Econstudentlog

“Giving money and power to Government is like giving whiskey and car keys to teenage boys” (P.J.O’Rourke)

Det er en grim udvikling det her…

Først blev en privat avis sagsøgt for at tegne karikaturtegninger. Så blev tre politikere sagsøgt for at sammenligne et tørklæde og et hagekors. Nu sagsøges Pia Kjærsgaard så for udtalelser i forbindelse med Muhammedkrisen.

Signalværdien fra de muslimske sagsøgere er ret klar: Hvis du siger noget vi ikke bryder os om, så hiver vi dig i retten. Så mange sager på så kort tid kan kun betragtes som et meget direkte angreb på ytringsfriheden.

De danske dommere skal tænke sig rigtig godt om nu. De skal lære af deres kollegers fejltagelser. Det samme skal danske politikere – og danskerne generelt. Måske var det på tide at overveje, om vi i et frit og demokratisk samfund har brug for love, hvormed man kan sende folk man ikke er enige med, bag tremmer. Kjærsgaard er anklaget for injurier, og der er altså hverken blasfemi eller racisme blandet ind i det her. Alligevel vil denne episode være et godt sted at stoppe op engang og tænke sig grundigt om. Hvorfor give de rabiate grupper flere redskaber til deres rådighed end højst nødvendigt, for at styre den frie debat? Har et frit samfund brug for racisme- og blasfemiparagraffer? Ufrie samfund har, ingen tvivl der. Men har frie demokratiske samfund brug for den slags – ja, har de overhovedet råd til at have dem? Dagens sagsanlæg illustrerer efter min opfattelse, at ytringsfriheden har mere end trange nok kår uden dem.

Det er på tide at gøre op med fortidens synder og få sendt begge paragraffer derhen, hvor de retteligt hører hjemme: Historiens losseplads.

april 25, 2007 - Skrevet af US | ytringsfrihed | | 2 Kommentarer

2 Kommentarer »

  1. Helt enig. Injurieparagraffen må være nok. Om den så kan komme i anvendelse her, må vi lade domstolene afgøre.

    Men generelle blasfemi- og racismeparagraffer hører ikke hjemme i et frit samfund. Ikke så meget fordi racisme ikke er en grim ting, men mere fordi sådan paragraffer kan misbruges til at undertrykke debatten. Så hellere, at den bliver lidt for ophedet en gang imellem ;-)

    Comment af Lars Hvidberg | april 26, 2007 | Svar

  2. Vi er (ikke overraskende) helt enige.

    Comment af US | april 26, 2007 | Svar


Skriv en kommentar