in the Landsting. Today the Folketing has 179 members. Back in 1849 Denmark had appr. 1.4 million inhabitants, or 1 representative pr. 9300 people. Today she has appr. 5.45 million inhabitants, or 1 representative pr. 30.000 people.

Hvad er der moralsk forkasteligt ved boernearbejde?

Mange børn er som bekendt født af fattige forældre, som ikke tjener nok til at forsørge dem på egen hånd. Derfor er mange af disse børn tvunget til selv at arbejde for føden. Nogle betragtninger:

1) Børnearbejde var indtil for ganske nyligt et helt almindeligt fænomen i Danmark. Primært ubetalt børnearbejde vel at mærke, det var sådan landbruget hang sammen i århundreder. Hvorfor forventer danskere, nu hvor vi er rige nok til at sende børnene afsted til forskellige uddannelsesinstitutioner i stedet for at have dem til at hjælpe til med høsten, at man uden problemer kan gøre det samme i Kina?

2) Er en af årsagerne til mange danskeres ubehag ved børnearbejde ikke blot den generelle nedvurdering af manuelt arbejde, som især den velvoksne velfærdsstat har bragt med sig? Manuelt arbejde er af det onde, det er noget af det vi gerne vil have afskaffet på længere sigt, så at unge mennesker udsættes for den slags mens de stadig er sårbare, hvad er det dog for noget? Er sandheden vel egentligt ikke blot den, at vi idag har en forfærdelig masse mennesker gående, som spilder op mod en tredjedel af deres liv på at uddanne sig til nogle jobs hvor kun en forsvindende lille del af det, de faktisk har lært gennem de mange år i uddannelsessystemet, faktisk kan bruges til noget som helst – og at vi gerne vil eksportere den model til resten af verden, i stedet for selv at lade dem finde ud af, hvordan de vil gøre det?

3) Der er i de fleste tilfælde ingen alternativer til børnearbejdet. De fattige familier vi taler om vil ofte ikke have noget valg, for med mindre nogle af børnene hjælper til, vil hele familien sulte. Det rosenrøde alternativ, hvor alle seks unger glade, mætte og tilfredse går i skole hver dag og lærer at læse og skrive, det er altså en illusion uden hold i virkeligheden. Det vil ikke blive til et realistisk alternativ før de samfund, hvor børnearbejde er vidt udbredt, er meget rigere end de er i dag. Børnearbejde er med andre ord et fact of life, hvad enten man kan lide det eller ej.

4) Relateret til ovenstående bør naturligvis også bemærkes: Virksomheder som tilbyder de fattige børn et job, gør børnene en tjeneste. Jo flere virksomheder der gør det, jo flere valgmuligheder har børnene. Flere valgmuligheder vil altid være et gode, også selvom vi ikke bryder os om valgmulighederne.

5) Selvom det er grumt at tænke på, at nogen mennesker er så fattige, at de er nødt til at sende deres 10-12 årige sønner ud til stenbruddet eller ind til fabrikken hver dag, er det som sagt et fact of life. Politiske indgreb vil ikke fjerne børnearbejde, og vil gøre mere skade end gavn. Et forbud mod børnearbejde vil blot forværre børnenes situation, og effekten på den samlede mængde af børnearbejde vil formodentligt være ikke-eksisterende. Enten fortsætter børnene med at arbejde, men nu i den uformelle økonomi (hvis ikke de allerede gør det), hvor arbejdsbetingelser og løn næppe er bedre/højere end den var før et sådant forbud, eller også flytter jobbene andetsteds, hvor problemet så vil genopstå på ny. At de lande som ville blive påtvunget en sådan lovgivning (asiatiske og afrikanske lande vil ikke på egen hånd initiere den slags) næppe ville have noget incitament til at håndhæve den, er et andet problem med denne fremgangsmåde.
Højere lønkrav vil føre til færre jobs, det er det der med udbud og efterspørgsel. Færre jobs betyder flere sultne familier. Men krav om bedre arbejdsbetingelser vil næppe heller gøre meget godt, eftersom de reelt vil have samme effekt som højere lønkrav, da der er tale om ekstra omkostninger arbejdsgiveren er nødt til at få dækket på den ene eller anden måde. Enten vil han modregne omkostningerne forbundet med de bedre arbejdsforhold direkte i lønnen, så indgrebet reelt gør børnearbejderne fattigere, eller også vil han skære nogle jobs væk og/eller flytte andetsteds; hvilket igen vil betyde færre jobs og flere sultne familier.

