Individualisme og egoisme

Jeg har i et stykke tid ønsket at skrive om dette, og mente efterhånden jeg lige så godt kunne poste det, jeg havde fået skriblet ned (aftagende marginalnytte og alt det der). Posten er at betragte som en modereret draft, ikke mere – jf øverst: “A personal notebook as well as a blog”…

Det er ikke sjældent, at man ser liberalister hylde egoismen. Se eksempelvis her. Det ses også med jævne mellemrum på liberator. Når det sker, følges denne hyldest som regel med en længere forklaring på, hvad liberalisten egentligt mener egoisme er for en størrelse. En sjælden gang er “liberalisten” blot en sjældent forekommende moralsk nihilistisk egoist – men det er sjældent. Hvad den medfølgende forklaring dog end måtte være i de øvrige tilfælde, er den ret vigtig, fordi de færreste opfatter ordet egoisme som særligt positivt ladet.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg synes det er en fejl, nogle liberalister hylder egoismen. En fejl med mange år på bagen, men en fejl ikke desto mindre. Klogere folk end mig selv har tidligere skrevet om dette – Karl Popper mener således, at en del af forklaringen på dette mærkværdige fænomen stammer helt tilbage fra Platon. I Platons verden var kollektivismen og altruismen ækvivalente, mens det samme var tilfældet for individualismen og egoismen. Det var en dejlig verden for Platon, for den gjorde det nemt for ham at forkaste det individualistiske tankegods som fritænkere som Demokrit havde kæmpet for. De var jo bare egoister hele banden, som var ligeglade med alle andre end sig selv; samfundet var i opløsning og de gjorde intet for at løse problemet. Hvorimod han med sit altruistiske udgangspunkt ville “det bedste” for alle (husk dog her pointen fra en tidligere post – hvad Platon forstod ved “det bedste” var ikke nødvendigvis, hvad befolkningen forstod ved begrebet).

I Poppers (og mine) øjne hører individualisme og egoisme ikke til på samme begrebsplan. På samme måde som kollektivisme og altruisme er to forskellige ting, er metodisk individualisme og egoisme det også. Individualismen er kollektivismens modstykke, mens egoisme er altruismens. Det udgangspunkt betyder, at man godt kan være både kollektivist og egoist, og at man også godt kan være altruist og individualist på samme tid. Et eksempel på førstnævnte kunne være en sovjetisk partifunktionær. Som eksempel på sidstnævnte fremhæver Popper Dickens.

Som påpeget ovenfor var det næppe et tilfælde, at Platon i sine senere værker sidestillede individualisme og egoisme. Det gjorde hans eget totalitære projekt meget lettere at sælge, fordi det gjorde, at individualisterne skulle bruge tid og kræfter på at skulle forsvare sig mod en stråmand (anklagerne om egoisme og moralsk nihilisme). Men ved at spille med på Platons præmisser gjorde individualisterne det også sværere for sig selv at angribe Platons eget filosofiske udgangspunkt, fordi argumentationsformen gjorde det langt sværere at gennemskue (og mindre problematisk, hvis det endelig blev opdaget og påpeget), at få var mere egoistiske end Platon selv. Det problem eksisterer stadig den dag i dag, forstået på den måde, at egoismebeskyldningsfrekvensen (kan ikke lige komme på et bedre ord) er asymmetrisk, og er højere for den liberalistiske gruppering end for de andre politiske grupperinger, der er relativt gladere for kontrol og regulering.

Motivanalyse er altid problematisk, men uanset om man køber argumentet om, at Platon brugte det meste af sin tid i de senere år på at køre sig selv i stilling som filosofkonge eller ej, er der ikke nogen tvivl om, at han ville vinde på at få sine tanker ført igennem. Nu kan det næppe undre nogen, at en filosof som mener at vide, hvad der bedst for alle, vil arbejde på at få mere magt. Det vil næppe heller kunne undre nogen, i forlængelse heraf, at denne filosof måske endda vil vælge at designe sin politiske filosofi således, at filosofferne som indgik i den burde være de retmæssige magthavere. Det er vel naturligt nok. Det der kan undre er, at man kan slippe afsted med på samme tid at benytte sig af en sådan filosofi _og_ kalde andre for egoister – uden at få den anklage lige tilbage i ansigtet. Nogle ville mene at et sådant argument er lidt for lavt, men det var vel ham selv som satte standarden?

Jeg synes liberalister skulle holde sig til at forsvare individualisme-komponenten i deres politiske filosofi, den kan bruge alt den hjælp den kan få. Det er ikke egoisme, som gør at liberalisme gavner alle på det lange sigt, det er individualisme. Hvordan kombinationen af egoisme/altruisme ser ud, hænger givetvis sammen med individernes politiske tilhørsforhold og placeringen på individualisme/kollektivisme-aksen, men præcist hvordan sammenhængen ser ud, er ikke på nogen måde klart. Selvom jeg mener Platon var en egotripper, der meget gerne ville være konge, vil jeg ikke generelt påstå, at socialister er mere egoistiske end liberalister. Det ser sådan ud fra den her side, men de ser også os med andre øjne, end vi selv gør. Tidspræferencer er vigtige i den diskussion. Man kunne tilføje, at selvom resultaterne af kollektivistisk politik synes at gavne kollektivister og skade andre pga. gruppeegoisme, ville kollektivisten måske påpege, at man i diskussionen bør holde intentioner og resultater klart adskilte. Det er jeg ikke enig i, men vægtningen af de to er ikke objektiv.

Hovedpointen må være, at man bestemt ikke behøver være egoist, bare fordi man er individualist. Det er en non sequitur. Og der er ingen grund til at blande sin individualisme ind i sit forsvar for egoismen, hvis det endelig skal være.