Kramnik and Anand takes first places at Amber

“As usual” – one might say – Anand dominated the rapid tournament and ended ahead of the rest. The world champion in turn dominated the blind part, just as Morozevich did last year, and as his rapid performance was also well above average Kramnik ended up a convincing combined tournament winner two points ahead of Anand:

Overall score:
1. Kramnik: 15.5
2. Anand: 13.5
3. Ivanchuk: 13
4-5. Aronian, Svidler: 12
6-7. Gelfand, Morozevich: 11.5
8-9. Carlsen, Leko: 10.5
10. Radjabov: 9.0
11-12. Van Wely, Vallejo Pons: 6.5

Rapid:
1. Anand: 8.5
2-5. Carlsen, Ivanchuk, Kramnik, Leko: 6.5
6. Aronian: 6.0
7. Svidler: 5.5
8-9. Gelfand, Morozevich: 4.5
10-11. Radjabov, Vallejo Pons: 4.0
12. Van Wely: 3.5

Archived games, information, photos ect. to be found here.

Hvad er problemet med kapitalfondene?

Kapitalfonde er onde. Deres ansatte er alle som en kapitalismens lakajer; grådige og griske mennesker, hvis eneste formål er at tjene en masse penge og snyde skattevæsenet for sin del af kagen. De har ingen moral, og minder meget om græshopper: De finder en virksomhed og opkøber den. Derefter splitter de den op, river den i tusind stykker, forgælder den, og sælger til sidst resterne til højestbydende.

Yep, jeg tror det er et ret præcist billede af, hvordan mange almindelige danskere opfatter kapitalfondene.

Der har været noget “snak” om emnet de sidste par dage – se eksempelvis her. Jeg vil gerne i det nedenstående prøve at give en alternativ version, som sjældent bliver præsenteret i medierne. Inden jeg gør det må jeg dog melde klart ud: Ovenstående version vender efter min opfattelse alt omtrent lige så meget på hovedet som dette klip, og jeg mener lagkageargumentationen er helt forfejlet (hvis du ikke finder mit indlæg overbevisende på dette punkt kan jeg kun anbefale dig, efter du har læst posten, at følge dette link).

Nogle vil måske finde dette lidt banalt, men vi skal starte et eller andet sted: Nogle mennesker er bedre end andre til at finde ud af, hvordan man driver en virksomhed. Nogle ved mere end de fleste om nogle bestemte ting, som virksomhederne har brug for at vide for at optimere og forbedre deres produktionsprocesser – f.eks. marketinguddannede eller revisorer. Nogle mennesker er meget dygtige; og som tiden går bliver deres dygtighed som regel bemærket. De ender måske op som ledere i virksomhederne, eller måske får de et konsulentjob, hvor de kan leve af at rådgive andre om, hvordan de kan forbedre deres virksomhed og sørge for, at de ikke bliver overhalet af udviklingen og deres konkurrenter.

De fleste danskere har ikke noget problem med at vi har sådanne mennesker rundt omkring i vores økonomi. De fleste ville ligefrem foretrække at vi havde flere af dem – det er vel bl.a. derfor vi har et offentligt uddannelsessystem, så vi kan have flere dygtige og produktive medborgere. Eller hvad? De færreste danskere ville foreslå – eller, det håber jeg da i hvert fald – at vores fremtidige topdirektører skulle udvælges ved simpel lodtrækning i folkeskolerne. Der er nok heller ikke mange, som ville foreslå, at virksomheder ikke måtte betale nogle dygtige mennesker for at fortælle dem, hvordan virksomhederne kan forbedre sig og løse deres problemer. Man kunne med samme logik forbyde eksempelvis psykologbehandling.

Men når vi ser på en bestemt gruppe af dygtige mennesker, ser billedet desværre noget anderledes ud: Gruppen af professionelle investorer.

Det forholder sig sådan, at nogle af de dygtige mennesker jeg omtalte ovenfor vælger ikke at blive konsulenter eller ledere. De har i stedet fundet ud af, at de kan leve af at optimere og forbedre virksomhederne mere direkte end konsulenterne kan; ved at overtage virksomheder i en periode, gøre dem mere rentable og til sidst sælge dem med gevinst. Det kan de ved at slå sig sammen med andre dygtige mennesker i store grupper, investeringsvirksomheder, eller endnu større grupper, kapitalfonde. Det kræver mange penge at købe en virksomhed, og det er grunden til at disse folk er nødt til at slå sig sammen.

Måden kapitalfonde tjener deres penge, er den samme måde som den de fleste andre benytter sig af i en markedsøkonomi: De køber billigt og sælger dyrt. Og de er gode til det. Men historien er længere end som så – for hverken købsprisen eller salgsprisen kommer selvfølgelig af sig selv. Grunden til at kapitalfonde kan sælge virksomheder til en højere pris, end de købte dem for, er den simple at virksomhederne forbedres i perioden. De bliver bedre til at holde omkostningerne nede, bedre til at vælge hvilke produkter der skal satses på, bedre til at ramme deres målgrupper, de bliver bedre organiseret. Kort sagt: Den proces virksomheden går igennem i løbet af kapitalfondsejerskabet er en forbedringsproces, der gør virksomheden bedre i stand til at tjene penge. Den er et fremskridt for virksomheden og dens ansatte. Ikke et tilbageskridt.