6) Hvis man ikke bryder sig om børnearbejde, står det een frit for at forsøge at undgå at købe produkter produceret af fattige børn. Sådan fungerer markedet. Men hvis man tror den købsadfærd vil hjælpe børnene, så er man på gale veje.

Update:

Jeg kan se at en af gutterne fra liberator har været så venlig at linke til posten. Så vidt jeg kan se er det dog desværre et broken link, som lige skal opdateres/redigeres.

The FIDE candidate matches has started

More here.

I wonder if it is a coincidence that Cowen posted this post today? I should think not. I don’t believe Carlsen will win. In order to win matches, you need experience. Lots of it.

I say we all give Carlsen a few more years to mature before we demand that he becomes the new world champion. He’s not even old enough to drive yet. There’s plenty of time.

Lidt reklame…

Jacob Nielsen, en af mine tidligere klaverlærere, driver en lille klaversalon – se linket for nærmere detaljer.

Han modtager ikke kunstnerstøtte, han er nytænkende, karismatisk og han er absolut at finde i toppen af de danske pianister. Hans vilje til at tænke uden for boksen gør også, at han skam nok skal overleve på markedet uden min hjælp, så denne kommentar er for læsernes skyld så meget som for hans. At man måske ikke ved synderligt meget om klassisk musik skal ikke holde een tilbage; Jacob er anti-elitær, og ønsker netop at udvikle den klassiske musikoplevelse og få den ud i den brede offentlighed, i stedet for at gemme den væk i konservatorierne. Selv hvis du er lidt skeptisk, er du formodentligt stadig i hans målgruppe.

Mankiw on the Chinese trade policy

Suppose the U.S. President were to propose the following policy: “My fellow Americans, I have just asked the Congress to increase taxes on all of us. After they pass my tax increase, I will instruct the Treasury to lend the additional tax revenue to the government of China.”

Most Americans would, I suspect, be opposed to this proposal. They would see it as beneficial to China but without much benefit to the United States. With America eager to lend, China would enjoy lower interest rates. Why should Americans pay higher taxes to finance Chinese borrowing and spending?

I agree that this would be a strange and not very sensible policy for the U.S. government to pursue. But isn’t it a bit odd that many Americans today are objecting to precisely the opposite of this policy[?]
[...]
Before you say, “They are stealing our jobs,” let me point out two things. First, while some jobs are lost to import competition, other jobs are gained because of lower interest rates and greater investment spending that capital inflows finance. Second, the U.S. unemployment rate is now low by historical standards. Based on either theory or evidence, the canonical political refrain of “jobs, jobs, jobs” makes little sense in this debate.

Here.

I agree with Mankiw on this. One might of course add that more American jobs are created than are lost as a consequense of the trade with China, even if the new jobs are harder to quantify than the jobs that are lost. The biggest losers from the current trade- and capital flows pattern between China and the US are the Chinese taxpayers. A few Americans also seem to loose out on the deal as well, but on net the trade benefits the US and it is important to hold on to this fact.

The problem I find most troubling with the current structure of trade is the democratic problem with China. It is the fact that the Chinese taxpayers have had no say whatsoever in the decision to supply the US with cheap loans, as they have not elected their leaders who took the decision to implement the current trading strategy in the first place. The main problem is not that rich Americans get cheap loans priced below market value. The main problem is that a non-democratic government in Beijing takes decisions that hurt Chinese citizens.

Is this good or bad?

The short version: Some Chinese people have found a way to get around the one-child policy: Fertility drugs.

I think it is mostly a good thing. Some of my reasons:

1) Malthus was wrong.

