Quote of the day

Don Boudreaux on fair trade:

“No one believes that trade should be unfair, or that unfair trade should be tolerated. But those persons who bleat most loudly and most incessant about “fair trade” cannot be allowed to win arguments simply by labeling patterns and instances of trade that they disapprove of as “unfair” and then insisting that all “unfair” trade be condemned and prohibited.”

Amen!

Read the whole thing here.

How long can you survive in space?

Much longer than I thought – you’re not done for before after ~90 seconds.

Hat tip to marginalrevolution.

Blunder of the century

(The position after Kramnik’s move 34: Qe3??)

The century is only just getting started, but so far there’s no doubt in my mind: Kramnik’s Qe3?? would win by a huge margin. A World Champion who overlooks a mate in one? Don’t know what to say…

The whole game is available here.

Selvfoelgelig skal vi da tillade organhandel!

Hvad ellers? Og hvorfor er lige netop dette et af de emner, som ikke er til diskussion herhjemme – når man overvejer konsekvenserne af den nuværende politik, burde det være klart for enhver, at der er noget at diskutere!

Når folk dør af sult pga. mangel på frihandel i Afrika, er selv nogle af socialismens fremmeste forkæmpere i nødhjælpsorganisationerne villige til at give markedet en chance. Når relativt rige mennesker dør i en hospitalsseng pga. regulering af organsalg, er ingen interesseret i overhovedet at diskutere problemstillingen; og det selvom markedets måde at redde dem samtidig ville redde nogle af de fattige afrikanere.

Organhandel vil ligesom alle andre frivillige handler mellem to indforståede parter være til gavn for både køber og sælger. Køberen undgår at dø af organsvigt. Sælgeren får en vej ud af fattigdommen, både for sig selv og sin familie.

Man kan godt spørge om der overhovedet er noget at diskutere: Udgangspunktet for debatten bør bare være et andet end det nuværende.

Fortalere for det nuværende system: Bidrag til debatten. Jeg forstår Jer simpelthen ikke!

Update:
Jeg står ikke alene; Russell Roberts har skrevet en læseværdig post om emnet her, og Alex Tabarrok linker her til en interessant artikel i Economist.

Milton Friedman has passed away

Russell Roberts brought this to my attention, and wikipedia is changing it’s post about him as I write this, having already written in the date of death, November 16, 2006 in their post. So it seems like it’s actually true.

Milton Friedman needs no further introduction, and he is probably the one person who has inspired me the most when considering economics and politics. Few people alive today, if any, has done more to promote freedom and the libertarian idea than Milton did during his life. His death is, needless to say, a great loss.

"Liberalisme" og conceptual stretching – eller Newspeak?

Selvom undertegnede ikke normalt spilder sin tid med at læse Politiken, har Johan Espersens nylige indlæg alligevel fået ham lokket ind på deres hjemmeside. Artiklen er baseret på en ny meningsmåling foretaget af Epinion, som fortæller, at der er mange liberale i Venstre, som er utilfredse med Foghs linje.

Artiklen, og især den bestilte undersøgelse, fortæller selvfølgelig først og fremmest, at oppositionen prøver at angribe regeringen ved at få vælgerne til at tro, at regeringen er splittet. Hvor splittet Venstre reelt er, er et godt spørgsmål, men jeg tvivler desværre på, at den liberale fløj er så stor, som Epinion gerne vil gøre den. Jeg tvivler også på, at den er så liberal som epinion gerne vil gøre den, men det er en anden sag. Måske er det for meget at sige, at selve formålet med meningsmålingen godt kunne tænkes at være at give den førnævnte angrebsvinkel et empirisk fundament, men når Synovates undersøgelse stadig er i frisk erindring, er det da bemærkelsesværdigt, så hurtigt data kan ændre sig.

Noget interessant i artiklen er den retorik Venstrefolkene benytter sig af. Det er bemærkelsesværdigt, at hverken den politiske ordfører eller beskæftigelsesministeren i deres svar forsøger at vinde nogle ellers meget billige points ved at dreje debatten hen på de områder, hvor oppositionen er meget splittet (og hvor regeringen normalt henter sine stemmer). Det “argument” er da mere overbevisende end Troels Lunds kategoriske benægtelse af, at der er nogen form for splittelse i partiet. Overbevisende er udsagnet ikke ligefrem, eftersom tallene er ret ligeglade med hans holdning – men måske er det bare, fordi han allerede har bestilt sin egen undersøgelse, som skal afkræfte Epinions’ resultater? Det ville næppe være første gang…
Men udmeldingen er måske mere et signal til eget bagland end et forsøg på retorisk gendrivelse? En kontant besked til de få, der ikke allerede havde fanget vinket, om at de venstreorienterede “midtervælgere” er det eneste, der tæller for Venstre – “kernevælgerne” må sejle deres egen sø?