Hvordan finansierer kapitalfondene deres opkøb? Det gør de primært ved hjælp af gæld. Er det et problem? Nej. Det er ofte gælden politikerne slår ud efter. De lyder moralsk forargede over at fondene benytter sig af gældsinstrumentet, og det gør de selvfølgelig, fordi virksomheder med meget gæld ikke betaler ret meget skat. To ting er værd at bemærke i forhold til gælden:

1) Set fra en vinkel er det politikernes egen lovgivning, der gør gældsfinansiering attraktiv. Som lovgivningen er nu, er al gæld grundlæggende lig fradrag. Politikerne har derfor kun sig selv at takke for kapitalfondenes forretningsmetoder – hvis gældsinstrumentet blev mindre attraktivt ved en ændring af lovgivningen, for eksempel som med det foreslåede forslag Kristian Jensen har været ude med omkring tynd kapitalisering, så ville virksomhederne naturligvis være tvunget til at skifte deres instrumentvægte og bruge gæld mindre intensivt. Sagt på en lidt anden måde: For mig at se lyder Kristian Jensen en lille smule hyklerisk for tiden. Det han gør fordi han brokker sig over, at virksomhederne overholder loven. Han slår ud efter selskaber som ikke betaler så meget skat, som han kunne ønske, men det er sådan set hans egen skyld virksomhederne ikke betaler mere. Det er trods alt ham og hans kolleger, der laver lovgivningen – ikke virksomhederne.

2) Gæld er ikke hverken objektivt værre eller bedre end andre finansieringsmetoder. Det bør være ligegyldigt hvordan købet finansieres. Hvis der er nogen som er villige til at låne dig penge, skal du så normalt spørge politikerne om lov først, før du tager imod pengene? Nej. Politikerne stoler generelt på, at banker har forstand på at låne penge til folk uden at låne for meget eller kræve en for lav rente til at deres forretning kan løbe rundt. Deres tillid er velbegrundet – bankerne klarer deres opgave udmærket. Politikerne ved, at bankerne og andre låneudbydere er klar over, at der er en sammenhæng mellem risiko og afkast, og at renterne er gode til at/bør afspejle dette trade-off.
Men når det gælder virksomhedsopkøb – så er sagen en anden. Selvom låneudbyderne måske er fornuftige nok til at kræve en rimelig rente, vil politikerne alligevel helst ikke have, at man låner “for mange” penge. Det er det, der er tanken bag Kristian Jensens lovforslag med tynd kapitalisering. Tænk hvis det var ligesådan på ejendomsmarkedet? Tænk hvis du havde fundet dit drømmehus, og nu kun manglede at få det sidste på plads med banken – for så at få at vide, at Kristian Jensen ikke vil have, at du købte drømmehuset, fordi han ikke mente, du måtte låne så mange penge af banken?

Jo mere gæld, jo mere risikabel vil et opkøb være, og jo større risiko er der for at processen går i vasken. Det ved politikerne godt, og de kan ikke lide risikoen. Problemet er bare, at ingen er mere opmærksomme på dette forhold end kapitalfondene selv. Fondene ved godt, at gældsfinansiering er risikabelt. Det ved dem, der låner dem pengene, også. Det er derfor dem som gør det godt, leverer så store afkast. Det er som om politikerne vil have det bedste fra begge verdener: De vil helst ikke have, at kapitalfondene låner en masse penge. Men de vil alligevel have fat i fondenes store overskud.

Effektiviseringer koster arbejdspladser, og dette argument fremføres også til tider mod kapitalfondene. Det er ret vigtigt at gendrive dette argument, fordi det er et fejlskud af rang. Det er rigtigt at effektiviseringer koster arbejdspladser _på kort sigt_. De koster ikke arbejdspladser på langt sigt, tværtimod: Effektiviseringer frigør ressourcer, som markedet vurderer kan bruges bedre andetsteds. Effektiviseringer, innovation og nytænkning er det eneste, der på langt sigt kan skabe nye arbejdspladser. For 100 år siden arbejdede de fleste danskere i landbrugssektoren. I dag er det højst 5%. Et mere effektivt landbrug har ikke skadet nogen – det har (på trods af EU’s planøkonomiske forsøg på at forhindre det) gjort produkterne langt billigere end de var dengang, og det har betydet, at mange mennesker nu har jobs, landmændene i sin tid kun kunne drømme om. Effektiviseringer resulterer i (eller er et resultat af, afhængig af ens udgangspunkt) øget produktivitet, og øget produktivitet og vækst går hånd i hånd. Og økonomisk vækst er årsagen til, at vi er så rige i dag som vi er. Det er også årsagen til, at vores børnebørn vil være meget rigere end vi er i dag. Det lange sigt betyder uendeligt meget mere end det korte sigt.