2) The normative argument: The government shouldn’t be telling people how many kids to have.
If it does so anyway, there’s nothing wrong with fighting back – it’s the honorable thing to do. Btw. this goes both ways: I don’t want to hear any more about the “problem” that Danish couples only have 1.9 child pr. couple or whatever.

3) On a non-normative but related level, this news obviously points to the simple fact that some Chinese people do not like being told how to live their lives by government officials, and prefer that they have the liberty to decide for themselves. To me, this is good news indeed.

4) More children this way means more female children. As the ratio of male/female fetuses has been seriously skewed due to the one child policy, this is a good thing. As far as I have understood, a high male/female ratio is likely to increase the risk of war and aggressivity in general.

Quote of the day

In Venezuela, bad policy is good politics because it’s popular.

From econlog.

A question that popped into my mind though: Only in Venezuela? I think it is a (more) general phenomenon.

Dragsdalsagen fortsaetter…

Bent Jensen konkluderer:

Lars Findsen mener, at det var uberettiget af mig at citere PETs egen karakteristik af Jørgen Dragsdahl som agent for KGB. Men han mener på den anden side, at det er berettiget, at DIIS-udrederne selv stempler Aksel Larsen som agent for CIA, skønt denne karakteristik ikke findes i dokumenterne. Og han mener ligeledes, at DIIS har været berettiget til at omtale en række navngivne personer som værende involveret i strafbare eller muligt strafbare forhold uden nogen form for dokumentation. Afgørende er tilsyneladende, hvem der omtaler hvem. Jeg har derfor påklaget Lars Findsens »afgørelse«, som ikke indeholder nogen afgørelse, men blot en ubegrundet indskærpelse af vilkårene for arkivadgang, der bygger på urigtige eller mangelfulde præmisser.

Abdul Wahid på krigsstien

Til dem som ikke allerede ved det: En af dagens tophistorier er Abdul Wahid Petersen, der slår et slag for flerkoneri.

“Slår et slag for flerkoneri”. No pun intended!

Min holdning: En lovgivning som ville legalisere flerkoneri for mænd, men ikke legalisere “flermanderi” for kvinder, fordi det står i koranen at sådan skal det være, ville være horribel. Når det så er sagt: Jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor staten ikke, på det institutionelle plan, godkender/anerkender ægteskaber/parforhold med mere end to mennesker involveret, og jeg har altid fundet det lidt uretfærdigt. Hvis det offentliges “godkendelse” bare var et gummistempel, ville problemet være mindre, men det er det ikke. Om man kan få statens velsignelse (efter den juridiske ligestilling af hetero- og homoseksuelle er kirken ikke længere af nogen betydning) eller ej kan have stor betydning for bl.a. ens privatøkonomiske situation. Den bedste måde at afskaffe den uretfærdige forskelsbehandling overfor anderledes tænkende som staten udøver på dette område, ville være at sørge for, at statens godkendelse blev til at gummistempel – ved at sende den offentlige sektor på en tiltrængt slankekur.

Quote of the day

“I don’t know an industry that is more competitive. That is what is driving the innovation cycle.”

Lloyd Blankfein, CEO and chairman of Goldman Sacks. The quote is from the article “Capital Spenders” in this weeks report on international banking in The Economist.

Of course he’s supposed to say something like that. Still, if investment banking is, as the article notes, shifting from an agency model towards a principal one, increased competition doesn’t sound like a bad place to start in order to explain this shift.

New development in the Litvinenko-case

Apparently the Brits now have not only a prime suspect, but also enough evidence to charge him. It would be nice to know who ordered the hit, but we shall not get that information from Lugovoy.

It shall be interesting to find out what’ll be the diplomatic consequenses of this event. If the Russian government cooperates and extradite Logovoy relatively quickly, they will quite likely want something in return. In a way this could be thought of as a litmus test: How seriously has the missile defence program, and the critique of Putin in Western medias (Chechnya, the pipeline-issues and Putin’s dictatorial behaviour in general) hurt the relationsship between Russia (read: Putin) and the West?