Claus Hjorths kommentar fortjener også nogle ord med på vejen, men man bør nok tage et smut forbi punditokraterne, før den behandles. Jørgen Møller har just skrevet et indlæg om Orwell og begrebet newspeak. Møller gør i indlægget en del ud af vigtigheden af sproglig præcision, og han advarer mod at forvirre begreberne. Han slutter sit indlæg af med følgende:

“Hvor vil jeg nu hen med denne tråd? Hverken EUMC eller danske politikere gør brug af ‘newspeak’, vil jeg starte med at slå fast. Dette begreb er i sig selv blevet misbrugt. ‘Newspeak’ henviser til en forsætlig politisk omkalfatring af sproget, og det finder sted under et totalitært systems vinger. Alt andet er at drive rovdrift på ordet.

Men EUMCs virke, den lettere forskruede danske diskussion om økonomisk ulighed, og påstanden om at den siddende regering skærer ned i velfærdsstaten passer som fod i hose med Orwells beskrivelse af politiserende sprogbrug. I alle tre tilfælde bliver ordene – ‘racisme’, ‘ulighed’ og ‘nedskæringer’ – brugt på bekostning af deres semantiske betydning. Der er tale om klare eksempler på ‘conceptual stretching’; på sproglig uredelighed dersom man foretrækker det.“

Jeg tager Møllers pointe om sproglig præcision til mig, og kalder derfor ikke Claus Hjorths udtalelser for newspeak. Jeg havde bestemt gjort det før i tiden, for det er politiserende sprogbrug så det basker. Claus Hjorth er således citeret i artiklen for følgende guldkorn: “En velfungerende offentlig sektor er i dag ikke liberalismens fjende“. Det fiffige ved argumentet er ordet velfungerende, som ikke har noget med noget at gøre. Det må da være op til den enkelte, om man mener den offentlige sektor er velfungerende. Og hvad menes med velfungerende? Men uanset hvad pokker den så ellers er, kommer man ikke udenom, at velfærdsstatens grundlæggende fundament er tvang. Liberalisme handler om frihed; fravær af tvang. Så hvilken liberalisme er det egentligt Claus Hjorth snakker om? Er det mon en moderne en af slagsen? En “skandinavisk liberalisme”?

Der tegner sig efterhånden et grimt mønster, når man betragter ledende Venstrefolks forhold til liberalismen. De synes generelt at gøre nogle ret ihærdige og vedholdende forsøg på at slå ordene liberal og liberalisme ihjel – ved at ødelægge og forvirre begreberne så meget, at ordene reelt tømmes for indhold. Claus Hjorth og statsministeren står bestemt ikke alene med deres slet maskerede drabsforsøg, Lars Løkke er også fint med, og Thor Pedersens version af liberalismen afviger også noget fra den traditionelle (nederst).
I forbindelse med ordet liberal er de for længst kommet et så langt stykke af vejen, at “liberal” herhjemme efterhånden snart betyder det samme, som det gør i USA. Altså venstreorienteret. Med den “succes” er det grufuldt at tænke på, at man nu vil til at trække liberalismen gennem den samme proces af udvanding og sproglig omstrukturering.
Og det er altså svært at se de underlige drejninger tingene tager, når ordet liberalisme tages i munden for tiden blandt Venstrefolk, som andet end elementer i en langsigtet strategi, som har til formål at bevirke det, Jørgen Møller så rammende betegner “en forsætlig politisk omkalfatring af sproget”. Et forsøg på gennem sproglig manipulation på langt sigt at tømme ordet liberalisme for indhold, og dermed nedbryde ideologisk kritik og kritisk debat.