Selvom der er ting jeg har udeladt i analysen, eksempelvis incitamentsaspekter så som beskyttelse af mindretalsaktionærer og betydningen af denne for investeringslysten, vil disse ting højst komplicere analysen, de vil ikke ændre på konklusionerne – og eftersom de mig bekendt i øvrigt ikke er blevet nævnt i den populistiske køllesvingningskonkurrence af en “debat” vi har set indtil nu, er det næppe relevant at inddrage dem her. Så for at samle op: Staten vil ikke på sigt få noget ud af Kristian Jensens lovforslag. Hvis det bliver vanskeligere for kapitalfondene at tjene penge i Danmark, fordi de skal betale mere i skat, så vil deres viden og ekspertise gå til udlandet – og det vil koste os en masse gode danske arbejdspladser på langt sigt. Danmark er ikke blevet et rigt land ved at forbyde dygtige mennesker at gøre det, de er gode til. Vi er ikke blevet rige af at forbyde ting, som kan effektivisere og forbedre vores virksomheders drift og konkurrenceevne. Misundelseslovgivning har aldrig gjort et land rigere og øget den økonomiske vækst.

Tværtimod.

Quote of the day

“On voting day, remember: Vote Early, Vote Often”

Found here, comment #23.

Den der negative opbyggelighed…

Jeg må hellere starte ud med en lille indrømmelse: Jeg har endnu ikke fået læst – endsige købt – Stjernfeldts værk: Kritik af den negative opbyggelighed.

Men jeg tror alligevel efterhånden jeg har en ret god ide om, hvad hovedpointen(/erne) er. Elitestyret har behandlet emnet flere gange, og forskellige kronikker og debatindlæg har også givet stof til eftertanke.

Så selvom jeg nok burde vente med at kommentere på dette emne til jeg havde et lidt mere informeret udgangspunkt, følger her nogle få tanker jeg har gjort mig i den forbindelse, og som jeg mener er relevante for den diskussion, der udfolder sig for tiden:

Pessimisme
Måske er jeg slet ikke Mchangama’s mål for kritikken, men jeg føler mig alligevel lidt ramt. Det gør jeg fordi jeg er pessimistisk af natur. Glasset vil altid være halvt tomt når man spørger mig. Det vil jeg ikke undskylde, for det er mit udgangspunkt, og næppe et jeg ville være i stand til at ændre, selv hvis jeg gjorde en ihærdig indsats. Nogle gange og på nogle specifikke områder er jeg endda, når sandheden skal frem, meget pessimistisk.

Men selvom jeg overordnet set er pessimist, er min pessimisme ikke Platon’s og mange teologers’ pessimisme. Den er ikke ufravigelig, den omhandler ikke menneskets skæbne “som sådan” eller fremtiden “generelt” – nej, den relaterer sig til den specifikke udvikling, jeg mener at kunne forvente at se udfolde sig over de næste årtier. Jeg er pessimist af, hvad jeg opfatter som, “realistiske” årsager. Ligesom mange optimister opfatter sig selv som optimister af tilsvarende årsager. Hvis tingene så anderledes ud, hvis ikke jeg kunne risikere at læse indlæg som dette på en af mine ynglingsblogs – ja, kort sagt; hvis jeg kunne overbevise mig selv om at friheden og rationaliteten gik sin sejrsgang på kloden – eller måske bare at det gik i den rigtige retning – så ville jeg være betydeligt mindre pessimistisk end jeg er.

Det kan jeg bare ikke.

Og det skinner måske igennem nu og da, når jeg poster. En nuancering er dog meget vigtig her: Der er forskel på pessimisme og fatalisme. Førstnævnte synes jeg et eller andet sted er sund nok – et pessimistisk udgangspunkt er (når vi ser bort fra risikoen for selvmord o.l) hverken værre eller bedre end et optimistisk udgangspunkt. Men fatalisme er farlig, fordi den er et centralt element i offerrollen, som Mchangama har ret i på ingen måde er attraktiv.

Offerrollen
Offerrollen er der allerede skrevet meget om, så blot ganske kort: Det burde være en selvfølge, men er det øjensynligt ikke, at jeg fuldt ud deler den opfattelse, at det forhold, at de holdninger jeg har, ikke deles af så mange som jeg kunne ønske, ikke gør mit argument bedre eller værre end alle andre argumenter. Hvor mange der overbevises af et bestemt argument er komplet ligegyldigt, og liberalister er ikke de eneste, som ville have godt af at huske på dette. Ofre, dem som går imod strømmen, mindretallet, har ikke mere ret end alle andre, fordi de er i mindretal. At de er i mindretal er ikke nogen god undskyldning for at stoppe med at kæmpe imod. Argumenter bør vurderes på egne præmisser, ikke valideres ud fra, hvor populære de er.

Polemik er godt
Dette er formodentligt postens vigtigste pointe.

Det er en dejlig ting, at man kan købe billig tøj af rimelig kvalitet, når man har brug for det, og det er ingen selvfølge, at man kan købe eksempelvis bananer fra andre kontinenter i dagligvarebutikker til en pris langt under, hvad man i sin tid gav for disse varer. Tænk at en kuglepen produceret i Kina ikke koster mere end et par kroner. Men det falder af naturlige årsager sjældent en liberalist ind at skrive en blogpost om disse ting. Den slags sker, men det er sjældent. Det er under alle omstændigheder ikke en historie en journalist vil være særligt interesseret i.