I believe that the decision to kill Litvinenko came from the top of FSB, if not from Putin himself. Very few others would have both access to polonium and would have a good reason to kill a former KGB-agent. This of course complicates the matter further: If Patrushev or some other high-flyer promised Lugovoy exemption from punishment, an extradition could easily turn out to be a very complicated thing not likely to happen anytime soon. The two most likely scenarios are 1) Logovoy will end up as a bargaining object for Russia, 2) he will go unpunished, because the Russian authorities “can’t find him”.

Update: “Russia’s” initial response: No extradition.

Thank you Tyler Cowen, thank you Jan Madsen

I am pretty sure that I’ll get Tyler Cowen’s autograph by now, even though I never was able to go to Copenhagen to get it myself.

Thank you Tyler, thank you very much. And thank you Jan Madsen!

Now, how did this happen? Yes, you guessed right, the answer of course is: Free and unhindered voluntary exchange between consenting adults. The Danish readers would already know most of it, as the proces is pretty much described in a previous post and its comments. However, the non-Danish readers deserve an explanation, for this is good stuff:

Yesterday I wrote a blogpost where I did two things:
1) I complained about the fact that I would be unable to go to Copenhagen for the moment, and that I would therefore also be unable to attend Tyler Cowen’s lectures while he was in Denmark.
2) I put 20 kroners on line that would go to the first person who would be able to get me an autograph. The one who got it to me would also be told who I am. People respond to incentives right?

Apparently Jan had a somewhat different trading scenario on his mind, but we haggled a bit and he got the autograph today all the same, and I can agree on his alternative terms. But I shall end up with more than just an autograph: Tyler gave Jan a signed copy of his book as well. Maybe Tyler had selfish reasons for giving me the book (advertising ect.), maybe he did not and was simply being kind to me. If he had selfish reasons it does not speak any less of him. After all, it is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker that we expect our dinner, but from their regard to their own interest. We address ourselves, not to their humanity but to their self-love.

I have Jan Madsen and of course Tyler Cowen to thank, but there’s another factor that needs mentioning: If I had not been blogging, I would never have been able to get an autograph, much less a signed copy of mr. Cowen’s book. How could I, before blogs came about, ever have contacted a libertarian who would happen to be living in Copenhagen and who would just happen to be attending Tyler Cowen’s lectures today and tomorrow, and within hours have discussed these matters with him and closed a deal with him in order to obtain an autograph? I have never even seen Jan Madsen “in real life”. I know a big part of this was pure luck, but it would never have happened before blogging took of.

Blogs are very powerful tools.

Koeb the economist!

Hvis du 1) er “økonomisk interesseret”*, 2) gerne vil vide mere om hvad der sker ude i den store verden og 3) ikke har noget imod at en avis’ skribenter og redaktører ikke er venstreorienterede – så skal du slå til. I dag, ikke i morgen.

Denne uges udgave gav endnu en god grund til at skaffe sig et abonnement: En større tillægssektion om “international banking”, hvilket for en lang række artiklers vedkommende i praksis vil sige investeringsbanker. Sektionen er lidt for lang til at referere i sin helhed: Der er tale om 28 tætskrevne sider om en lang række forskellige emner. Men jeg vil nok skrive lidt mere om nogle af emnerne inden for de nærmeste dage. Hvorom alting er – dem der allerede har et abonnement, bør skynde sig at finde bladet frem og læse løs. Dem som ikke har et abonnement, men opfylder 1-3, bør skynde sig at få et abonnement. Hvis du ikke har et abonnement og ikke opfylder 1-3: Hvordan har du fundet frem til den her blog? Hvad foretager du dig dog her?

*Yep, jeg snyder her, ved at sætte anførselstegn åbner jeg for alle mulige fortolkninger. Men det er blot en del af pointen, for selvom en vis interesse i økonomiske forhold er en betingelse for at få fuldt udbytte af avisen, er den så bredt favnende og, især, så saglig, at de fleste kan være med og vil få glæde af den.

Oev!

Jan Madsen gnider salt i såret med en kommentar, hvori han gør mig opmærksom på, at Cowen også underholder på tirsdag.