Nu er det en tid siden jeg læste 1948, men jeg husker stadig omfanget af den sproglige kontrol som den var beskrevet. Det hjalp også på hukommelsen, at jeg for nyligt læste en anden god forfatter, der også havde en vis forståelse for sprogets betydning for meningsdannelsen og den frie tanke. Det danske samfund er heller ikke totalitært. Så newspeak som Møller og Orwell forstår det, er der som allerede nævnt ikke tale om. Men den proces, der er sat i gang med Foghs begrebsfornyelsesproces, har til formål at konstruere et nyt sprog, det kan der ikke være nogen tvivl om; et sprog som ikke tillader kommunikation af den liberalistiske ide. Eftersom liberalister som ønsker at stille op til et folketingsvalg ikke har lov til at stille op under det mest korrekte og informative navn, som er sprogligt tilgængeligt, har processen allerede leveret de første skræmmende resultater. Processen er afskyelig, og med mindre den bekæmpes, vil den ende ud i det, Orwell forstod ved newspeak. Bekæmpelse kræver, at nogle af de utilfredse liberale der skulle være så mange af, begynder at råbe op. Før de gør det, nytter deres latente liberalisme ingenting.

Downward nominal wage rigidity

Michael Elsby recently released a working paper about the subject (thanks to Tyler Cowen for the pointer).

I, being a monetary rule kind of guy, find the results quite interesting. They present a challenge to the economists who like to think that the existence of downward nominal wage rigidity implies that monetary policy should be more discretionary (due to a greater Phillips curve trade-off).

Elsby’s argument goes like this:

“it has been claimed that DNWR implies the existence of a greater Phillips curve trade-off at low rates of in‡ation (Akerlof, Dickens & Perry, 1996). The intuition underlying these claims is quite compelling. Low in‡ation implies that reductions in real labor costs can only be effected through nominal wage cuts. If firms are prevented from cutting nominal wages, then their only recourse is to layoff workers, leading to increased unemployment. Thus, when in‡ation is low, increased in‡ation can relax the constraint of DNWR on wage-setting for a significant fraction of firms, and thereby reduce unemployment. This result has been of particular interest in recent years due to the adoption of in‡ation targeting by many monetary authorities as it implies that implementing a low in‡ation target could result in a persistent increase in unemployment.“
[...]
“In this paper I show how a model of DNWR in which the wage is allocative is nevertheless
consistent with relatively weak unemployment effects of low in‡ation. Based on the evidence cited above, the model assumes that wage rigidity arises due to an aversion to nominal wage cuts on the part of the workers. The key insight in the analysis is that nominal wage increases in this setting are partially irreversible. [...] In this sense we can think of there being an asymmetric adjustment cost to changing nominal wages.

This insight equips us with a fundamental prediction: firms will compress wage increases as well as wage cuts in the presence of DNWR. This occurs through two channels. First, forward-looking firms temper wage increases as a precaution against future costly wage cuts. Raising the wage today increases the likelihood of having to cut the wage, at a cost, in the future. Second, even in the absence of forward-looking behavior, DNWR raises the level of lagged wages in the economy, so firms do not have to raise wages as often or as much to obtain their desired wage level. These properties of the model imply the perhaps surprising prediction that worker resistance to wage cuts should have no effect on aggregate wage growth.

These results have important implications for the previous empirical literature on DNWR. This literature has assumed (implicitly or otherwise) that the existence of DNWR has no effect on the upper tail of the wage change distribution. In particular, this is a key identifying assumption in Card & Hyslop (1997), and leads them to use the observed upper tail of the distribution of wage changes to infer the properties of the lower tail in the absence of DNWR. The above prediction that wage increases will be compressed indicates that this assumption may be misguided. By neglecting the compression of wage increases, previous empirical research may have overstated the increase in aggregate wage growth due to DNWR, and thereby the costs of DNWR to firms.

I seek evidence for these predictions using micro-data for the US and Great Britain. I find
significant evidence that the upper tail of the wage change distribution exhibits a compression of wage increases related to DNWR. In particular, I find that this limits the estimated increase in aggregate real wage growth due to DNWR from around 1–1.5% to no more than 0.3%. This is because firms can “save ”at least 75% of the increase in wage growth due to restricted wage cuts by reducing nominal wage increases.
[...]
Based on this evidence, I conclude that there is no reason to expect the macro effects of DNWR to be as large as previously envisaged, and therefore that it does not provide a strong argument against the adoption of a low in‡ation target.“

I find it strange that nobody has proposed the idea in previous studies that the existence of DNWR rigidity would also affect the upward rigidity. But after reading this, one explanation springs to mind. People who might get such an idea often choose not to enter “the world of academia”.