Min pointe: Når liberale ønsker at kommunikere deres politiske budskaber ud, er det naturligt, at en vis bias gør sig gældende, og at de negative historier kommer til at dominere. Borgerlige reagerer når staten går for vidt, og holder sig ellers for sig selv – og det tror jeg vil være svært, hvis ikke umuligt, at ændre på. Modsat hvad Mchangama tror, tvivler jeg på at de positive historier er så pokkers interessante for ret mange andre end dem, som allerede har tænkt over disse ting og er åbne i forvejen. Det er ingen nyhed, at man i dag kan købe 20-30 liter mælk for en times arbejde, selvom der bestemt ikke er noget “naturligt” i det. Johan Nordberg har måske medvirket til at promovere liberalismen og omvendt nogle svenskere med en anti-polemisk, positiv stil. Saglighed skader aldrig. Men…

Politik er en beskidt affære. Og hvis det eneste de liberale byder på, er saglige og down-to-earth debattører og -debatter, med argumenter klinisk renset for polemik og følelser, så bliver liberalismen aldrig noget der bare ligner folkelig. Måske kan liberalister på denne måde med en saglig og positiv tilgangsvinkel virke som en fornuftens stemme midt i al vrøvlet, og det er da bedre end ingenting – men alt for få vil lytte til, at stemmen på nogen måde vil gøre en forskel. At liberalister, pga. det rationelle udgangspunkt, har det med at overse, hvor meget følelser og irrationelle dispositioner påvirker befolkningens stillingtagen i mange politiske sammenhænge, og har svært ved at tackle disse på de områder, hvor de er opmærksomme på disse faktorers indflydelse, er et stort problem. Hvis Mchangama’s pointe blot er, at man ikke skal fylde side op og side ned med floskler og retoriske ligegyldigheder, som man til tider ser nogle steder i de liberale miljøer, giver jeg ham ret. Hvis han beder liberale debattører mere generelt om at skrue ned for polemikken, synes jeg han er på vildspor.

Som sagt ovenfor, liberalister råber op, når reguleringen tager overhånd og staten blander sig i ting, staten ikke burde blande sig i. Og det er der altså intet galt i. Man kan frustreres over, at det så ofte virker nødvendigt at råbe op. Man kan frustreres over, at mange danskere tilsyneladende ikke bekymrer sig det fjerneste om de borgerliges kritik og deres argumenter – ligesom man kan frustreres over, at mange mennesker i dag tilbeder guder af forskellige afskygninger, hvis eksistenser alle er omtrent lige så sandsynlige som Det Flyvende Spaghettimonsters. Men at staten vokser videre og at mange tilsyneladende er bedøvende ligeglade, skal liberalister altså ikke undskylde for. De skal ikke prøve at bilde sig selv ind, at flertallet i virkeligheden er enige med dem, at det blot kræver lidt overtalelse. De skal ikke gå i ly og nøjes med at håndplukke de positive historier markedet har at byde på, og implicit ignorere de mange negative, staten har at byde på. Liberalister skal kort sagt ikke være flove over, at de går imod en udvikling de ikke bryder sig om – og de skal ikke være flove over, at de desværre for tiden udgør et mindretal.

Jeg er enig med Stjernfeldt i, at offerrollen er dødsensfarlig. Men jeg har svært ved at forene denne vigtige pointe med, hvad man lidt overdrevet kunne kalde Mchangamas anti-polemiske rationalisme. Hvis liberale dropper polemikken, risikerer de så ikke bare at male sig op i et hjørne – vel at mærke et hjørne, som er endnu mindre og endnu mere isoleret end det, de allerede befinder sig i?

Alt for mange liberale er i dag i udgangspunktet i forsvarsposition – der er alt for mange, som intet siger. Mange er mere eller mindre flove over at være liberale, og føler det er nødvendigt at forsvare, at de ikke vil finde sig i flere statslige overgreb og højere skatter. På samme måde som mange ateister også føler sig pressede af de troende i stedet for at sige det som det er: Hør her, det er dig der vrøvler, ikke mig. Jeg tror ikke på at en skarp, polemisk kritik af velfærdsstaten og negative historier er noget problem for borgerligheden – jeg tror derimod fraværet af en sådan vil udgøre et seriøst problem. Polemikken jager nogle tvivlere væk, javist, og glæderne ved det borgerlige alternativ skal promoveres for, at man kan opnå noget som helst på sigt. Men angrebspositionen, den aggressive fremgangsmåde, vil jeg fastholde er et nødvendigt liberalt signal – et sundhedstegn.

Man kan diskutere, hvordan de negative historier skal vinkles. Men de borgerlige skal altså fortsætte deres samfundskritik og bør fortsat have polemiske og levende debattører, der holder gryden i kog. Der er ikke noget holdbart alternativ.

Jyllandspostens på afveje

Jeg havde egentligt tænkt mig at skrive et længere og skarpt indlæg som svar på dagens leder i jp.

Det viser sig at jeg ikke behøver gøre så stor en indsats endda. Alex Tabarrok’s nyeste post indeholder en pointe meget lig den jeg ville fremføre:

The Fed has done the poor a disservice by looking the other way while the poor got loans at really low rates of interest. Thus, high interest rates are bad for the poor because they can’t get jobs and low interest rates are bad for the poor because they borrow too much money.

Reich argues this way, of course, because he thinks that the poor can’t handle their money. I’ll add Reich to the list of credit snobs.