Jeg må desværre bare sige: #%&@!¤ (det er trods alt en “family-blog” – hej mor, hej tante Ulla!). Jeg har været nødt til at udskyde min tur til København, og vil ikke være i stand til at deltage hverken i morgen eller, især ikke, tirsdag.

Tyler Cowen kommer næppe til Danmark igen lige med det samme, men jeg har realistisk set desværre hverken råd eller tid til at tage turen derover alene for hans forelæsninger. Sagt på en lidt anden måde er min betalingsvillighed for lav, men det gør illusionen om, at jeg er et offer for omstændighederne, snarere end at situationen jeg befinder mig i er et resultat af mine egne valg og beslutninger, sværere at opretholde, så sådan ønsker jeg ikke at tænke på det…

Man kan ikke få alt her i livet, men det er nu, med et godt jysk ord, træls.

UPDATE: Kom i øvrigt til at tænke på noget: Hvis en af de trofaste læsere (Jan? Lars?) er i stand til at få fat i en, vil jeg godt betale en rund tyver for en autograf fra den gode hr. Cowen. Jan er formodentligt det bedste bud, da det er tvivlsomt om mange af morgendagens deltagere når at se denne post.

Her er den sjove del af præmien: Med i prisen vil nemlig være information om, hvem US egentlig er. Lige nu er der kun 2 personer, udover mig, som ved det med sikkerhed, med mindre den ene altså har sladret (den anden har ikke, det ved jeg med sikkerhed). Jeg ønsker ikke at min identitet bliver kendt i offentligheden, og jeg håber derfor, at man i fald man kontakter mig, vil kunne holde informationen for sig selv, og ligeledes at man, ifald man ikke vil være i stand til dette, vil være ærlig nok, både overfor sig selv og overfor mig, til ikke at tage kontakt.

Hvordan og hvornår der afregnes kan der spekuleres i når autografen er i hænde. Det er kun _den første_ som sender mig en mail til adressen inactive_account [snabela] hotmail [dot] com, og gør opmærksom på, at han har fået fat i en autograf, der får præmien. Så der er en teoretisk men dog ret begrænset risiko forbundet med at deltage i dette game.

Det er ikke sikkert at det er muligt at få Tyler på tomandshånd i morgen eller i overmorgen, jeg har ikke set lokalerne og ved ikke hvor mange der kommer. Men hvis man er, vil det monetære aspekt givetvis overbevise ham om, at den autograf er værd at give (mon ikke han allerede på det tidspunkt vil have en ny “Markets in Everything – Tyler Cowen autograph edition” blogpost i tankerne?).

Kun i Danmark…

Jeg kunne ikke komme i tanke om en bedre overskrift, og mon ikke indlægget også hører ind under den kategori?

Ok, jeg interesserer mig ikke for den slags og anede derfor intet om det, men tilsyneladende er det ulovligt at spille poker om penge? I ens eget hjem? Jeg har meget lyst til at bande lige nu, det er bare for åndssvagt. Mig bekendt har jeg ikke brudt den lov endnu – jo, måske en gang, men det er længe siden og jeg ved ikke hvornår loven trådte i kraft. Hvorom alting er, næste gang jeg får chancen, vil jeg betragte det som en moralsk fordring at gøre det. Der er tale om en offerløs forbrydelse, som finder sted bag hjemmets fire vægge. Det her forbud er om muligt et mere åndssvagt politisk indgreb end licensen.

Politikerne har også fundet ud af at det nok er lidt, dumt, det her. Og heldigvis har de også været i stand til at finde en fin lille måde at “legalisere” spillet på, som jp bemærker i dag. Det forholder sig nemlig sådan at: “Behnke vil sammen med Dansk Folkeparti og Venstre tillade foreninger, hvor man ved døren betaler op til 300-400 kroner for at spille.”