Jp har selvfølgelig ret i, at Danmark ikke har behov for en ny prisspiral på boligmarkedet. Men det undgår man ikke ved at gå imod en liberalisering af området. Tværtimod. Mit problem med indførelsen af SDO’er har intet med den finansielle deregulering i sig selv at gøre. Problemet med indførelsen af SDO’er består i, at politikerne ikke er gået videre, og blot har begrænset reformen til den finansielle sektor. Hvor der, som jp også selv er inde på, i forvejen er liberaliseret ganske meget. Det er ikke liberaliseringen af den finansielle sektor, der har ledt til høje boligpriser de seneste år. Liberaliseringen har blot gjort det lettere for markedet at give udtryk for, at der var et problem. Problemet selvfølgelig værende det simple, at regulering via en lang række kanaler begrænser udbuddet af boliger voldsomt. Når man ignorerer problemet på udbudssiden, men samtidig (via finansielle instrumenter) gør prismekanismen mere fri, er der ikke noget at sige til, at vi har oplevet en udvikling på området som den vi har. Endnu en god grund for de unge under 30 til at hade regeringen.

Nej, hvis man skal klandre politikerne, så skal man klandre dem for ikke at liberalisere det tåbelige og planøkonomiske boligmarked noget mere, så udbud og efterspørgsel i det mindste får en chance for at løse problemerne på længere sigt. Man skal ikke klandre den for at fjerne tåbelig lovgivning, der aldrig skulle være indført til at starte med.

Post nr. 100!

One hundred posts!

Little more than half of them (57) in English.

1836 pageloads, 1330 unique visitors.

I already know some readers would like me to shift away from blogger.

What else? Any feedback is welcome.

Dagens citat

En ny Grundlov skal gøre monarkiet tidssvarende, bl.a. ved at tronen går i arv til den førstefødte.

Herfra – ja, det er måske lidt ondt bevidst at lede efter den slags, men lidt sjov skal man jo have, og beder de ikke også selv om det?

“Gøre monarkiet tidssvarende“

Hvem sagde oxymoron?

Youtube fun – simul. edition

Priceless!

HT: Susan Polgar.

Single-payer health care in a nutshell

1. People are forced to buy something they don’t seem to want

2. Provided by a monopoly

3. Paid for by higher taxes

That is Arnold Kling’s point of view. I agree.

And yes – there are alternatives.

Kun i Danmark…

Sandmonkey har en “only in Egypt”-sektion. Måske var det på tide at få en “only in Denmark”-sektion her på bloggen?

Jeg kan allerede komme i tanke om to gode grunde til at indføre den.

Ja – førstnævnte hører bestemt til i denne kategori, for selv om der er tale om et EU-direktiv, er der næppe andre lande, hvor loven tolkes lige så åndssvagt som herhjemme.

Eftersom de internationale medier sjældent er specielt interesserede i, hvad der foregår i vores lille andedam – hvilket gør engelske links vanskelige at rekvirere, bør den måske nok hedde “kun i Danmark”.

Memorable quotes – religious edition

“Some people badly need to be ill for their own sake“

“There is quite a lot of evidence anyway of God’s existence, and too much might not be good for us“

Proof of God’s existence: “A plane crashed killing 143 passengers and crew. But one child survived with only their-degree burns. Therefore God exists.”

All three quotes are from Richard Dawkins: The God Delusion. The first two are credited Richard Swinburne, an Oxford theologian. The third is of unknown origin to me, as the link provided by Dawkins in the book is unfortunately broken (allthough I can guess that he became aware of it through this website).

Update:

I have renamed the post.

Quote of the day

“Can we reasonably infer that experts who do not reveal their disagreements have an unappealing track record, know less than they pretend, or treat the public like children?”

That is from Robin Hanson’s latest post. I wonder if he had any particular subject in mind when he wrote this?

Det gaar helt i fisk for foedevarestyrelsen…

Denne historie – well, ikke historien selv, loven – er simpelthen så sort.

Jeg ved ikke rigtigt om det er nødvendigt at kommentere på det overhovedet, men for en sikkerheds skyld:

1) Ved at indkludere den slags love i lovgivningen opnår man intet andet end at kriminalisere almindelige borgeres hverdag. Politiet har ikke skyggen af en chance for at håndhæve loven.

2) Der er tale om en offerløs forbrydelse. Det er ikke nogen forbrydelse at være dum eller uinformeret. Ved at have love som denne gør staten livet sværere for dem, den forsøger at hjælpe. Ingen bliver klogere af at staten frarøver dem valgmuligheder – det eneste staten opnår er at gøre folk endnu mere ude af stand til at vurdere konsekvenserne af deres egne handlinger end de allerede er.

3) Det er godt at Folketinget har sine prioriteter i orden. Forleden købte jeg en ny køkkenkniv i IKEA. Jeg blev ikke spurgt om jeg havde tænkt mig at bruge den til at stikke nogen ned med. Hvis folkevalgte endelig, for at “beskytte os”, skal blande sig i, hvem man må sælge sine varer til, er fisk ret langt nede på listen over ting, jeg kunne komme i tanke om at lovgive om.

Konsekvenserne af politisk korrekthed – på tysk…

Jeg har tidligere skrevet (indirekte) om Ali Gum’a og hans forsøg på imødekommenhed, dialog og forståelse på tværs af kulturer (et direkte link til hans dybe indsigter relevante for denne post her). Måske skal han til at skifte strategi og droppe fløjlshandskerne?