Så man går med i en forening, betaler ved indgangen, og så er der frit slag. Det lyder da herligt. Bare lige et par spørgsmål mere til hr. Behnke, for at se om jeg har forstået forslaget ret:
1) Det vil stadig være ulovligt at spille om penge, hvis man ikke er med i en sådan forening, men blot hygger sig med tante Ruth og onkel Karlo?
2) Er grunden til at I overvejer at legalisere det her, under “ordnede forhold”, ikke bare at I er ude af stand til at få danskerne til at overholde den eksisterende lovgivning, fordi loven er så åndssvag at det skriger til himlen, og selv betjentene der står for at håndhæve den, efterhånden har indset dette?
3) Efter “legaliseringen” vil det stadig være helt legalt at købe lottokuponer fra Dansk Tipstjeneste, statens monopolforetagende på dette marked, for 10.000 kroner om dagen?

Jeg ville gerne skrive mere, men jeg bliver lige nødt til at tage en aspirin først og lægge mig lidt. Jeg har fået sådan en frygtelig hovedpine af at banke mit hoved ind i væggen…

Despair.com

From the other Megan (non-McArdle) I learn about this site.

I guess this site gives me a couple more things to add to my birthday wish list – along with some of these. I love being a student – or maybe it’s being single?

Probably both.

Mtel Masters

The position after round 7:

Sasikiran: 4.5
Mamedyarov: 3.5
Topalov: 3.5
Adams: 3.5
Nisipeanu: 3.0
Kamsky: 3.0

The official website is here.

Sasikiran’s lead comes as a bit of a surprise to me. Not because he’s not a good player, but because it sure didn’t look like he was going to win when I followed the game yesterday. After move 19…f4 black’s (Sasikiran’s) pawnstructure was just horrible:

I actually left the game and stopped kibitzing when they reached move 40, which made me look twice when I saw the result. After 40…Bxf1 they would soon agree on a draw surely:

No timetrouble any more, and of course Mame would take on d8 – and we’d have a nice perpetual with knight and rook, both players would be happy, both would be in the lead. Even if the black king moves to the f-file, it would probably still be draw – however, if anything, to move the black king away from its safe haven in the top corner would be advantageous to white, not black, so this I did not deem a realistic scenario: Something like this pops to mind: 41.Nxd8…Rc1, 42.Nf7+…Kg8, 43.Nxh6+…Kf8, 44.Rf7+…Ke8, 45.Rc7!…Rxc7 (forced), 46.dxc7…Kd7, 47.Bxb7…Kxc7, 48.Bf3. If black would have played 41…Bh3, it would look much the same, at least until move 45. As Rxc7 would in that case no longer be forced, black might consider Bb6, but the black position would still be somewhat inferior.

Mame should have taken on d8. Well, he didn’t. He played 41…d7? instead (as mentioned, what is most peculiar about this move is probably the fact that it was played _after_ the timetrouble was over) . Sasikiran played Rg8. Game over.

First post

At least in the WordPress format. Actually it is post #169.

I have, as some of you people very well know, been blogging on a blogger account for some time. I have now, because of peer pressure (Damn you Whiteberg and Terminalfrost!) decided to shift to wordpress. As a lot of old links still link to the blogger site, I shall keep it open for at least a couple of weeks, in order to redirect readers to this blog, before I close it down.

I have had to change my nom-de-blog because of this shift, as wordpress do not allow nicknames with less than 4 letters. I liked my old blogger-nickname, so I’m rather pissed right now. The shift to wordpress better double both the amount of readers and the amount of insightful comments, or I shall have to reconsider my decision

Ny Alliance – en opsamling

Dagens kronik i berlingske samler lidt op på Ny Alliance’s indtræden på den politiske scene og nogle mulige scenarier. Læs den i sin helhed.

Kronikørerne er enige om, at der næppe efter næste valg vil kunne samles et VK-NA-flertal, og at en eventuel VK-regering derfor, med mindre NA får et dårligt valg, mildt sagt vil være en ustabil konstellation. Kronikørerne underbygger det med, at en stor del af NA’s potentielle vælgere tilsyneladende kommer fra de borgerlige partier. Bemærkelsesværdigt nok tager kronikørerne i deres scenarier det for givet, at NA vil støtte en “borgerlig” (you’d wish!) regering, og de overvejer således ikke muligheden for en SR-NA regering med SF og Enhedslisten som støttepartier, en mulighed jeg ikke betragter som så langt ude endda, eftersom partiets topfigurer ikke ligefrem har lagt skjul på, at alle muligheder der kan sikre dem ministerposter fortjener nærmere overvejelser. At de slet ikke mener det med skattelettelserne så slemt endda, er i mine øjne et udtryk for, at de stadig holder døren på klem til et eventuelt samarbejde med venstrefløjen.