En ny, ekstremt skræmmende sag, rejser i hvert fald spørgsmålet:

“Tyskland genlød af fortørnelse og forbløffelse, da den tankevækkende historie om, at en dommer i Frankfurt am Main havde sat Koranen over retsstaten, var blevet kendt.

[...]

[Dommeren] havde nægtet at fremskynde en skilsmisseproces mellem to unge mennesker af marokkansk afstamning. Den 26-årige kvinde er tysk statsborger og havde søgt om øjeblikkelig skilsmisse, da hendes mand fortsat slog hende og havde truet med at slå hende ihjel.

Dommeren afviste at fremskynde sagen.”

I sig selv er dette vel ikke noget enestående. Dommere er mennesker lige som alle andre, og de begår også fejl. Måske har dommeren troet at konen var en patologisk løgner, måske er det hendes ottende skilsmisse, måske er hun et crackvrag som har brug for hustrubidrag så hurtigt som muligt, fordi manden har smækket kassen i, og hun snart risikerer at brække et ben eller to. Måske har dommeren bare vurderet at beviserne for kvindens anklager mod manden var for svage til at bære. Min pointe: Selvom den her sag skulle være ret clear cut, ville jeg under nogle bestemte omstændigheder godt kunne forstå dommerens beslutning.

Men efter at have hørt dommerens begrundelse ser sagen meget, meget grim ud:

“Hun [Dommeren] begrundede sit nej med, at begge stammede fra den marokkanske kulturkreds, og henviste til Koranen og dens ord om, at manden havde ret til at udøve tugt over kvinden, og at tugt ikke i sig selv var begrundelse for at tale om urimelig hårdhed.

Og i øvrigt, hed det i dommerens afvisning, »måtte den i Tyskland fødte kvinde have regnet med det, da hun giftede sig med den i Marokko opvoksede mand«.”

Altså siger dommeren: Jeg kan simpelthen ikke hjælpe dig. Der står i en oldgammel bog, at det er ok at banke sin kone, og så må det jo være rigtigt. Der er jo ikke nogen tysk lovgivning på området, og selv hvis der var, er bogen selvfølgelig meget vigtigere. Du burde også bare have vidst bedre, for i Marokko banker mænd deres koner, og din mand er fra Marokko. [En spekulativ tilføjelse fra min side som muligvis er et resultat af, at jeg for nyligt påbegyndte Dawkins' The God Delusion:] Hvis nu manden havde sagt, at tandfeen havde fået ham til at tæve dig, havde jeg måske truffet en anden beslutning. Men fordi en bog; nej ikke bare en hvilken som helst bog – en hellig bog – kan bruges som begrundelse, er sagen en anden.

At dommeren ved at appease og udleve den politiske korrekthed til perfektion kommer til at fremstå som et indskrænket, generaliserende r-hul (alle marokkanere banker deres koner? Og derfor er det helt i orden?) kan næppe undre.

Den her sag stinker, og det er tvivlsomt om den tyske dommerstand vil huske den og lære af den – nej vent, det er ikke tvivlsomt; man vil intet lære og sagen er glemt af 95 ud af 100 dommere om et par år. Det er også grunden til, at jeg ikke kan se det som specielt positivt, at episoden da trods alt forårsager så stor fortørnelse som tilfældet er. At en dommer bruger koranen som begrundelse for en juridisk beslutning illustrerer desværre kun alt for tydeligt, at berøringsangsten og den religiøs apologeti (iklædt kulturelle gevandter) efterhånden er blevet så omfattende i Tyskland, at den efterhånden, hvad enten politikerne og befolkningen ønsker det eller ej, også har bevæget sig ind i retssalene.

En ting som plager mig lidt, er dommerens undskyldning, som jeg har svært ved at vurdere. I jp-artiklen står der i underoverskriften: “Den tyske dommer, der satte Koranen over loven, erkender og beklager sin fejl. Bagefter forstår hun ikke selv sin handling.”

Men det er ikke det billede man får, når man læser artiklens bemærkninger. I artiklen er undskyldningen beskrevet på følgende måde: “Hen på dagen i går meddelte en talsmand for domstolen i Frankfurt am Main, at den pågældende dommer brødebetynget beklagede, at hun havde begået en fejl. Hun havde ikke forestillet sig, at hendes erklæring med tilbagevisningen af den marokkanske kvindes ansøgning om at fremme sagen kunne have en sådan politisk rækkevidde og sprængkraft.”

Når jeg læser dette, er det ikke klart for mig, af hvilke årsager hun tager afstand fra sin dom. “Hun havde ikke forestillet sig, at hendes erklæring … kunne have en sådan politisk rækkevidde og sprængkraft.”
Hun siger ikke: Selvfølgelig har koranen intet at gøre i en tysk retssal. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på.
Hun siger ikke: Selvfølgelig er marokkanske skikke aldeles irrelevante, når sagen omhandler opløsningen af et tysk ægteskab pga. hustruvold og dødstrusler.

For mig at se lyder det, hvis man alene skal dømme ud fra udmeldingen sidst i artiklen, mere som om dommeren er ked af, at sagen har fået så stor opmærksomhed, end at hun er ked af, at hun traf en afgørelse, hvis begrundelse var fuldstændig uforenelig med tyske retsprincipper.

Selv hvis hun, som underoverskriften giver udtryk for, vitterligt tager afstand fra selve dommen og den horrible begrundelse, har jeg stadig ekstremt svært ved at købe den med, at hun “bagefter ikke forstår sin handling”. Hvor længe er det lige siden dommen blev afsagt – har hun slet ikke spekuleret over sin begrundelse? Som Kent Olsen formulerer det, lyder det lidt som om hun før gik rundt i trance og nu pludseligt er vågnet op og har opdaget, hvor tåbeligt hun har båret sig ad. Måske er det den version, hun har forsøgt at promovere, selvom artiklen ikke dokumenterer dette. Det var også den version flere af de anklagede ved Nürnbergprocessen diskede op med. I call BS! Det falder ikke bare en dommer ind at slå op i koranen for at finde ud af, om den skriver noget relevant om hustruvold. Nej, sandheden er ret simpel: Dommeren ville for alt i verden, for at appease det PC inficerede miljø hun begår sig i, undgå at komme i en situation hvor hun på nogen måde kunne stemples som en islamofobisk og kulturfjendsk racist som var ude af stand til at sætte sig ind i det muslimske mindretals “kultur”. Hun valgte at forsvare den voldelige ægtemand, fordi hun ikke ville fremstå som fremmedfjendsk, og fordi hun (ikke ville give udtryk for/reelt ikke mener?), at den undertrykkende “kultur” det kvindelige voldsoffer var blevet en del af, er hverken værre eller bedre end den “vestlige” “kultur”, hvor mænd ikke tæver deres koner gule og blå, fordi det står i en gammel bog. Og, som hun selv bemærker i dommen, selv hvis den førstnævnte kultur var den sidstnævnte underlegen, ville dette være ret irrelevant, fordi kvinden jo selv havde valgt den dårlige kultur til (man kunne gå et skridt videre: At hun ikke ville få nogen hjælp til at vælge den fra igen burde heller ikke komme som nogen overraskelse).

Den mildeste straf jeg ville kunne forsvare overfor mig selv at idømme denne dommer, er fyring på gråt papir. Sådan en dommer har simpelthen ikke noget at gøre i en rets-stats retslokaler, med mindre hun befinder sig på anklagebænken.

Charlie Hebdo-retssagen II

Jeg kom lige til at tænke på, at jeg da ville være et skarn, hvis jeg ikke bragte de tegninger retssagen (foregående post) drejede sig om. Hvordan skulle man ellers kunne tage ordentlig stilling?

Her er to af bladets tegninger:

Charlie Hebdo-retssagen

Retssagen mod det franske ugeblad Charlie Hebdo er tidligere behandlet andetsteds. Det samme er de juridiske spidsfindigheder.

I dag faldt der dom i sagen: Charlie Hebdo og Philippe Val blev pure frifundet.

Dommen kan kun betragtes som en sejr for ytringsfriheden. Man kan kun håbe, såfremt anklagerne vælger at appelere dommen, at appelinstansen vil nå den samme fornuftige konklusion: At man i et frit samfund ikke skal kunne dømmes for at gøre op med forældede og tåbelige religiøse dogmer, som aldrig burde have overlevet middelalderen.

Jane galt on education

Here it is.

Tyler Cowen’s take on it is the same as mine (even though he does not explicitly comment on the piece, the quote in his post makes it quite clear what he thinks).

However, an interesting part of the piece is the following. This part is where Megan differ from many libertarians:

“children [...] have positive rights. They have a right to be fed, educated, clothed, sheltered, and given medical care on someone else’s dime. And if their parents abdicate this responsibility, then it passes onto the community, including the state, even if none of us asked said parent to reproduce“

My view: A social policy based on positive rigths is a bad, bad, bad idea. Even though you might implicitly support a point of view not very different from it, the leap from a non-rights based policy to a rights-based one is huge. This is because when something has been established as a right, it is impossible to remove again.

A positive rights based policy is also on a more fundamental level simply a dead end. Megan illustrates this problem very well herself. The full quote is not “children have positive rights”. It is “children (and to my mind, the severely disabled) have positive rights”. The line drawn is arbitrary and she has already crossed what might be called the equality of opportunity-line here. What about those who are unable to get a job? Old people? This is a Pandoras box that should never be opened. Freedom is negatively defined, period. A positive right is an enemy of liberty, and libertarians should be the last people to forget this.

As it is, I do subscribe to (a modified version of) the soft libertarian point of view that equality of opportunity should be a somewhat important policy-variable – and of course that politicians should just forget about equality of outcome. This is even though I of course am very well aware of the fact that it is impossible (because of genetic differences ect.) to get anywhere near the ideal. I am also very much aware that I adhere to this ideal on grounds of “justice”, not liberty. I think the disagreement between Megan and me lies in the level of government commitment in pursuing the ideal. I find the ideal somewhat important, but it should never be as important as it is to not underestimate the power of government – and by handing out positive rights, Megan does the latter. The main goal is liberty, not justice.

Ny borgerlig avis snart på nettet

Dette er en interessant nyhed.