Kronikørerne slutter af med følgende råd til Khader og co.:

Meget tyder på, at NA bør vælge at satse mere på de bløde borgerlige ved at ikke at vælge den mest yderligtgående position på skattepolitikken. På nuværende tidspunkt består 60 pct. af partiet af kvinder. Stærkt liberale paroler virker næppe appellerende på dem. Et godt råd til Khader og kompagni er: Husk, at I er et midterparti. Pas på skattepolitikken og de liberale løver, som vil flokkes om jer!

Hvis der kommer mange liberale løver ind i partiet, får Janus, undskyld Khader, det svært. Der er, som jeg ser det, et dårligt tradeoff for liberalister her: Ved som liberalist at støtte NA får man ganske vist (en minimal) indflydelse på partiet politik. Men NA’s politiske indflydelse vil falde voldsomt i andelen af liberale løver involveret i projektet, og det må man gøre sig klart. Dette vil også, givet Khaders ambitioner med partiet, betyde, at der før eller senere vil blive trukket nogle linjer, som måske vil få NA til at se mindre attraktivt ud for de liberale løver end først antaget. Hvis man blev skuffet over Fogh’s “politiske modning” og det deraf følgende fokus på indflydelse og midtervælgere, og det må man formode at de fleste “liberale løver” blev, så må man gøre sig klart, at det ikke er usandsynligt at NA udvikler sig i samme retning. Alternativomkostninger er også vigtige at medtage: Hver eneste liberal løve som støtter op om NA og deltager aktivt med henblik på at få indflydelse, støtter implicit _ikke_ op om Liberalisterne.

Kronikørernes råd kan derfor ikke stå alene. Jeg vil i samme ombæring give et råd til de mange “liberale løver”, der overvejer at gå ind i NA. Et råd der måske allerede er blevet udtrykt implicit i nogle af de tidligere posts: Husk på at NA er et midterparti. Hvis ikke Liberalisterne når at få samlet deres 19.125 underskrifter (har du i øvrigt givet din?), og Fogh pludseligt udskriver valg, så vil en stemme til NA næppe være hverken værre eller bedre end en stemme til et af de øvrige partier. Men indtil Liberalisterne er ude af gamet, er sagen en anden. “Liberale løver” har ikke meget at gøre i et midterparti, hvad enten det så kalder sig Dansk Folkeparti, Venstre eller Ny Alliance. Og det er efterhånden blevet meget tydeligt, at der ikke er meget indflydelse at komme efter i midterpartierne for de liberale løver.

Liberale løver hører ligesom alle andre vælgersegmenter bedst hjemme i det parti, hvis holdninger bedst afspejler deres egne holdninger. Det parti er ikke NA.

Hvorfor er jeg ikke overrasket?

Over det her:

De 40 procent er en målsætning, vi arbejder ud fra. Det er klart, at de 40 procent ikke bliver en realitet ved den næste skattereform. Den slags tager tid…

Så selv hvis de kommer til at blive tungen på vægtskålen, vil NA ikke bruge deres magt til at få gennemført den skattelettelse, de ellers har slået på og som indtil nu er et af partiets eneste konkrete forslag. Den slags, som vi kan forstå på det hele, tager tid. Det kan Fogh vist snakke med om.

Jarl Cordua skrev forleden, at “Det bliver spændende at se i den kommende tid, hvad Ny Alliance heller ikke mener, og hvem de heller ikke vil sættes i forbindelse med.” Dagens udmelding udstiller i den grad partiets positioneringsproblem. Problemet bliver næppe mindre over tid, for helt ærligt; med en fire-fem midterpartier på tinge allerede, hvor mange flere er der så brug for?