Jeg ønsker Ole og Thomas alt godt og håber avisen overlever opstartsfasen. Hvis vi er heldige ligger en netavis måske lige netop i den markedsniche, hvor en borgerlig avis har en chance for at overleve – full disclosure: Jeg er ikke overbevist. Selvom jeg regner med at læse med, tvivler jeg på de kan overleve på det socialdemokratiske mediemarked, og jeg vil se det før jeg tror det.

Men _hvis_ de nu klarer den, så vil det altså være svært ikke at tro på, at tingene da virkelig er ved at ændre sig til det bedre. Først Cepos, så Liberalisterne og nu dette.

What I’ve been reading…

Last year I went to London for a week in August. The weather was wonderful and as my hotel was quite close to Hyde Park, I must admit that I spent more than one day just lying in the sun reading.

One of the things I intended on reading during my stay was “1914-1918, The History Of The First World War”, by David Stevenson. I had for some time wanted to get a closer look at The First World War, and Stevenson’s book was supposed to be a good place to start. Also, I knew the book could be bought at half price in the UK – books are very cheap in London – (it only cost £9.99, and shipping is always prohibitedly expensive), so I purchased it in The Imperial War Museum during my stay.

However, as I had already begun reading Jung Chang’s “Wild Swans” at that time, I just couldn’t put this book down (incidentally, my hotel was only about 6-700 yards from the Notting Hill Gate Station, which meant that during that week I probably wasn’t living more than a kilometer or two away from Chang’s home address) and a week later I had finished this and begun reading “Harvest of Sorrow”, by Robert Conquest, as well as “A briefer history of time”, by Stephen Hawking. The latter was a little bit of a disappointment, because I had already read the original Brief History and I found that not much new was added. Chang and Conquest are very much recommendable though.

So for the last six months, Stevenson have done nothing but increased my unread/read ratio of books, thus it has increased my risk of becoming a book hoarder. Now I’ve put an end to that – and a good thing too that I finally got around to reading it. The book is very well-documented, rich in details and requires only a minimum of, if any, background knowledge. The book consists of 500 pages that describes the war itself, and of a hundred pages describing the post-war situation and the developments leading up to the Second World War. The bibliography, notes and index are altogether almost 150 pages long. The book has quite a few very detailed maps as well, making the strategic aspects of the war relatively easy to understand for the laymen as well.

The main part of book, that on the war itself, with all it’s different angles and subjects, is very good. However, the last part of the book, the one with the post-war description, was a little bit of a disappointment. It is by far the weakest part of the book, and it could have been done better – especially when it comes to the developments in Russia. Stevenson correctly describes how Russia was “not part of the good company” until at least the mid-thirties, where France started to get really worried about Hitler’s intentions. He also describes a few of the reasons why France (and especially GB) preferred to look west rather than east for potential military aid. What he does not mention, is that the development towards legitimizing the Stalin regime could be considered quite paradoxal, as it would happen at a time where this very regime was arguably far worse and more repressive than the German counterpart, due to the mass killings of peasants in the Ukraine and Soviet Central Asia during the dekulakization in the early 30′es (costing as many (civilian) lives as the total number of war deads on the allied side during the Great War). The Soviet repression is simply not mentioned at all.

Conquest’s point (from The Harvest of Sorrow) that the terror-famine has been largely forgotten or neglected by historians, Stevenson’s work unfortunately is a good example of – and this omission is by far my biggest problem with the book. The Russian repression during the 30′es – both the dekulakization and the show trials later on – was a very important element in the fast German advance on the eastern front in -41 and -42, as well as an important diplomatic issue that made cooperation and coordination between France and Russia difficult – and arguably also cooperation between Stalin and Hitler easier. In short, it made a German-initiated war far more likely. Even if the mass killings didn’t deserve to be mentioned on their own merit, there were good reasons to include them in an analysis linking the First and Second World War together, as they could be considered a consequense of the Russian collapse and the resulting communist takeover that had direct and obvious consequenses wrt. the way the Second War developed.

However, it’s still a very good book and a good place to start. I’d say 4 Uncle Sams out of 5. A better and less apologetic tone wrt. Russia (he also consistently calls Lenin’s war on and massacres of the opposition for “civil war”) would have earned the book the last Uncle Sam.

Lau’s kronik i berlingske

Jeg har længe ment at Jesper Lau Hansen burde skrive en kronik om Plame-sagen. Sagen er om noget et tidstypisk udtryk for den herskende trend herhjemme mht. USA-formidlingen, og få udover professorstyrets læsere er formodentligt klar over, at historien ikke nødvendigvis er helt sådan som journalisterne bringer den – eller også er de ikke klar over, hvordan man alternativt kunne vælge at fortælle den. Selvom man godt kunne forvente, at journalister læser en senatsrapport, eller i det mindste er klar over at den eksisterer og hvad der står i den, når rapporten(/erne) siger det modsatte af, hvad journalisten skriver i sin artikel, så tror jeg det er et fåtal af berlingskes læsere som er klar over, hvor biased og forvrøvlet berlingskes dækning af sagen har været.

Nu kom den så endeligt. Jeg må sige, at det taler til redaktionens ære at de valgte at lade kronikken trykke – men det skyldes formodentligt, at Lau har holdt igen med sin specifikke kritik af tanten, og i stedet kritiserer “medierne” generelt.

Enjoy.